Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Referat for Byrådet møde den 4. september 2017

Møde:
Byrådet
Mødetid:
4. september 2017 kl. 17:00
Tilstede:
Lars Vigsø
Nicoline Damkjær
Regitze Tilma
Agnete Damkjær
Mikkel Dragmose-Hansen
Allan Buch
Svend-Aage Nielsen
Christian Martins Kromann
Anni B. Tyrrestrup
Kaj Piilgaard Nielsen
Kaj Johansen
Kim Lund
Steen Dahlstrøm
Jens Backer Mogensen
Jonathan Roed Kirkedal
Morten Weiss-Pedersen
Johannes Lundsfryd Jensen
Peter Storm
Paw Nielsen
Anton C. Petersen
John Kruse
Bo Juul Nielsen
Niels Bebe
Ove Andersen
Fraværende:
Flemming Worsøe

ÅBNE SAGER

64. Indtræden af stedfortræder i Middelfart Byråd
Sagsnr.: 2017-016453
Sagsbehandler: Hanne Thouber

Præsentation:

Borgmester Steen Dahlstrøm har meddelt, at han af helbredsmæssige årsager er fraværende fra Middelfart Byråd, og at hans fravær tager nogle måneder.
Som følge heraf skal der ske en indkaldelse af stedfortræder til førstkommende møde i Middelfart Byråd, jf. reglerne i § 15, stk. 2, i kommunestyrelsesloven.

Forvaltningen foreslår:

  • At Middelfart Byråd tager til efterretning, at borgmester Steen Dahlstrøm har meddelt, at hans fravær begrundet i helbredsmæssige årsager forventes at tage nogle måneder, og
  • at 1. stedfortræderen på den socialdemokratiske byrådsgruppes kandidatliste, Finn Ole Christiansen, indtræder pr. 4. september 2017 i Steen Dahlstrøms fravær.

Sagsbeskrivelse:

Borgmester Steen Dahlstrøm har meddelt, at han af helbredsmæssige årsager er fraværende fra Middelfart Byråd, og at hans fravær forventes at tage nogle måneder.

Som følge heraf har 1. viceborgmester, Mikkel Dragmose-Hansen i overensstemmelse med reglerne om stedfortræderindkaldelse i § 15, stk. 2, i kommunestyrelsesloven indkaldt 1. stedfortræderen på kandidatlisten, Finn Ole Christiansen, som stedfortræder for Steen Dahlstrøm til Middelfart Byråd til førstkommende byrådsmøde.

Økonomi:

Ingen.

Høring:

Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

Behandlingsplan:
Byrådet den 4. september 2017

Beslutning:

Finn Ole Christiansen indtræder som suppleant.
65. Anmodning fra borgmester Steen Dahlstrøm om fritagelse for hvervet som borgmester og valg af ny borgmester
Sagsnr.: 2017-016453
Sagsbehandler: Hanne Thouber

Præsentation:

Borgmester Steen Dahlstrøm anmoder Middelfart Byråd om hurtigst muligt at blive fritaget for hvervet som borgmester, da hans helbred ikke giver grundlag for, at han kan fortsætte som borgmester for Middelfart Kommune på en for ham og borgerne tilfredsstillende måde.
På denne baggrund skal der vælges ny borgmester.

Forvaltningen foreslår:

  • At Middelfart Byråd godkender anmodningen fra borgmester Steen Dahlstrøm om med virkning fra 4. september 2017 at blive fritaget for hvervet som borgmester i overensstemmelse med reglerne i § 7, stk. 2, i kommunestyrelsesloven,
  • At der i henhold til reglerne i § 7, stk. 3, i kommunestyrelsesloven vælges ny borgmester for Middelfart Kommune med virkning fra 4. september 2017 og for resten af Byrådets funktionstid.

Sagsbeskrivelse:

Borgmester Steen Dahlstrøm anmoder om at blive fritaget for hvervet som borgmester for Middelfart Kommune. Anmodningen er begrundet i, at Steen Dahlstrøm ikke finder, at hans helbred giver grundlag, at han kan fortsætte som borgmester for Middelfart Kommune på en for ham og borgerne tilfredstillende måde.

Borgmester Steen Dahlstrøm anmoder derfor Middelfart Byråd om at godkende, at han fratræder som borgmester hurtigst muligt, så der kan blive valgt en ny borgmester i overensstemmelse med den konstitueringsaftaftale alle byrådets partier indgik den 25. november 2013, jf. reglerne i § 7, stk. 3 i kommunestyrelsesloven.

Økonomi:

Ingen.

Høring:

Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

Behandlingsplan:
Byrådet den 4. september 2017

Beslutning:

Alle deltog ekskl. Steen Dahlstrøm og Flemming Worsøe. Finn Ole Christiansen deltog fra dagsordenens punkt 65 og frem.

Steen Dahlstrøm blev fritaget fra hvervet og Johannes Lundsfryd Jensen valgt til Borgmester.

Konsekvenserne for konstitueringslisten indstillet af A blev godkendt, hvilket indebærer:

Følgende ændringer i konstitueringen i kraft af valget af Johannes Lundsfryd Jensen som borgmester blev vedtaget:

 

  • Finn Ole Christiansen indtræder i Økonomiudvalget under Steen Dahlstrøms fravær

 

  • Jens Backer Mogensen indtræder i Skoleudvalget, og Johannes Lundsfryd Jensen udtræder af Skoleudvalget

 

  • Johannes Lundsfryd Jensen indtræder i følgende af Steen Dahlstrøms hidtidige udpegninger i kraft af borgmesterposten:
    • Formand for Økonomiudvalget
    • Underskriftbemyndiget, jf. § 32 i kommunestyrelsesloven
    • Formand for Valgbestyrelsen – kommunale valg
    • Formand for Valgbestyrelsen – Kreds, Folketingsvalg, EU-valg
    • Medlem af bestyrelsen og medlem af fælles beredskabskommission for Trekantområdets Brandvæsen I/S, også kaldet TrekantBrand
    • KL´s repræsentantskab
    • Kommunekontaktrådet – KKR Syddanmark
    • Kredsrådet
    • Medlem af bestyrelsen for Tvillingegården
    • Medlem af bestyrelsen for Trekantområdet Danmark

 

  • Johannes Lundsfryd Jensen udpeges herudover som:
    • Formand for Bevillingsnævnet
    • Medlem af bestyrelsen i Erhvervsrådet

 

  • John Kruse udpeges som stedfortræder til KL’s repræsentantskab
  • John Kruse udpeges som stedfortræder til Valgbestyrelse – kommunale valg
  • John Kruse udpeges som stedfortræder til Valgbestyrelse – kreds, folketingsvalg, EU-valg
66. Politiske mål for byrådsperioden 2014-2017
Sagsnr.: 2017-011414
Sagsbehandler: Martin Albertsen

Præsentation:

Byrådet skal drøfte anbefalinger til det kommende Byråd for det videre politiske arbejde.

Forvaltningen foreslår:

  • At Byrådet godkender udvalgenes anbefalinger til det kommende Byråd.

Sagsbeskrivelse:

Byrådet udgav i foråret 2013 en folder, der beskrev politiske resultater og initiativer i byrådsperioden 2009-2013. Siden kom en statusopfølgning med bemærkninger samt en gennemgang af de udfordringer, Byrådet så for byrådsperioden 2014-2017.

Statusopfølgningen blev overgivet til det nye Byråd, der trådte til i 2014., og har dannet grundlag for de drøftelser og tanker, der ligger til grund for udgivelse af folderen "Politiske mål. Byrådsperioden 2014-2017."
 
Folderen angiver de mål, hvert udvalg har opstillet for denne byrådsperiode.

De politiske mål og pejlemærker har til formål at sikre, at Middelfart Kommune udvikler sig i den rigtige retning til glæde for både borgere, virksomheder og alle de, der kommer til kommunen i turismeøjemed.

De har været til drøftelse i samtlige politiske udvalg og Spildevandsselskabet i 2014 og igen i 2016 og 2017. På byrådsseminariet  i 2017 var der tilligemed en afsluttende evaluering af egne politiske mål, hvor der også var opbakning til den fremlagte status

Endvidere var der opbakning til, at de
politiske udvalg i august 2017 drøfter, hvilke pejlemærker for det videre arbejde, de vil anbefale det kommende Byråd.

Udvalgene har drøftet anbefalingerne, som er indarbejdet i den vedlagte folder og fremsendes til Byrådets endelige godkendelse.

Økonomi:

Ingen

Høring:

Ingen

Behandlingsplan:
Økonomiudvalget den 28. august 2017
Byrådet den 4. september 2017

Økonomiudvalget den 28. august 2017
Indstilles til godkendelse

Steen Dahlstrøm deltog ikke i sagens behandling

Beslutning:

Godkendt.

Bilag:

67. Budget 2018 for TrekantBrand
Sagsnr.: 2017-010534
Sagsbehandler: Thomas Foged

Præsentation:

Trekantområdets Brandvæsen udarbejder hvert år inden den 1. juli budget for det kommende år, jf. vedtægterne. Beredskabskommissionen henholdsvis bestyrelsen sender på vegne af Trekantområdets Brandvæsen senest den 1. juli budgettet og de flerårige budgetoverslag for beredskabsopgaverne til godkendelse hos Byrådet i ejerkommunerne.

Forvaltningen foreslår:

  • At budgettet for 2018 i TrekantBrand godkendes.

Sagsbeskrivelse:

Ifølge vedtægterne punkt 15.1 udarbejder Trekantområdets Brandvæsen hver år inden den 1. juli budget for det kommende år. Budgettet skal være opdelt i forhold til henholdsvis beredskabsopgaver og sideaktiviteter. Budgettet skal tillige indeholde flerårige budgetoverslag for de beredskabsopgaver, som varetages af Trekantområdets Brandvæsen.

Beredskabskommissionen henholdsvis bestyrelsen sender på vegne af Trekantområdets Brandvæsen senest den 1. juli budgettet og de flerårige budgetoverslag for beredskabsopgaverne til godkendelse hos Byrådet i kommunerne, jf. vedtægterne punkt 15.3.

Økonomi:

Budget 2018 for beredskabsopgaver og for sideaktiviteter. Driftsbidrag og a conto betalingerne fremskrives med KL's pris- og lønfremskrivningsprocent.

Budget 2018 (i 1.000 kr.)BeredskabsopgaverSideaktiviteter I alt
 88.995-39288.603

For perioden den 1. januar 2016 til den 31. december 2018 er driftsbidraget til løsning af beredskabsopgaverne fastsat med udgangspunkt i kommunernes budget 2014 for beredskabsområdet korrigeret for diverse reguleringer. Byrådene i ejerkommunerne besluttede på møder i november og december 2016 at suspendere det oprindelige effektiviseringskrav (reduceret bloktilskud og moderniseringsaftale) og lade det erstatte af et andet effektiviseringskrav frem til udgangen af 2018, hvor det forventes, at en ny plan for risikobaseret dimensionering træder i kraft.

Bestyrelsen har indstillet budgetrammen for 2018 til Beredskabskommissionens godkendelse med videresendelse til Byrådets godkendelse, idet budgetoverslagsårene for 2019 og frem afventer det videre arbejde med den nye plan for risikobaseret dimensionering. Beredskabskommissionen godkendte budget 2018 på beredskabskommissionsmøde den 19. maj 2017. Referatet fra mødet er vedlagt.

Høring:

Ingen.

Behandlingsplan:
Økonomiudvalget den 28. august 2017
Byrådet den 4. september 2017

Økonomiudvalget den 28. august 2017
Indstilles til godkendelse

Steen Dahlstrøm deltog ikke i sagens behandling

Beslutning:

Godkendelse.

Bilag:

68. Ekstra investeringer i 2017
Sagsnr.: 2017-015775
Sagsbehandler: Thomas Foged

Præsentation:

Set i lyset af et godt regnskab 2016 og deraf følgende stærk likvidtet, forelås det at fremrykke en række investeringer til 2017.

Forvaltningen foreslår:

  • At bevillinger for samlet 2,167 mio. kr. vedr. drift i 2017 (jf. bilag) godkendes
  • At bevillinger for samlet 19,960 mio. kr. vedr. anlæg i 2017 (jf. bilag) godkendes, samt at der gives tilsvarende rådighedsbeløb og at disse frigives
  • At bevillingerne for samlet 22,127 mio. kr. kassefinaniseres

Sagsbeskrivelse:

Byrådet drøftede i forbindelse med regnskab 2016 om der var økonomisk grundlag for at fremrykke nogle investeringer til 2017 set i lyset af et godt regnskabsresultat samt en solid likviditet.

Beslutningen blev at vente og se, hvordan udsigterne for budget 2018 tegnede sig.

Direktionen har nu fremlagt et budgetforslag for 2018 med overskud til politiske prioriteringer. På den baggrund er det vurderingen, at det er økonomisk forsvarligt at iværksatte planen om fremrykning af investeringer til 2017.

Direktionen har derfor lavet et forslag til politisk behandling (se bilag).

Forslagene vedr. primært anlægsinvesteringer (19,960 mio. kr.) og også enkelte driftsudvidelser (2,167 mio. kr.)

Økonomi:

Beskrevet i bilag.

Høring:

Ingen høring.

Behandlingsplan:
Økonomiudvalget den 28. august 2017
Byrådet den 4. september 2017

Økonomiudvalget den 28. august 2017
Indstilles til godkendelse inkl. borgmesterens forslag til 3,533 mio.



Steen Dahlstrøm deltog ikke i sagens behandling

Beslutning:

Godkendt.
Jens Backer Mogensen deltog ikke i sagens behandling (inhabil)

Bilag:

69. Revurdering af rammerne for lokaludvalg - gældende fra 2018-2021
Sagsnr.: 2014-000266
Sagsbehandler: Sabine Christensen

Præsentation:

Lokaludvalgenes rammer står til revurdering i slutningen af hver byrådsperiode. En arbejdsgruppe bestående af fem lokaludvalgsformænd og to medarbejdere har udarbejdet forslag til nye rammer og til en ny vedtægtsskabelon.

Forvaltningen foreslår:

  • At Byrådet godkender de foreslåede rammer for 2018-2021.
  • At Byrådet godkender den nye vedtægtsskabelon.

Sagsbeskrivelse:

En arbejdsgruppe bestående af fem lokaludvalgsformænd og to medarbejdere har udarbejdet forslag til nye rammer for lokaludvalg og til en ny vedtægtsskabelon. Begge dokumenter er baseret på rammerne og  vedtægtsskabelonen for nuværende periode.

De væsentlige ændringer i rammerne for 2018-2021 er:
  • En tilføjelse i indledningen, hvor lokaludvalgenes opgaver er præciseret, nemlig at skabe bedre sammenhængskraft i lokalsamfundet og at inspirere borgerne til at deltage aktivt i udviklingen af et velfungerende lokalsamfund
  • En tilføjelse på s. 1 om, at lokaludvalgene ved nedsættelse selv kommer med forslag til den geografiske afgrænsning af deres lokaludvalg
  • En ændring på s. 2 om, at afgivning af stemme på opstillingsmøder kun skal være hemmelig og skriftlig, hvis en af de fremmødte begærer det
  • En tilføjelse på s. 2 om, at Staben formidler henvendelser fra lokaludvalgene videre til relevante forvaltninger, som afklarer den videre proces med det pågældende lokaludvalg 
  • En sletning på s. 3, der i den tidligere version beskrev Middelfart Kommunes ret til at stille vilkår i forbindelse med tildeling af det årlige driftstilskud
  • En tilføjelse på s. 3 om, at Middelfart Kommune bestræber sig på at opfordre borgerne til også at orientere lokaludvalget om henvendelser af lokal karakter
  • En ændring på s. 3 fra "ét årligt dialogmøde" til "min. ét årligt dialogmøde"
  • En tilføjelse på s. 3 om, at dialogmøder omhandler både lokalsamfundenes som kommunens planer og ønsker om samarbejde
  • En ændring på s. 3/4 vedr. hjemmesiderne: at Middelfart Kommune på sin hjemmeside fremover kun lægger lokaludvalgenes medlemsliste, kontaktoplysninger, vedtægter og link til lokaludvalgenes egen hjememside, og at Middelfart Kommune og lokaludvalg i fællesskab sikrer en velfungerende løsning for lokaludvalgenes egne hjemmesider.

Vedtægtsskabelonens ændringer er i det væsentlige en tilpasning til de nye rammer. Derudover indeholder den nye version få tilføjelser, som arbejdsgruppen foreslår til lokaludvalgenes inspiration:
- Tilføjelser i § 1, som er forslag til beskrivelse af lokaludvalgenes formål
- Tilføjelse i § 4 om, at indkaldelse til lokaludvalgets generalforsamling ikke kun behøver ske gennem den lokale presse og Middelfart Kommunes hjemmeside, men også kan ske gennem lokaludvalgenes egen hjemmeside og husstandsomdelte invitationer.

Økonomi:

Ingen.

Høring:

Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

Behandlingsplan:
Økonomiudvalget den 28. august 2017
Byrådet den 4. september 2017

Økonomiudvalget den 28. august 2017
Indstilles til godkendelse

Steen Dahlstrøm deltog ikke i sagens behandling

Beslutning:

Godkendt.

Bilag:

70. Lokalplan 169 for dagligvarebutik på Assensvej
Sagsnr.: 2014-007276
Sagsbehandler: Jacob Kloch

Præsentation:

Endelig vedtagelse af lokalplan 169 – dagligvarebutik på Assensvej i Middelfart. Udvalget skal træffe beslutning om planforslaget skal vedtages endelig.

Forvaltningen foreslår:

  • At lokalplan 169 godkendes endelig.

Sagsbeskrivelse:

Dagligvarebutikken på Assensvej 141 i Middelfart har anmodet om udvidelse af butikken. Ejendommen er i dag omfattet af byplanvedtægt nr. 4, som specifik for Assensvej 141 giver mulighed for dagligvarebutik til områdets daglige forsyning. I forbindelse med udvidelse af butikken ønskes mulighed for at inddrage noget af naboarealerne, enten som parkeringsareal eller i forbindelse med udvidelsen af butikken. Naboejendommene er bekendt med der arbejdes med lokalplanforslag som inddrager deres ejendomme i en ny lokalplan. Der er udarbejdet et lokalplanforslag, som giver mulighed for etablering af en butik på 1000 m2, jævnfør detailhandelsreglernes bestemmelser for enkeltstående dagligvarebutikker. Placeringen af bygningen vil blive centreret omkring den nuværende butik, som tænkes nedrevet. Vejadgang til butikken vil være uændret til Assensvej.

Der har i foråret 2017 været sendt forslag til lokalplan i høring. Der er i høringsfasen indkommet en del bemærkninger fra naboer, som ikke ønsker en større butik end i dag. Forvaltningen indstiller dog, at der fastholdes mulighed for udvidelse af den eksisterende butik. Størrelsen af butikken er svarende til detailhandelslovgivningens bestemmelser for en butik til områdets daglige forsyning. Der er i lokalplanen givet mulighed for butik op til 1000 m2 - lovgivningen på området blev ændret 15. juni 2017, hvor grænsen for butikker til områdets daglige forsyning blev fastlagt til 1200 m2.

Indsigelserne til lokalplanen går udover butikkens størrelse på den trafik, som en større butik vil generere samt eventuel støjforhold. Der er ikke i planen ændret ved adgangsforholdene og lokalplanen stiller krav om, at der skal etableres de nødvendige parkeringspladser på egen grund. Butikken vil skulle overholde sædvanlig støjkrav til naboskel. Støjberegning viser, at det kan opfyldes, dog skal der mod Poppelvænget 17 etableres støjskærm. Ansøger ejer selv Poppelvænget 17.

Økonomi:

Ingen.

Høring:

Lokalplanen har været i offentlig høring, hvor der indkom 6 høringssvar.

Behandlingsplan:
Teknisk Udvalg den 15. august 2017
Økonomiudvalget den 28. august 2017
Byrådet den 4. september 2017

Teknisk Udvalg den 15. august 2017
Udvalget indstiller forvaltningens indstilling. Udvalget fastholder 1000 m2 til butik.

Allan Buch deltog ikke i sagens behandling.

Økonomiudvalget den 28. august 2017
Anbefales godkendt

Steen Dahlstrøm deltog ikke i sagens behandling

Beslutning:

Godkendt.

Bilag:

71. Parkeringsbekendtgørelse for Middelfart Kommune
Sagsnr.: 2017-011285
Sagsbehandler: Peter Krogsgaard Jensen

Præsentation:

Som en konsekvens af ændringerne i Lov om offentlige veje, skal der godkendes en ny parkeringsbekendtgørelse.

Forvaltningen foreslår:

  • At vedlagte forslag til ny parkeringsbekendtgørelse bliver vedtaget i henhold til bestemmelserne i Lov om offentlige veje.

Sagsbeskrivelse:

På baggrund af beslutning på byrådsmøde den 26. juni 2017 om udsættelse til næste byrådsmøde, fremlægger forvaltningen et revideret forslag til ny parkeringsbekendtgørelse. De ændringer, der blev besluttet på Teknisk Udvalgs møde den 6. juni 2017 er indarbejdet. Derudover er autocampere taget ud af forslaget.

Et notat om autocampere, som den 7. juli 2017 er sendt til alle byrådsmedlemmer og direktionen, er vedhæftet dagsordenen.

Det oprindelige forslag har været sendt frem til Fyns Politi, for at opnå deres bemærkninger i henhold til Færdselsloven.

Politiets bemærkninger er indarbejdet i det fremlagte forslag.

Når Byrådet har vedtaget den nye parkeringsbekendtgørelse, skal den offentliggøres på kommunens hjemmeside.

Den skal også offentliggøres på Vejdirektoratet hjemmeside sammen med parkeringsbekendtgørelser fra landets øvrige kommuner. Det er først når den er offentliggjort her, at Park Nord kan administrere efter den.

Økonomi:

Ingen.

Høring:

Der foretages ikke høring i handicapråd, da dette ikke er et lovkrav.

Der foretages ikke høring i ældreråd, da dette ikke er et lovkrav.

Behandlingsplan:
Teknisk Udvalg den 15. august 2017
Økonomiudvalget den 28. august 2017
Byrådet den 4. september 2017

Allan Buch deltog ikke i sagens behandling

Økonomiudvalget den 28. august 2017
Anbefales godkendt

Steen Dahlstrøm deltog ikke i sagens behandling

Beslutning:

Godkendt.

Bilag:

72. Endelig vedtagelse af nyt husholdningsregulativ 2017
Sagsnr.: 2017-007138
Sagsbehandler: Monica Nielsen

Præsentation:

Det blev den 26. juni 2017 vedtaget af Byrådet at igangsætte husstandsindsamling af blandet papir og pap i den nuværende papirspand pr. 1. oktober 2017.

Ved en ændring af indsamlingsordningerne for henholdsvis papir og pap skal kommunens regulativ for husholdningsaffald tilrettes og sendes i offentlig høring i 4 uger.
Denne høring er nu overstået og regulativet skal endelig vedtages.

Forvaltningen foreslår:

  • At Middelfart Kommunes husholdningsregulativ 2017 godkendes endeligt til ikrafttrædelse 1. oktober 2017.

Sagsbeskrivelse:

Når der ændres i affaldsordningerne, skal affaldsregulativet tilrettes og sendes i offentlig høring.
Der har i forbindelse med den offentlige høring også været sendt en særskilt høring til Ældrerådet og Handicaprådet.

Regulativet med følgende ændringer blev vedtaget til offentlig høring:
§10 Ordning for papir er pap tilføjet
§11 Ordning for pap er ændret sådan, at pap ikke længere kan afleveres som en del af sækkeordningen men indsamles sammen med papir.

§9.9 Er der lavet en præcisering omkring kolonihaver, som beskriver at kolonihaver kan tilmelde sig dagrenovationsordningen som sommerhuse eller vælge at tage affaldsposen med hjem til deres beholder hjemme. Dette er egentlig også sådan, det foregår, men det har ikke været tydeligt forklaret i regulativet, idet kolonihaver stod beskrevet som alm. husholdning.

Der i er i høringsperioden indkommet et høringssvar fra en privat borger i kommunen.
Høringssvaret kommenterer ikke på den fremlagte ændring omkring pap i papirbeholderen, men er derimod forslag til yderligere udvidelse af indsamlingsordningerne med en plastindsamling samt et forslag om ændring af sommertømningen for dagrenovationsordningen.

Det indkomne høringssvar samt forvaltningens forslag til svar er vedlagt som bilag.

Det indkomne høringsvar giver ikke anledning til ændringer i det tidligere fremlagte forslag til husholdningsregulativ og forvaltningen foreslår at regulativet godkendes med den tekst, som har været i høring.

Økonomi:

Ændringerne i husholdsningsregulativet 2017 har ikke økonomiske konsekvenser for Middelfart Kommune.

Høring:

Sagen har været sendt i høring hos Ældrerådet og Handicaprådet samt i offentlig høring.

Behandlingsplan:
Miljø- og Energiudvalget den 9. august 2017
Økonomiudvalget den 28. august 2017
Byrådet den 4. september 2017

Miljø- og Energiudvalget den 9. august 2017
Udvalget indstiller forvaltningens indstilling.

Paw Nielsen deltog ikke i sagens behandling.

Økonomiudvalget den 28. august 2017
Anbefales godkendt

Steen Dahlstrøm deltog ikke i sagens behandling

Beslutning:

Godkendt.

Bilag:

73. Endelig vedtagelse af lokalplan 171 for Rudbæksbanke
Sagsnr.: 2017-000035
Sagsbehandler: Jacob Kloch

Præsentation:

Endelig vedtagelse af lokalplan 171 – boligområde ved Rudbæksbanke/Strandvejen i Strib. Udvalget skal træffe beslutning om planforslagene skal vedtages endelig.

Forvaltningen foreslår:

  • At lokalplan 171 godkendes endelig med følgende tilretning:
  • At det indføjes, at Kystdirektoratet skal inddrages ved større terrænreguleringer jvf. naturbeskyttelseslovens bestemmelser.
  • At indsigelser vedrørende byggelinjen ikke imødekommes.

Sagsbeskrivelse:

Lokalplan 171 for et eksisterende boligområde i Strib. Området er beliggende Rudbæksbanke 29A-35A samt Strandvejen 169-173. Lokalplanforslaget er udarbejdet som følge af lokalplanlægning af de omkringliggende boliger nord og syd for området. Der blev lavet lokalplan 136 for Rudbæksbanke i 2011 (syd for) og lokalplan 149 for Strandvejen i 2014. I forbindelse med vedtagelsen af lokalplan 149 blev det tilkendegivet, at der skulle laves lokalplan for området mellem de to områder. Det gælder for både lokalplan 136 og 149, at der er indarbejdet en respektafstand i forhold til kystlinjen. Denne respektafstand er videreført i lokalplanforslag 171 for dette område.

Lokalplanforslaget viderefører en byggelinje mod vandet, som også er indført nord og syd for området i de pågældende lokalplaner. Dette område har dog allerede bebyggelse nærmere vand end de øvrige områder. Der er indføjet bestemmelser, hvor ny bebyggelse skal forholde sig til klimatilpasning, herunder forventede havvandsstigninger for Lillebælt. Der påtænkes ikke yderligere boliger i området.

Lokalplanen har været i offentlig høring i foråret 2017, hvor der indkom tre indsigelser/bemærkninger. Der er fremsendt ønske om, at byggelinjen ændres, så den ikke skærer igennem de eksisterende huse. Der indstilles til, at indsigelsen ikke imødekommes. Linjen er lagt i forhold til den oprindelige strandbeskyttelseslinje(ophævet). Den nuværende linje sikrer, at tilbygninger ikke vil skulle foretages landværts byggelinjen. Der nævnes situation ved evt. brand og genopførelse af ny bolig. I det tilfælde, bør det bero på en konkret vurdering om dispensation fra byggelinjen, men der bør ikke ske en generel flytning af byggelinjen.  

Økonomi:

Ingen.

Høring:

Lokalplan 171 har været i offentlig høring. Der indkom i høringen tre høringssvar i offentlighedsfasen.

Behandlingsplan:
Teknisk Udvalg den 15. august 2017.
Økonomiudvalget den 28. august 2017.
Byrådet den 4. september 2017.

Teknisk Udvalg den 15. august 2017
Udvalget indstiller forvaltningens indstilling.

Allan Buch deltog ikke i beslutningen.

Økonomiudvalget den 28. august 2017
Anbefales godkendt

Steen Dahlstrøm deltog ikke i sagens behandling

Beslutning:

Godkendt.

Bilag:

74. Kommunegaranti til Middelfart Spildevand (regnskabsår 2017)
Sagsnr.: 2017-014893
Sagsbehandler: Mads Sandager Hansen

Præsentation:

Middelfart Kommune har modtaget en anmodning fra Middelfart Spildevand A/S om garanti for lånoptagelse hos Kommunekredit på i alt 20,0 mio. kr.

Låneoptagelsen skal finansiere selskabets planlagte anlægsinvesteringer i ledningsnet i nye byggemodnede områder.

Forvaltningen foreslår:

  • At der stilles garanti for at Middelfart Spildevand A/S kan optage et kommunegaranteret lån på op til 20,0 mio. kr. med en løbetid på op til 40 års hos Kommunekredit.
  • At låneformen (fast eller variabel rente) fastsættes i overensstemmelse med selskabets finansielle strategi, som er godkendt af bestyrelsen og indgår som bilag til denne sagsfremstilling.
  • At lånet i anlægsfasen kan optages som en byggekredit, der senere afløses af endelig finansiering.
  • At der i henhold til statsstøttereglerne fastsættes en årlig garantiprovisionsprocent på 0,55% med baggrund i en samlet konkret og individuel vurdering af, at Middelfart Spildevand har en stærk kreditkvalitet.
  • At garantien i overensstemmelse med statsstøttereglerne stilles under forudsætning af, at provisionssatsen fremadrettet kan tilpasses i op- eller nedadgående retning, såfremt virksomhedens kreditmæssige forhold måtte ændre sig væsentligt.

Sagsbeskrivelse:

Middelfart Spildevand A/S står i 2017 overfor større anlægsinvesteringer, der ikke kan finansieres indenfor den normale indtægtsramme.

Dette skyldes hovedsagelig investeringer i forbindelse med nye byggemodninger i Middelfart Kommune, som giver et afledt likviditetsbehov på 20,0 mio. kr.

Lånet forventes optaget som en byggekredit i 2017, hvorefter endelig finansiering hjemtages i 2018 når regnskabsåret er afsluttet. Lånet optages i overensstemmelse med Middelfart Spildevands finansielle politik.

Middelfart Spildevands tildelte økonomiske ramme dækker den normale drift, samt de planlagte investeringer. Når der som i 2017 er stor aktivitet i forbindelse med byggemodninger, vil dette skulle finansieres i forbindelse med låneoptag. Hovedparten af låneoptaget er en del af det vedtagne budget for Middelfart Spildevand for 2017 (12,8 mio. kr.), mens den resterende sum er godkendt som korrektioner til budgettet efterfølgende, på grund af tilkomne byggemodningsprojekter.

Byggemodningsprojekterne er en forudsætning for udviklingen af Middelfart Kommune, og i den forbindelse er det naturligvis vigtigt, at der etableres en moderne og tidssvarende håndtering af regn- og spildevand.

Økonomi:

Indledningsvis skal det bemærkes, at Middelfart Kommune kan stille kommunegaranti for Vand- og Spildevandsselskabers låneoptagelse uden at dette belaster kommunens låneramme, jf. §2 i "Bekendtgørelse om kommuners låntagning og meddelelse af garantier mv.".

Det skal videre bemærkes, at kommunalfuldmagten giver mulighed for at Byrådet kan tiltræde at stille garanti for virksomheders drift på forsyningsområdet.

I henhold til EU's statsstøtteregler er Middelfart Kommune imidlertid forpligtet til at opkræve garantiprovision på markedsvilkår ved garantistillelser på forsyningsområdet. Det indebærer mere konkret, at låneydelsen hos Kommunekredit tillagt den af kommunen opkrævne garantiprovision, skal modsvare de finansieringsvilkår, garantimodtager kan opnå på det almindelige kapitalmarked.  

Økonomiafdelingen har i forbindelse med denne garantisag foretaget en konkret og individuel kreditgennemgang af Middelfart Spildevand med henblik på at fastsætte garantiprovisionen.

Det lægges til grund:

  • At selskabet agerer indenfor en regulatorisk ramme, som er præget af høj forudsigelighed og gennemsigtighed, som af aftestet i praksis over en længere periode.
  • At selskabet gennemgående har en god evne til at få dækket omkostninger og absorbere forandringer. Der er tale om en indtægtsdækket virksomhed, som over de senere år har præsteret en egenkapitalforretning tæt på 0 i overensstemmelse med målsætningen for indtægtsdækkede virksomheder. Virksomhedens evne til at opnå indtægtsdækning understøttes yderligere af det forhold, at virksomheden agerer indenfor et område med forsyningspligt. Det bemærkes herudover, at virksomheden er ikke beliggende i et område, hvor den demografiske udvikling tilsiger et fremtidigt vigende kundegrundlag. På negativsiden må det dog lægges til grund, at den nye økonomiske rammeregulering, hvor de danske vand og spildevandsselskaber får udmeldt et samlet årligt effektiviseringskrav på 2-4% på både anlægs- og driftsomkostninger, i et vist omfang lægger bindinger på muligheden for at opnå indtægtsdækning. Det kan skabe et fremtidigt likviditetspres og begrænse muligheden for at finansiere fremtidige anlægsinvesteringer. Det indgår på positivsiden, at størstedelen af selskabets lånefinansiering er med fast rente, dvs. spildevandsselskabets eksponering mod fremtidige rentestigninger er begrænset.
  • At Middelfart Selskab har en simpel og overskuelig selskabsform med fokus på et afgrænset geografisk område og med begrænsede risici i forhold til involvering af andre selskaber.
  • At Middelfart Spildevand har en høj finansiel styrke, herunder er 88% af aktivmassen egenkapitalfinansieret.

Det lægges yderligere til grund for kreditvurderingen, at ejerskabsformen (selskabet er 100% kommunalt ejet) bidrager til at reducere konkursrisikoen og der med kreditrisikoen.

Samlet set vurderes selskabet at indplacere sig i kategorien "stærk kreditkvalitet", hvilket indebærer, at garantiprovisionen ud fra markedsmæssige principper kan fastsættes til 0,55%.

Høring:

Ingen høring af Ældrerådet og Handicaprådet.

Behandlingsplan:
Miljø og Energiudvalget, den 9. august 2017
Økonomiudvalget, den. 28. august 2017
Byrådet, den 4. september

Miljø og Energiudvalget, den 9. august 2017
Udvalget indstiller forvaltningens indstilling
Kaj Piilgaard Nielsen og Paw Nielsen deltog ikke i sagens behandling

Økonomiudvalget den 28. august 2017
Anbefales godkendt

Steen Dahlstrøm deltog ikke i sagens behandling

Beslutning:

Godkendt.
Allan Buch, Anton Petersen og Kaj Piilgaard Nielsen deltog ikke i sagens behandling (inhabilitet)

Bilag:

75. Naturparkplan for Naturpark Lillebælt 2018-2022
Sagsnr.: 2016-025934
Sagsbehandler: Niels Ole Præstbro

Præsentation:

Byrådet vedtog på møde d. 3. april 2017 at sende naturparkplanen for Naturpark Lillebælt i offentlig høring. Naturparkplanen har været i offentlig høring i 8 uger fra den 11. april til den 6. juli 2017. Høringssvar og Naturpark Lillebælts kommentarer og indstilling til ændring af forslag til naturparkplanen er samlet i en hvidbog. Naturparkplanen er tilrettet efter denne hvidbogs indstillinger, og er nu klar til godkendelse.

Forvaltningen foreslår:

  • At hvidbogens indstillinger og den endelige version af naturparkplan for Naturpark Lillebælt 2018-2022 godkendes.

Sagsbeskrivelse:

Naturparkplanen skal sammen med en ansøgning sendes til Friluftsrådet senest den 1. oktober, og hvis ansøgningen godkendes, vil Naturpark Lillebælt blive Danmarks p.t. største danske naturpark.
Der sker en tilsvarende forelæggelse for de politiske udvalg/byråd i Fredericia og Kolding kommuner.

Det helt overordnede formål for Naturpark Lillebælt er, at der skal være en god balance mellem beskyttelse og benyttelse – den unikke natur, kulturarven og kystlandskabet skal gå hånd i hånd med mere vækst, flere turister og tilflyttere og oplevelsesmuligheder for kommunernes borgere.

Formålet med samarbejdet er at skabe et nyt fællesskab om frivilligt at beskytte og benytte det unikke kystlandskab, at skabe nye oplevelsestilbud herunder læringsoplevelser, samt at tiltrække besøgende og dermed øge omsætningen for erhvervsturisme og fremme bosætning. Det er også målet at få flere projektmidler til mere natur, kultur og bæredygtigt friluftsliv og derved gøre området til at bedre sted at bo og være turist.

Naturparkplanen indeholder langsigtede målsætninger og en aktuel status for friluftsliv, formidling, erhverv, turisme, natur og kulturarv. Planen beskriver også de konkrete projekter, der skal arbejdes med som naturparkens kortsigtede mål i perioden 2018 - 2022.

Naturpark Lillebælt har modtaget 49 henvendelser med høringssvar. En del af henvendelserne drejer sig om at få jord ud af eller ind i naturparken. Lodsejere, som har ønsket, at deres jord udgår af naturparken, bliver imødekommet, da naturparker er baseret på et frivilligheds-princip og på frivillig deltagelse i konkrete projekter. Der er også kommet mere jord med i naturparken omkring Føns og Gamborg efter henvendelse fra lodsejere i området.
I alt har 12 lodsejere bedt om at komme ud, mens 5 lodsejere har bedt om at få mere jord med i naturparken i Middelfart Kommune. Afgrænsningen af naturparken og alle kort er tilrettet og kan ses i den tilrettede version af naturparkplanen. Afgrænsningen skal ligeledes godkendes i Kommuneplan 2017- 2029 for Trekantområdet.

Det er ganske få steder, der ellers er rettet i naturparkplanen. I Middelfart har Føns og omegns Lokaludvalg givet en række input, som kan rummes i eksisterende projekter i naturparkplanen. Militærbroen ved Vejlby Fed udgår af planen pga. mangel på fundraisingsmidler. Der er også tilføjet mere om driften af de offentlige skove i naturparkplanen efter henvendelse fra Dansk Botanisk Forening Fynskredsen. Grønt Råd i Assens Kommune ønsker fremadrettet dialog om at udvide Naturpark Lillebælt mod syd. Ønsket om dialog kan imødekommes efter godkendelsen af naturparken i sin nuværende form.

www.naturparklillebaelt.dk kan der læses mere om konceptet, naturparkrådets sammensætning mm.

Økonomi:

Selve sekretariatsfunktionen, naturvejledningen og de i planen nævnte fælles projekter skal finansieres. Der søges løbende om medfinansiering/tilskud til naturparkens aktiviteter. Indstillingen fra styregruppen fra de tre kommuner er, at der i den mærkede naturpark fra 2018 er behov for et budget på i alt 500.000 kr. årligt pr. kommune til at søge tilskud, drive projekter, formidling, facilitering og proces. I Middelfart har Byrådet i 2015 bevilliget ca. 240.000 kr, hvorfor behovet er ca. 260.000 kr, som skal håndteres i forbindelse med budget 2018. Tilsvarende drøftes budgettet i Fredericia og i Kolding.

Høring:

Planen har været i offentlig høring i 8 uger. Der har været afholdt 5 temamøder fordelt rundt i naturparken, hvor emnerne i naturparkplanen er drøftet nærmere med borgerne.

Behandlingsplan:
Miljø- og Energiudvalget den 9. august 2017
Økonomiudvalget den 28. august 2017
Byrådet den 4. september 2017

Miljø- og Energiudvalget den 9. august 2017
Udvalget indstiller forvaltningens indstilling. 

Paw Nielsen deltog ikke i sagens behandling

Økonomiudvalget den 28. august 2017
Anbefales

Steen Dahlstrøm deltog ikke i sagens behandling

Beslutning:

Godkendt.

Bilag:

LUKKEDE SAGER

76. Salg af ejendom
77. Ejendomshandel
78. Salg af areal