Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Referat for Økonomiudvalget møde den 27. februar 2017

Møde:
Økonomiudvalget
Mødetid:
27. februar 2017 kl. 16:00
Tilstede:
Johannes Lundsfryd Jensen
Agnete Damkjær
John Kruse
Steen Dahlstrøm
Anni B. Tyrrestrup
Regitze Tilma
Niels Bebe
Fraværende:
Mikkel Dragmose-Hansen
Morten Weiss-Pedersen

ÅBNE SAGER

13. Behandling af Forslag til Kommuneplan 2017
Sagsnr.: 2017-003538
Sagsbehandler: Vibeke Nørby

Præsentation:

Forslag til Kommuneplan 2017 - 2029 for Trekantområdet og Middelfart Kommune fremsendes til behandling med henblik på, at forslaget kan offentliggøres i høring i perioden d. 11. april til d. 6. juni 2017.

Forvaltningen foreslår:

  • At Forslag til Kommuneplan 2017 - 2029 vedtages og sendes i offentlig høring sammen med miljørapporten i perioden d. 11. april til d. 6. juni 2017.

Sagsbeskrivelse:

I september 2015 vedtog Byrådet Planstrategi 2015 for Trekantområdet og Middelfart Kommune, og besluttede, at der skulle laves en delvis revision af kommuneplanen. Planstrategien beskriver de temaer, som revisionen af kommuneplanen omhandler.

I offentlighedsfasen for planstrategien foråret 2015 indkom nogle forslag og idéer, som blev behandlet i Byrådet d. 7. september 2015. På baggrund af dette og efter den interne høring af Trekantområde-delen af planen i de 7 kommuner i efteråret 2016 er Forslag til Kommuneplan 2017 færdiggjort, og fremsendes nu til behandling.

Kommuneplanrevisionen generelt
Kommuneplanen er opbygget af to dele, hvor den ene del er lavet i samarbejde med de andre kommuner i Trekantområdet, og den anden er Middelfart Kommunes lokale del. De to dele er integreret i Forslag til Kommuneplan 2017 – 2029, der kan ses på Middelfarts digitale kommuneplan via dette link: www.middelfart.dk/ForslagtilKommuneplan2017.

Kommuneplanens hovedstruktur fastsætter mål og retningslinjer for byudvikling, bosætning, erhverv og uddannelse, detailhandel, det åbne land, kultur, turisme og friluftsliv, trafik og tekniske anlæg, støj samt klima. Kommuneplanen er for hvert tema opbygget med mål og evt. retningslinjer. For flere af temaerne er der en ”Det vil vi”-boks, der beskriver, hvilke konkrete projekter og initiativer, der skal arbejdes for at gennemføre i næste planperiode.

Kommuneplanforslaget tager udgangspunkt i den gældende Planlov og Miljøministerens ”Oversigt over statslige interesser i kommuneplanlægningen 2017. En ændring af planloven er af regeringen fremsat som lovforslag. Den nye planlov forventes først at træde i kraft 1. juli 2017. Da ”Forslag til Kommuneplan 2017 - 2029” vedtages og sendes i offentlig høring inden den nye planlovs ikrafttræden, skal kommuneplanforslaget administreres efter den nuværende planlov.

Revision af Middelfarts lokale del af Kommuneplanen
Middelfart Kommune har i Planstrategi 2015 besluttet at lave en delvis revision af kommuneplanen. Det indebærer, at kommuneplanen er ændret inden for visse områder, og at andre dele af kommuneplanen bibeholdes stort set uændret i forhold til Kommuneplan 2013.

Generelt er Byrådets vision ”Broerne begynder her” og Planstrategiens strategier og mål i relation til fysisk planlægning indarbejdet.

Der er tilføjet et helt nyt hovedkapitel ”Byudvikling og Klimalaboratorium”. Her beskrives, hvordan klimaløsningerne - samtidig med at være et lokalt bidrag til løsningen på de store klimaudfordringer – også skal bidrage til at gøre vores kommune til et endnu bedre sted at bo, med attraktive og levende bymiljøer.

Der er i samarbejde med Fredericia og Kolding kommuner lavet et nyt og fælles kapitel for Naturpark Lillebælt.

Afsnittet om bevaringsværdige bygninger har fået øget fokus på cirkulær økonomi og kulturhistorisk bæredygtighed.

De generelle rammebestemmelser er gennemgået og der er få ændringer, blandt andet om parkering. De specifikke rammebestemmelser for de enkelte områder indeholder meget få ændringer. Der er udlagt et nyt erhvervsområde ved Aulbyvej (området er i dag perspektivområde i kommuneplanen)  med tilhørende ramme (E.03.21), og rækkefølgebestemmelsen for boligområde i Middelfart (B.03.20) er fjernet.

Den øvrige revision af kommuneplanen har været af redaktionel karakter, herunder opdateringer og redigeringer af samtlige tekster, indskrivning af ny lovgivning mv.

Revision af den fælles kommuneplan for Trekantområdet
Ifølge Trekantområdets Planstrategi 2015 ”Metropol på vej” er der tale om en delvis revision af kommuneplanen. Ud over planstrategiens overordnede temaer, der fremgår under overskrifterne ”Danmarks produktionscentrum”, ”Danmarks entreprenante centrum” og ”Kulturmetropolen” er revisionen omfattet af tre specifikke temaer:

  • Sikre attraktive boligmiljøer i Trekantområdet
  • Forbedre adgang og kvalitet i natur- og kystområderne
  • Udarbejdelse af et grønt Danmarkskort

Disse temaer er indarbejdet, hvor de naturligt har passet ind i kommuneplanens eksisterende afsnit.

Med afsæt i Kommuneplan 2013-2025 blev der nedsat en tværkommunal arbejdsgruppe, der har udviklet et bæredygtighedsværktøj til lokalplanlægning, som pt. er under afprøvning i kommunerne. Siden vedtagelsen af Kommuneplan 2013-2025 er der – på baggrund af lovkrav fra statens side – desuden blevet udarbejdet et fælles kommuneplantillæg vedrørende ”Udpegning af særlig værdifulde landbrugsområder”. Både kommuneplantillæg og bæredygtighedsværktøj er tekstmæssigt indarbejdet i det foreliggende udkast til det kommende kommuneplanforslag.

Siden vedtagelsen af Kommuneplan 2013-2025 har Trekantområdets bestyrelse truffet en række beslutninger, som har faglig relation til kommuneplanen. Det drejer sig primært om Trekantområdets infrastrukturstrategi og den kulturaftale, som Trekantområdet har indgået med Kulturstyrelsen. Begge dele har medført tekstmæssige revisioner i den kommende kommuneplan.

Den øvrige revision af kommuneplanen har været af redaktionel karakter, herunder opdateringer og redigeringer af samtlige tekster, indskrivning af ny lovgivning mv.

Med Haderslev Kommunes optagelse i Trekantområde Danmark samarbejdet er fakta om Haderslev Kommune indarbejdet i tal og tekst.

Endeligt har Forslag til Kommuneplan 2017-2029 været i høring i seks kommuners byråd, hvilket også har givet anledning til ændringer og præciseringer. Haderslev Kommune forventes at køre politisk proces i foråret 2017.

Oversigt over ændringer
I det vedlagte ændringsnotat er der en mere udbygget beskrivelse af, hvad der er ændret i forhold til den gældende Kommuneplan 2013. I skemaet angives i kort oversigtsform hvad der er nyt og hvor temaerne er indarbejdet, samt hvor indholdet i planen i al væsentlighed kommer fra. Planforslaget vil desuden inden offentliggørelsen blive opdateret redaktionelt efter korrekturlæsning.

Miljøvurdering
Der er udarbejdet en miljørapport for de væsentligste ændringer af kommuneplanen efter Lov om Miljøvurdering.

De mindre væsentlige ændringer i den lokale Middelfart del af kommuneplanen er screenet efter samme lov. Afgørelsen om ikke at miljøvurdere den lokale del af kommuneplanforslaget offentliggøres samtidig med planforslaget sendes i høring.

De to rapporter findes under Bilag i den digitale kommuneplan.

Tidsplan og offentlighedsfase
Forslag til Kommuneplan forventes godkendt i alle Trekantområdets kommuner efter flg. tidsplan:

Februar til marts 2017 - Politisk behandling af Forslag til Kommuneplan

Den 11. april til d. 6. juni 2017 - Offentlig høring

Juni til september 2017 - Vurdering af høringssvar

September til oktober 2017 - Behandling af høringssvar og endelig vedtagelse af Kommuneplan 2017

Økonomi:

Ingen.

Høring:

Kommuneplanforslaget vil blive sendt i otte ugers høring i perioden d. 11. april - 6. juni 2017. I forbindelse med offentlighedsfasen vil blandt andre Handicap-, Ældre- og Ungdomsråd blive hørt.

Der afholdes et borgermøde i høringsperioden og lokaludvalgene vil ved det årlige dialogmøde blive orienteret om forslaget.

Behandlingsplan:
Økonomiudvalget den 27. februar 2017
Byrådet den 6. marts 2017

Beslutning:

Godkendt.

Morten Weiss-Pedersen og Mikkel Dragmose-Hansen deltog ikke i sagens behandling.

Bilag:

14. Likviditet efter kassekreditreglen ultimo 4. kvartal 2016
Sagsnr.: 2016-004831
Sagsbehandler: Mads Sandager Hansen

Præsentation:

Ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriets bestemmelser skal Byrådet hvert kvartal orienteres om kommunens likviditet efter kassekreditreglen.

Forvaltningen foreslår:

  • At Økonomiudvalget anbefaler Byrådet at tage denne orientering til efterretning.

Sagsbeskrivelse:

Kommunens likviditet efter kassekreditreglen beregnes som et gennemsnit af de likvide beholdninger fra dag til dag over det seneste år. Kravet er, at gennemsnitslikviditeten skal være positiv.

Likviditetsopgørelsen pr. ultimo 4. kvartal 2016 viser, at den gennemsnitlige likvide beholdning i perioden 1. januar 2016 til 31. december 2016 udgjorde 177,6 mio. kr.

Økonomi:

Høring:

Behandlingsplan:
Økonomiudvalg den 27. februar 2017
Byrådet den 6. marts 2017

Beslutning:

Godkendt.

Morten Weiss-Pedersen og Mikkel Dragmose-Hansen deltog ikke i sagens behandling
15. Lokalplan for dagligvarebutik på Assensvej
Sagsnr.: 2014-007276
Sagsbehandler: Jacob Kloch

Præsentation:

Der er udarbejdet lokalplan for dagligvarebutik på Assensvej

Forvaltningen foreslår:

  • At lokalplanen bliver godkendt til offentlig fremlæggelse.

Sagsbeskrivelse:

Dagligvarebutikken på Assensvej 141 i Middelfart har anmodet om udvidelse af butikken. Ejendommen er i dag omfattet af byplanvedtægt nr. 4, som specifikt for Assensvej 141 giver mulighed for dagligvarebutik til områdets daglige forsyning. I forbindelse med udvidelse af butikken ønskes mulighed for at inddrage noget af naboarealerne enten som parkeringsareal eller i forbindelse med udvidelsen af butikken. Naboejendommene er bekendt med, at der arbejdes med lokalplanforslag, som inddrager deres ejendomme i en ny lokalplan. 

Der er udarbejdet et lokalplanforslag, som giver mulighed for etablering af en butik på 1000 m2, jævnfør detailhandelsreglernes bestemmelser for enkeltstående dagligvarebutikker. Placeringen af bygningen vil blive centreret omkring den nuværende butik, som tænkes nedrevet. Vejadgang til butikken vil være uændret til Assensvej.

Den igangværende planlovsændring åbner mulighed for, at dagligvarebutikker til områdets daglige forsyning kan være op til 1200 m2 i forhold til 1000 m2 i dag. Ændringen er nævnt, men forslaget tager udgangspunkt i den nuværende arealgrænse på 1000 m2.
 
Planforslaget screenes i henhold til lov om miljøvurdering og afgørelse herom annonceres samtidig med lokalplanforslaget.

Lokalplanforslag udsendes inden udvalgsmødet til udvalget.

Økonomi:

Ingen. Bygherre er anmodet om at bidrage til lokalplanudarbejdelsen.

Høring:

Planforslaget vil blive fremlagt i offentlig høring i 8 uger. Handicap- og Ældrerådet vil blive hørt i den proces.

Behandlingsplan:
Teknisk Udvalg den 7. februar 2017
Økonomiudvalg den 27. februar 2017
Byråd den 6. marts 2017

Teknisk Udvalg den 7. februar 2017
Udvalget godkendte forvaltningens indstilling.

Beslutning:

Godkendt.
Morten Weiss-Pedersen og Mikkel Dragmose-Hansen deltog ikke i sagens behandling

Bilag:

LUKKEDE SAGER