Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Referat for Miljø- og Energiudvalget møde den 6. januar 2016

Møde:
Miljø- og Energiudvalget
Mødetid:
6. januar 2016 kl. 14:00
Tilstede:
Kaj Piilgaard Nielsen
Svend-Aage Nielsen
Paw Nielsen
Agnete Damkjær
Peter Storm
Fraværende:

ÅBNE SAGER

138. Klimalaboratorium.
Sagsbehandler: Ulla Storgaard

Præsentation:

Byrådet har besluttet, at klimalaboratorium er et af kommunens 6 indsatsområder.

Forvaltningen foreslår:

  •  At sagen drøftes

Sagsbeskrivelse:

Byrådet har besluttet, at klimalaboratorium er et af kommunens 6 indsatsområder. Proces om udvikling af klimalaboratorium drøftes.

Økonomi:

Ingen.

Høring:

Ingen høring af Ældrerådet og Handicaprådet, da kommunen ikke er forpligtet.

Beslutning:

Udvalget tilsluttede sig den overordnede projektidé for klimalaboratoriet.
139. Naturvejledningens resultater i 2015 samt årsplan for 2016
Sagsnr.: 2015-014037
Sagsbehandler: Rikke Skriver Vesterlund

Præsentation:

Friluftsrådet stiller i forbindelse med opnåelse af løntilskud til naturvejleder krav om, at der skal indsendes årsplan for det kommende års arbejde. For den kommunale naturvejleder udarbejdes ligeledes en årsplan.
Naturvejlederne Annette Weiss og Rikke Vesterlund orienterer på mødet.

Forvaltningen foreslår:

  • At udvalget tager sagen til efterretning

Sagsbeskrivelse:

Der laves hvert år årsrapporter for naturvejledningen, samt årsplaner for det kommende år.
Årets resultater gennemgås mundtligt på mødet.

Nøglemål i 2016 for naturvejleder Rikke Vesterlund:

  • Afholde tema- og inspirationskurser for lærere og pædagoger
  • Udvikling af materiale til den fællesfaglige naturfagsprøve
  • Præsentations- og informationsmøde på alle institutioner Udvikle temauger til institutioner
  • Udvikle rejseshow til ældrecentrene.
  • Udvikle nye tilbud i grejbanken. Udvikle og tilbyde offentlige ture med nye emner.
  • Tilbyde aktiviteter i centeret i åbningstiden/weekender 
Nøglemål i 2016 for naturvejleder Annette Weiss:

  • Udvikle temature til skolerne bl.a. omkring havets resourcer og kæde det sammen med afholdelse af offentlige ture (måske under unge naturparkguider)
  • Udvikle forløb for skolerne, hvor eleverne inddrages i naturplejeprojekter.
  • Udvikle og afholde ture for "særlige grupper" i samarbejde med de relevante forvaltninger i kommunen – f.eks. fisketure, gåture osv.
  • Igangsætte samarbejde med aktive lokale borgere – evt. i forbindelse med ture for de særlige grupper.
  • Udvikle og afholde offentlige ture med nye emner – f.eks. en mørketur i skoven
  • Udvikle og forbedre brugen af sociale medier som formidlingsplatform
  • Søsætte og udfolde projektet omkring Unge Naturparkguider i Naturpark Lillebælt (skoletilbud)
  • Arbejde med at lave en koordineret naturvejledning i Naturpark Lillebælt – bl.a. i forbindelse med Blå Flag-arrangementer, find din guide o.l.
  • Bidrage til udarbejdelse af et nyt formidlingskoncept i Naturpark Lillebælt.

Økonomi:

Ingen.

Høring:

Ingen høring af Ældrerådet og Handicaprådet, da kommunen ikke er forpligtet.

Beslutning:

Udvalget tog sagen til efterretning.
140. Tilføjelser til takster for 2016 på affaldsområdet
Sagsnr.: 2015-014073
Sagsbehandler: Vicki Marie Munkgaard Schmidt

Præsentation:

I forbindelse med indførelsen af de nye affaldsordninger, har det vist sig nødvendigt at fastholde de eksisterende ordninger i den centrale del af Middelfart by samt tilbyde et bredere udvalg af beholdere. Det er derfor nødvendigt at tilføje nogle nye takster på affaldsområdet.

Forvaltningen foreslår:

  • At de tilføjede takster godkendes

Sagsbeskrivelse:

I forbindelse med indførelsen af de nye affaldsordninger, har det vist sig nødvendigt at fastholde området i det centrale Middelfart by, med de tidligere ordninger i 2016. Disse ordninger fortsætter i en periode, indtil der er etableret nedgravede løsninger til håndtering af affaldet.

Derudover er der af servicehensyn overfor borgerne givet mulighed for at anvende et bredere udvalg af større affaldsbeholdere i forbindelse med skiftet fra uge til 14 dagstømning.

På baggrund af ovenstående er det nødvendigt at tilføje en række takster til de af Byrådet i oktober 2015 godkendte takster.

De nye affaldstakster er markeret med gult på vedlagte bilag.

Økonomi:

Affald og Genbrugs udgifter til administration og drift dækkes af selskabets takster efter "hvile i sig selv"-princippet.

Høring:

Ingen høring af Ældrerådet og Handicaprådet, da kommunen ikke er forpligtet.

Behandlingsplan
Miljø- og Energiudvalget den 6. januar 2016
Økonomiudvalget den 25. januar 2016
Byrådet den 1. februar 2016

Miljø- og Energiudvalget - 6. januar 2016
Udvalget indstiller forvaltningens indstilling.

Beslutning:

Udvalget indstiller forvaltningens indstilling.

Bilag:

141. Ansøgning om lovliggørende dispensation til henholdsvis at fjerne et dige og reducere et dige på matr. nr. 7a Ejby By, Ejby.
Sagsnr.: 2014-013311
Sagsbehandler: Betinna Grønkjær-Petersen

Præsentation:

2 digestrækninger er fjernet på matr. nr. 17a Ejby By, Ejby. De nuværende ejere af matriklen har mellem 1998-1999 fjernet det ene dige helt, og det andet dige er reduceret med 200 meter.

Digerne er beskyttet af museumsloven, hvilket betyder at digerne ikke må fjernes og deres tilstand må ikke ændres. De to digestrækninger blev fjernet uden en dispensation fra loven. Centrovice har derfor på vegne af ejerne søgt om lovliggørende dispensation til de fjernede digestrækninger.

Forvaltningen foreslår:

  • At udvalget beslutter, om der skal gives dispensation til fjernelsen af digestrækningerne, eller om digerne skal reetableres.

Hvis der gives afslag til ansøgningen, foreslår forvaltningen at give en positiv tilkendegivelse til et mindre gennembrud på det sydlige dige, så ejerne lettere kan komme til marken syd for det fjernede dige med deres landbrugsmaskiner.

Sagsbeskrivelse:

Beskrivelse af digerne:
Diget, der er reduceret med 200 meter, var et jorddige beliggende på den sydlige del af matriklen. Her adskilte diget to marker (se kort). Diget var et udskiftningsdige fra blokudskiftningen af Ejby omkring 1787. Ejerne har fjernet 200 meter af diget, der i sin fulde længde var 250 meter. Den tilbageværende del af diget ligger i Vestermose Skov.

Det fjernede dige lå på den nordøstlige del af matriklen og adskilte ligeledes to marker. Diget var  et jorddige på ca. 214 meter. Diget har muligvis fungeret som et toftedige. Toftediger omkransede den enkelte gård, mens der stadig var fællesjorde. Herefter blev diget brugt til udskiftningen. Ellers er der tale om et dige fra udskiftningen af Ejby.

Lovgivning:
De to diger er beskyttet af museumslovens § 29a stk. 1. Beskyttelsen betyder, at digernes tilstand ikke må ændres. Det er en forbudsbestemmelse, hvorfra kommunen i særlige tilfælde kan give dispensation.

Det er ikke en tilstrækkelig begrundelse, at der er en væsentlig jordbrugs- eller anden økonomisk interesse heri. Desuden har Natur- og Miljøklagenævnet præciseret, at der bortset fra helt isolerede digerester eller begrænsede digebrud efter nævnets vurdering ikke er grundlag for at meddele dispensation til nedlæggelse af hele diger eller længere digestrækninger, som har landskabelig, biologisk eller kulturhistorisk betydning.

Ejernes begrundelse:
I 1998 indgik ejerne af ejendommen et mageskifte med den daværende Skov- og Naturstyrelsen. Ejerne afgav noget jord fra matr. nr. 17a Ejby By, Ejby til Skov- og Naturstyrelsen, så en ny publikumsskov kunne etableres. I bytte modtog de to jordstykker, der blev lagt til matrikel 17a Ejby by, Ejby.

Den nyerhvervede jord skulle lægges sammen med de eksisterende marker, så de kunne opdyrkes i sammenhæng. De to diger, der lå på det nyerhvervede jord var dog en spærring for at markerne kunne sammenlægges (se kort).

Ifølge ansøger har den daværende borgmester i Ejby Kommune udtalt ved mageskiftet, at der ikke var problemer i fjernelsen af digerne. Ejerne fjernede derfor digestrækningerne og slog deres nyerhvervede jord sammen med deres eksisterende marker. Dette blev gjort uden at søge om dispensation ved Fyns Amt, der var myndighed på området.

Hvis digerne var bibeholdt, havde ejerne haft flere opsplittede marker efter mageskiftet end tidligere. Det var ifølge ansøger hverken aftalen eller hensigten med mageskiftet.

De to gule markeringer viser de fjernede digestrækninger. De orange markeringer er andre beskyttede diger.

Forvaltningens vurdering:
Ved at se nærmere på de to diger og de omkringliggende diger i området kan forvaltningen udlede, at der er foretaget en blokudskiftning af den vestlige del af byenDigernes daværende funktion er både tydelig i landskabet, på udskiftningskort og på luftfoto. Digerne er derfor meget værdifulde på grund af deres historie og høje fortælleværdi om udskiftningen. Dette har Odense Bys Museer også udtalt i forbindelse med sagen. Normalt vil der ikke kunne gives dispensation til fjernelse af sådanne diger. Til gengæld vil der i nogle tilfælde kunne gives dispensation til et mindre digegennembrud af landbrugsmæssige hensyn.

Natur- og Miljøklagenævnet har ved en tidligere afgørelse åbnet op for muligheden for at give en lovliggørende dispensation til fjernelse af et dige, hvis ejerne har været i god tro, da de fjernede diget.

Middelfart Kommunes jurister påpeger, at det skal være beviseligt, at ejerne var i god tro, hvis det skal begrunde en dispensation fra museumslovens bestemmelse. 

Ejers konsulent har meddelt, at der ikke kan fremskaffes dokumentation for, at ejerne var i god tro. Såfremt der ikke gives dispensation, skal ejer genetablere det nordøstlige dige på 214 meter og 200 meter af det sydlige dige.Begge jorddiger formodes at være omkring ½-1 meter i højden og 1 meter i breden. Det er dog op til Kulturstyrelsen at vurdere digets udformning endeligt.  

Det er forvaltningens vurdering, at sagen ikke er forældet, da Middelfart Kommune først modtog en ansøgning om dispensation den 23. december 2014.

Økonomi:

Ingen.

Høring:

Ingen høring af Ældrerådet og Handicaprådet, da kommunen ikke er forpligtet.

Beslutning:

Udvalget besluttede, at digerne skal reetableres. Der accepteres samtidig et mindre gennembrud på det sydlige dige.
142. Stiplanens pulje til lokalruter
Sagsnr.: 2015-005543
Sagsbehandler: Vibeke Nørby

Præsentation:

Byrådet vedtog i stiplanen at oprette en pulje for lokalruter, der skal bruges til at støtte borgerne i at realisere forbedringer af lokale stiruter i og omkring det enkelte lokalsamfund. Miljø- og energiudvalget har fået kompetencen til at uddele midler fra puljen.

Med baggrund i de foreløbige erfaringer med puljen bedes Miljø- og energiudvalget godkende nogle få ændringer i kriterierne for puljen.

Forvaltningen foreslår:

  • at ansøgning til puljen kan ske løbende fremfor én gang årligt, og
  • at der laves en kort mini-vejledning med en "kogebog" til ansøgernes brug

Sagsbeskrivelse:

Puljens formål er beskrevet i Stiplanen:

Pulje til lokalruter omkring bysamfundene
Ved budgettering af området afsættes en pulje til afmærkninger mv. af lokalruter omkring bysamfundene. Disse ruter har primært til formål at supplere og forbedre eksisterende turforslag.

Det kan fx være en god løberute eller hundelufterrute, hvor en let krydsning af eksempelvis en grøft ville få ruten til at hænge bedre sammen. Eller det kan være en vandrerute, hvor skråningerne på en lille strækning er for stejle og dermed utrygge at gå ved i mørke.

Lokaludvalgene kan søge om midler fra puljen, hvis de har gode idéer til forbedringer. Det er en fordel, hvis mange i området går sammen om idéen og i fællesskab konkretiserer projektet.

Puljen vil desuden kunne søges af rideklubberne i samarbejde. Herved gives de mulighed for at søge af puljen til ridestier på de strækninger, hvor de mener, der fås ”mest for pengene”.


Første ansøgningsfrist for puljen var d. 1. september 2015, hvor der indkom 3 ansøgninger (fra Føns, Kauslunde og Fjelsted-Harndrup). Ingen af ansøgningerne er fuldt afklaret på alle punkter, men det forventes, at dialogen mellem lokalområderne og Kommunen vil medføre, at der vil kunne uddeles midler til hele eller dele af de ansøgte ruter/stier.

Puljens formål er som beskrevet at støtte borgerne i at forbedre de lokale stiruter, herunder ridemuligheder, i og omkring det enkelte lokalsamfund. Ejerskabet til projekterne ligger dermed hos de lokaludvalg og lokale foreninger og klubber, der søger puljen. Projekterne kan være komplekse og tidskrævende for ansøgerne. Med henblik på yderligere at støtte det lokale arbejde foreslås det, at forvaltningen laver en lille vejledning med "kogebog for projekter" til ansøgernes brug. Desuden står forvaltningen til rådighed med vejledning, hjælp og råd.
 
Det foreslås desuden, at ansøgninger ikke begrænses til én årlig ansøgningsfrist, men at de kan indsendes løbende, når projekterne er klar til det.

Økonomi:

Da Byrådet vedtog stiplanen, blev der samtidig vedtaget en prioritering af midlerne afsat til stier i budget 2015 - 2018. Fordelingen af de i alt 20 mio. kr. i den 4-årige periode er: 5,0 mio. kr. til mindre projekter, 14,4 mio. kr. til større projekter og 0,6 mio kr. til lokalruter. Det vil sige, at der er prioriteret årligt 150.000 kr. i 4 år til puljen for lokalruter.
 
Midlerne afsat i 2015 er frigivet samtidig med vedtagelse af Stiplanen d. 7. april 2015, og midler for 2016 er frigivet med vedtagelse af budget 2016.

Høring:

Ingen høring af Ældrerådet og Handicaprådet, da kommunen ikke er forpligtet.

Beslutning:

Udvalget godkendte forvaltningens indstilling.
143. Indsatsplan for bekæmpelse af Kæmpe-Bjørneklo i Middelfart Kommune
Sagsnr.: 2015-013923
Sagsbehandler: Merete Nørgaard

Præsentation:

Kæmpe-Bjørneklo er et stort problem i den danske natur. Den skygger andre planter væk med sine store blade, og den har en voldsom frøspredning. Det betyder, at levesteder for mange planter, insekter og andre dyr forsvinder. Desuden øges risikonen for jorderosion langs vandløb, fordi den naturlige plantevækst forsvinder. Det er vigtigt at få spredningen af Kæmpe-Bjørneklo under kontrol, da mange af vores vigtige naturområder ellers vil miste værdi. Det kan samtidig være risikabelt at færdes, hvor den vokser, fordi plantesaften er giftig og kan give voldsomme eksemlignende udslet. Ved vedtagelse af en indsatsplan, får kommunen mulighed for at igangsætte en systematisk og koordineret bekæmpelse af Kæmpe-Bjørneklo.

Forvaltningen foreslår:

At udvalget godkender forslag til "Indsatsplan for bekæmpelse af Kæmpe-Bjørneklo i Middelfart Kommune" til udsendelse i offentlig høring i 8 uger.
At forslag til indsatsplan indstilles til endelig godkendelse på udvalgsmøde i marts 2016. 

Sagsbeskrivelse:

På udvalgsmødet den 4. november 2015 godkendte udvalget, at der skulle udarbejdes en indsatsplan for bekæmpelse af Kæmpe-Bjørneklo i Middelfart Kommune.

Indtil nu har indsatsen mod Kæmpe-Bjørneklo i Middelfart Kommune været begrænset. Kommunen har bekæmpet på egne arealer og sendt breve til private med arealer, hvor kommunen har kendskab til, at der findes Kæmpe-bBørneklo. Indsatsen har dog haft begrænset effekt, da grundejere ikke er forpligtet til at bekæmpe Kæmpe-Bjørneklo.
Ved manglende bekæmpelse kan frø spredes til de omgivende arealer, hvor planten måske ikke har vokset tidligere. Hvis bekæmpelsen ikke koordineres, bliver problemet kun større.

Indsatsplanen er udarbejdet på grundlag af bekendtgørelse nr. 862 af 10. september 2009 om bekæmpelse af Kæmpe-Bjørneklo. I henhold til bekendtgørelsen kan kommunen vedtage en indsatsplan, der giver mulighed for en fælles og målrettet indsats, hvor kommunen og private lodsejere har pligt til at bekæmpe planten. Indsatsplanen skal inden endelig godkendelse sendes i offentlig høring i 8 uger.

Formålet med indsatsplanen er, at Kæmpe-Bjørneklo bekæmpes målrettet og konsekvant på offentlige og private arealer. Dermed vil Kæmpe-Bjørneklo ikke længere udgøre en trussel for plante- og dyrearter, der hører til i den danske natur. 

Målet er:
  • at ingen planter fra kendte forekomster sætter eller spreder frø
  • at planten bliver trængt tilbage og på sigt kommer under kontrol
  • at nye planter løbende registreres og bekæmpes 

Indsatsplanen udpeger hele kommunens geografiske område som indsatsområde. Indsatsplanen indeholder angivelse af tidsfrister for bekæmpelsen, klagemuligheder og vejledning om metoder og sikkerhedsforanstaltninger ved bekæmpelsen.

Økonomi:

Udgifterne afholdes i 2016 indenfor det eksisterende budget for anlæg og drift af naturområder. Såfremt det neksisterende budget på et tidspunkt viser sig ikke at kunne rumme indsatsen, må den neddrosles.

Høring:

Ingen høring af Ældrerådet og Handicaprådet, da kommunen ikke er forpligtet.

Beslutning:

Udvalget godkendte forvaltningens indstilling.

Bilag:

144. Tilskudspulje til private natur- og friluftsprojekter 2016
Sagsnr.: 2015-012316
Sagsbehandler: Betinna Grønkjær-Petersen

Præsentation:

I oktober 2015 blev de første 3 år med tilskudsordningen til private natur- og friluftsprojekter evalueret. På baggrund af evalueringen har udvalget vedtaget at forlænge tilskudspuljen. 

På baggrund af erfaringerne fra 2013-2015 lægger forvaltningen op til, at tilskudspuljens prioritering af ansøgninger samt kriterierne for tilskudsberettigelse ændres en smule.

Forvaltningen foreslår:

  • At ansøgningsrunden i 2016 igangsættes fra den 20. januar - 22. april 
  • At indholdet i den vedhæftede vejledning godkendes (layout/billeder kan blive ændret frem til den 20. januar).

Sagsbeskrivelse:

Med vedtagelsen af at tilskudsordningen skal fortsættes i yderligere 3 år, blev puljens uddelingsbeløb som udgangspunkt hævet til 100.000 kr. årligt fra 2016-2018. Ansøger skal fortsat selv bidrage med halvdelen til projektet i form af arbejdstimer og/eller finansiering.

I vejledningen er det blevet præciseret, hvilke projekttyper der prioriteres højst fremadrettet. Således fremgår det af den opdaterede vejledning til ansøgningsrunden 2016, at projekter med naturforbedrende indhold prioriteres højere end friluftsprojekter. Dette er i håb om, at der opnås flere ansøgninger til projekter med naturforbedrende formål, eller at friluftsprojekter også indeholder flere naturforbedrende tiltag.

Desuden er kriterierne for, hvilke projekter der kan opnå støtte, blevet ændret en smule. I den vedhæftede vejledning er der lagt op til, at der nu kan søges tilskud til bekæmpelse af alle invasive arter. Bekæmpelse af kæmpebjørneklo kan dog ikke længere støttes, hvis der vedtages en indsatsplan i 2016. Det skyldes, at puljen ikke uddeler til tiltag, som ejeren er forpligtiget til at gennemføre. Bekæmpelse af kæmpebjørneklo kan dog fortsat opnå tilskudsstøtte, hvis det kombineres med naturpleje på værdifulde naturarealer i form af hegning og afgræsning. Ejeren går dermed ud over sine forpligtigelser og plejer naturen frivilligt.

Der er desuden åbnet op for, at der kan gøres undtagelser fra de tiltag, der ikke er støtteberettigede. Det skyldes, at der i helt særlige situationer kan være en interesse for kommunen i at støtte op om et projekt, der som udgangspunkt ikke støttes. F.eks. hvis et projekt kan opnå støtte fra en anden pulje, men at der er nogle natur- og adgangsforbedrende dele i projektet, der ikke er tilskudsberettigede efter den anden pulje. I sådan et tilfælde har kommunen mulighed for at støtte op om disse tiltag ved lempelsen i vejledningen.

Det er tilføjet i vejledningen, at kommunen forbeholder sig retten til at fravælge ansøgninger, selvom ikke alle midler uddeles.

Økonomi:

Der er afsat 100.000 kr. om året fra 2016-2018 til uddeling til natur- og friluftsprojekter. Det er en stigning på 50.000 kr. i forhold til, hvad der gennemsnitlig har været til rådighed om året de tre forrige år. Det er dog muligt at ændre tilskudspuljens uddelingsstørrelse hvert år, inden ansøgningsrunden igangsættes, hvis det findes nødvendigt.

Høring:

Ingen høring af Ældrerådet og Handicaprådet, da kommunen ikke er forpligtet.

Beslutning:

Udvalget godkendte forvaltningens indstilling.

Bilag:

145. Status Ejby Mose - Natur- og miljøprojekt
Sagsnr.: 2013-009621
Sagsbehandler: Niels Ole Præstbro

Præsentation:

Naturprojektet gik igang december 2013 med lodsejerdialog, og den del, kommunen fik tilskud til, er nu afsluttet. Tiltag efter aftale med de enkelte lodsejere og udbetalingen af tilskud er gennemført.
http://www.middelfart.dk/Ejbymose

Forvaltningen foreslår:

Orientering.

Sagsbeskrivelse:

Følgende frivillige tiltag er gennemført i projektet med tilskud fra EUs landdistriktprogram, Natur- og Miljøprojekter fra NaturErhvervstyrelsen og i samarbejde med Spor I Landskabet og ikke mindst lodsejerne.

Rydninger
Der er ryddet 2,8 ha træopvækst, hovedsageligt i form af pil og nåletræ, som efterfølgende skal afgræsses for at få flere lysåbne arealer.

Hegnsopsætning
Der er indhegnet 26,8 ha ny afgræsningsjord, hvilket giver ca. 11 km. hegn.

Afgræsning
Naturpleje er en forudsætning for at sikre gode levesteder for de dyr og planter. I takt med at landbruget er blevet effektiviseret, bliver kreaturer i større stil holdt hjemme på gårdene. Når engområder, der tidligere blev afgræsset, gror til i buske, træer og tagrør, så forsvinder ikke bare de små og sårbare plantearter, men også levesteder for mange forskellige dyr. Afgræsning med kvæg medfører stor variation i græsdækket, med plads til mange og varierede plantearter. Det sikrer også levesteder for insekter som sommerfugle, guldsmede og biller. Enge og moser der plejes med afgræsning, hører til blandt de mest artsrige naturtyper i Danmark. Kreaturerne sørger for, at der kommer lys og luft til jordoverfladen, og med deres trampen skaber de micro habitater og tuedannelser, der gavner små plantearter og sikre gode betingelser for fugleyngel. Desuden ynder rådyr også at græsse på de friske urter på disse arealer, og de kan godt springe over el-hegnene.

Etablering af søer og gunstig vandstand
Der er etableret 1 ny sø tæt på byen og et område med gunstig vandstand, hvor der også afgræsses. Dette skaber nye levesteder for padder og insekter.

Bedre adgang og formidling
11 stk. A4 informationsstandere er opsat i Ejby Mose for at formidle om natur og lokal kulturhistorie. Der er etableret en ca. 300 m gangbro/spang over det vådeste område midt i mosen og ca. 2 km nye græsstier til fremme af rekreative værdier og offentlig adgang. Den nye parkeringsplads for enden af Søndergaardsvej giver mulighed for at parkere bilen, som ikke må medbringes i mosen, og gå eller cykle i den friske natur.

Økonomi:

Projektet er finansieret af Miljø- og Energiudvalgets anlægspulje til naturprojekter samt igennem tilskudsordninger.

 Projektdel Udgifter i projektet Udbetalt tilskud Kommune andel
 Borgernær naturplanlægning i Ejby Mose 729.244325.997 403.247
 Græsningsprojekt i Ejby Mose 1.653.801901.459 752.342
 Beskyttelse, etablering og genopretning 220.502113.150  107.352
 Jordfordeling 505.358228.956 276.402
 I alt 3.108.9041.573.583 1.535.321

Høring:

Beslutning:

Udvalget tog orienteringen til efterretning.

LUKKEDE SAGER