Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Referat for Teknisk Udvalg møde den 9. december 2014

Møde:
Teknisk Udvalg
Mødetid:
9. december 2014 kl. 14:00
Tilstede:
Niels Bebe
Allan Buch
Flemming Worsøe
Ove Andersen
Bo Juul Nielsen
Fraværende:

ÅBNE SAGER

91. Udbud af landbrugsarealer i Middelfart Kommune
Sagsnr.: 2014-011478
Sagsbehandler: Tina Karstensen

Præsentation:

Middelfart Kommune har haft et landbrugsareal og et areal til at slå slæt på i udbud. Landbrugsarealet udløber pr. 31. januar 2015, og græsarealet er nyt areal i udbud.

Begge arealer har udbudsfrist d. 4. december 2014.

Forvaltningen foreslår:

  • At højestbydende på det enkelte areal, tilbydes forpagtning af arealet.

Sagsbeskrivelse:

Middelfart Kommune har haft et landbrugsareal og et areal til at slå slæt på i udbud.

Landbrugsarealet er beliggende på matr.nr. 11a Kauslunde By, Kauslunde. Arealet er overtaget i forbindelse med ekspropriation af Hovedvejen  101. Den nuværende forpagtningskontrakt udløber pr. 31. januar 2015.

Græsarealet er beliggende på del af matr.nr. 14e Ejby By, Ejby. Et areal i forbindelse med udstykningen på Kirkebyvænget i Ejby. Arealet er ikke planlagt til udstykning pt., så derfor har det været udbudt til græs.

Da arealerne har udbudsfrist efter deadline for dagsordnen, vil buddene blive fremlagt på udvalgsmødet.
 

Økonomi:

Ingen.

Forvaltningens bemærkninger:

Forvaltningen har ingen yderligere bemærkninger.

Handicapaspekter:

Sagens indhold er gennemgået med henblik på at vurdere konsekvenser for handicappede borgere. For handicappede borgere har sagen ikke nogle særlige konsekvenser.

Høring af Handicaprådet:

Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

Høring af Ældrerådet:

Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

Beslutning:

Udvalget vedtog forvaltningens indstilling.

Over Andersen deltog ikke i behandlingen af sagen.
92. Overskridelse af bebyggelsesprocent
Sagsnr.: 2014-013295
Sagsbehandler: Laila Wyke

Præsentation:

Middelfart Kommune har modtaget ansøgning om opførelse af i alt 90 kvm. tilbygning på ejendommen Vestergade 43, Strib. Den eksisterende garage fjernes. Ved gennemførelsen af det ansøgte vil bebyggelsesprocenten på ejendommen blive 34,4%. Dette er højere end byggeretten, og det ansøgte forudsætter derfor, at der kan gives tilladelse til bebyggelsesprocenten efter en helhedsvurdering.

Forvaltningen foreslår:

  • At der meddeles afslag til den ansøgte bebyggelsesprocent.

Sagsbeskrivelse:

Ejendommen Vestergade 43 er beliggende indenfor kommuneplanens rammeområde C.02.01. Der er ikke lokalplan for ejendommen. Sagen skal derfor behandles efter bestemmelserne i bygninsreglementets kap. 2. I henhold til Planloven skal kommuneplanrammerne danne grundlag for lokalplanlægning mv., men danner ikke grundlag for sagsbehandling efter byggeloven på ejendomme indenfor området.

For fritliggende enfamilieshuse gælder i henhold til byggeretten i Bygningsreglement 2010 kap. 2.2 at kommunen ikke kan nægte at godkende en bygnings etageareal, når bebyggelsesprocenten ikke overstiger 30%.
På ejendommen er der eksisterende enfamilieshus med et bebygget areal på 78 kvm. og en udnyttet tagetage på 57 kvm. Grundens areal er 654 kvm. Der er ansøgt om opførelse af en havestue på 15 kvm. og en 75 kvm. tilbygning indeholdende mellemgang, 3 værelser og 1 badeværelse. Desuden en carport, der dog falder indenfor de 35 kvm. der kan bygges, uden at det skal medregnes til bebyggelsesprocenten.

Det samlede etageareal bliver dermed 225 kvm. og bebyggelsesprocenten 34,4%. Ved overholdelse af bebyggelsesprocenten i byggeretten kan der opnås et bruttoetageareal på 196 kvm.. Hvis eksisterende garage/udhus fjernes, svarer dette til en tilbygning på 61 kvm.

Ved stillingtagen til en bebyggelsesprocent over 30%, skal kommunen foretage en helhedsvurdering i henhold til Bygningsreglementet 2010 kap. 2.3. I helhedsvurderingen skal indgå (punkterne gentages under "forvaltningens bemærkninger", hvor forvaltningens vurdering er tilføjet ud for hvert punkt):

  1. Bebyggelsens samlede omfang skal være hensigtsmæssigt i forhold til bebyggelsens anvendelse.
  2. Bebyggelsens samlede omfang skal svare til det sædvanlige i karéen, kvarteret eller området eller til det, der tilstræbes i området
  3. Der skal under hensyn til ejendommens benyttelse sikres tilfredsstillende lysforhold for ejendommens bebyggelse og nabobebyggelse samt sikres mod væsentlige indbliksgener i forhold til anden bebyggelse på samme grund og på nabogrunde.
  4. Der skal i overensstemmelse med kravene i kapitel 2.4 sikres tilfredsstillede friarealer i forhold til ejendommens benyttelse, herunder opholdsarealer for beboere, brugere og beskæftigede.
  5. Der skal i overensstemmelse med kravene i kapitel 2.4 og under hensyntagen til ejendommens benyttelse sikres tilfredsstillende adgangs- og tilkørselsforhold for ejendommens brugere, herunder personer med handicap, og redningsberedsskab, og der skal være tilstrækkelige parkeringsarealer.
  6. Ved bebyggelse i randen af tæt bebyggede byområder, der støder op til et uplanlagt areal, til et parcel-, sommerhus- eller kolonihaveområde, eller et område med tæt/lav bebyggelse, skal bebyggelsens samlede omfang fastlægges under hensyn til karakteren af de tilstødende arealer og omfanget af eventuel bebyggelse.
Kapitel 2.4 indeholder nærmere krav til størrelsen af opholdsarealer, parkeringsarealer samt adgangs- og tilkørselsarealer.

Efter forvaltningens gennemgang af området, har sagen været sendt til høring hos ansøger og ejer. Der er indkommet svar med bemærkninger til det udvalgte sammenligningsområde. Ansøger henviser til, at området er beliggende i et rammeområde i kommuneplanen, der er udlagt til en bebyggelsesprocent på 50% og en bygningshøjde på max. 2,5 etager. Ansøger anfører, at dette i helhedsvurderingen kan betragtes som det, der tilstræbes i området.
Ansøger mener desuden, at der bør sammenlignes med ejendommene fra Møgelvænget til Scharlingsvej. Dette giver indregning af 9 andre ejendomme, og ansøger er derved kommet frem til en gennemsnitlig bebyggelsesprocent på 35,66%. Der foreligger ikke noget om udregningen af dette.

Hvis forvaltningen ændrer beregningen af bebyggelsesprocenten for området, og medtager de 9 ejendomme hen til Scharlingsvej, vil de 5 ejendomme være undtaget, fordi det er erhverv eller række/kædehuse. Grunden til, at disse ejendomme er undtaget fra sammenligning er, at der gælder en anden byggeret for disse ejendomme. De har altså i forvejen lov til en højere bebyggelsesprocent efter bygningsreglementet. De 4 resterende ejendomme har alle en højere bebyggelsesprocent end 30% (36%, 34%, 46% og 31%), og vil bidrage til et gennemsnit for området som helhed på 28,3%

Kommuneplanrammerne er alene et grundlag for kommunens fremtidige arbejde med lokalplanlægning. Ved en helhedsvurdering indgår kommuneplanrammen ikke som en vurdering af, hvad der tilstræbes i området.

Ansøger gør i øvrigt gældende, at den nye tilbygning ved sin tilbagetrækning fra Münstervej til gavlflugten af det eksisterende hus, i større grad respekterer vejbyggelinjen mod Münstervej, der er fastsat til 10 m fra vejmidten.
Det skal hertil bemærkes, at der her alene er tale om en tinglyst vejudvidelseslinje, hvilken kommunen i henhold til vejloven ikke kan nægte overskridelse af, hvis der ikke foreligger konkrete planer om udvidelse af vejen. Forvaltningen har da også overfor ansøger tidligere tilkendegivet, at der vil kunne tages stilling til overskridelse af vejbyggelinjen ved ansøgning om et konkret projekt.

Økonomi:

Ingen

Forvaltningens bemærkninger:

Det skal indledningsvis bemærkes, at det eksisterende hus på ejendommen er registreret med bevaringsværdi 4 - høj bevaringsværdi. Forvaltningen har ikke realitetsbehandlet ansøgningen i forhold til dette. Men bemærker umiddebart, at en eventuel tilbygning bør tilpasse sig omgivelsernes bygningsskala, og i sin arkitektoniske udformning hierakisk bør underordne sig det bevaringsværdige hovedhus. Dette vil i praksis betyde, at en tilbygning bør fremstå som en mindre og sekundær bygningsdel.
Der er derfor sammenhæng mellem bebyggelsesprocenten og ejendommens og områdets arkitektoniske kvalitet.

Forvaltningen har foretaget følgende helhedsvurdering (forvaltningens notat samt sagens tegninger er bilagt dagsordenspunktet):

1. Bebyggelsens samlede omfang skal være hensigtsmæssigt i forhold til bebyggelsens anvendelse - Forvaltningen finder, at den eksisterende bolig har en tidssvarende størrelse og indretning, hvorfor punktet ikke kan begrunde udvidelse af boligen.

2. Bebyggelsens samlede omfang skal svare til det sædvanlige i karéen, kvarteret eller området eller til det, der tilstræbes i området - Ejendommen er beliggende indenfor kommuneplanens rammeområde C.02.01. Forvaltningen vurderer, at det er relevant at sammenligne med fritliggende enfamilieshuse indenfor rammeområdet. Dog har forvaltningen vurderet, at rammeområdet ændrer karakter nordvest for Korsvejs Alle, hvorfor ejendommene på Vestergade fra Korsvejs Alle til Øster Alle (begge sider af vejen) er gennemgået. Etageejendomme, erhvervsejendomme og rækkekædehuse er undtaget, fordi de er omfattet af andre bestemmelser mht. bebyggelsesprocent i bygningsreglementet, og dermed ikke er sammenlignelige. Ejendommen Vestergade 57 indeholder spejderhus, og er undtaget. Ejendommene Vestergade 30 og 36 er blandet bolig og erhverv, og er undtaget.
Herefter resterer 22 ejendomme med fritliggende enfamilieshuse. Forvaltningen har beregnet en gennemsnitlig bebyggelsesprocent for disse ejendomme på 27%. På samme side af vejen som det ansøgte ses ingen ejendomme med bebyggelsesprocent over 30%. På modsatte side af vejen ses 4 ejendomme ud af 10 med bebyggelsesprocent på 35-37%. For disse gælder, at nr. 26 har et betydeligt lille grundareal, og de øvrige 3 har høj kælder, der tæller med til bebyggelsesprocenten. Forvaltningen vurderer ikke, at ejendommene i området kan danne grundlag for yderligere ejendomme med bebyggelsesprocent på over 30%, da dette vil skabe præcedens og give anledning til en ændring af karakteren i området.

3. Der skal under hensyn til ejendommens benyttelse sikres tilfredsstillende lysforhold for ejendommens bebyggelse og nabobebyggelse samt sikres mod væsentlige indbliksgener i forhold til anden bebyggelse på samme grund og på nabogrunde - ejendommen er en hjørneejendom, og der er tale om opførelse af en 75 kvm. tilbygning, der ligger langs med sidevejen. Det er forvaltningens vurdering, at denne tilbygning alene vil påvirke lysforholdene på opholdsarealerne på den ansøgte ejendom. Desuden er ansøgt om en 15 kvm. havestue på nordgavlen af det eksisterende hus. Denne placeres i 2,7 m afstand fra naboskel, og overholder det skrå højdegrænseplan. Det er derfor forvaltningens vurdering, at havestuen ikke vil påvirke lysforholdene på naboejendommens opholdsarealer.

4. Der skal i overensstemmelse med kravene i kapitel 2.4 sikres tilfredsstillede friarealer i forhold til ejendommens benyttelse, herunder opholdsarealer for beboere, brugere og beskæftigede - ved gennemførelsen af det ansøgte vil der restere et ubebygget grundareal på 464 kvm. fordelt med ca. 220 kvm. randareal langs vejene og ca. 240 kvm. haveareal. Det er forvaltningens vurdering, at dette er tilstrækkeligt opholdsareal til et fritliggende byhus.

5. Der skal i overensstemmelse med kravene i kapitel 2.4 og under hensyntagen til ejendommens benyttelse sikres tilfredsstillende adgangs- og tilkørselsforhold for ejendommens brugere, herunder personer med handicap, og redningsberedsskab, og der skal være tilstrækkelige parkeringsarealer - der er ikke indkørsel til ejendommen fra Vestergade. Parkering på ejendommen skal derfor ske med adgang fra Münstervej. Den ansøgte tilbygning opføres i samme afstand fra Münstervej som eksisterende bolig, ca. 3,8 m. Tilbygningen langs Münstervej optager sammen med opførelse af 1 carport, længden af grunden, således der resterer ca. 2,6 m. Udfra dette, og udfra de fremsendte tegninger, vurderer forvaltningen, at der er plads til parkering af 1 bil på ejendommen - i den ansøgte carport. Det er forvaltningens vurdering, at opførelse af et projekt med bebyggelsesprocent på under 30%, vil give mulighed for parkering for 2 biler på ejendommen, hvilket i forhold til boligens størrelse må anses for et realistisk behov.

6. Ved bebyggelse i randen af tæt bebyggede byområder, der støder op til et uplanlagt areal, til et parcel-, sommerhus- eller kolonihaveområde, eller et område med tæt/lav bebyggelse, skal bebyggelsens samlede omfang fastlægges under hensyn til karakteren af de tilstødende arealer og omfanget af eventuel bebyggelse - ikke relevant i den konkrete sag.

Handicapaspekter:

Sagens indhold er gennemgået med henblik på at vurdere konsekvenser for handicappede borgere. For handicappede borgere har sagen ikke nogen særlige konsekvenser.

Høring af Handicaprådet:

Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

Høring af Ældrerådet:

Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

Beslutning:

Mail af 6. december 2014 blev fremlagt. Udvalget er positivt indstillet overfor det ansøgte projekt. Ansøgningen sendes i nabohøring.

Ove Andersen deltog ikke i behandlingen af sagen.

Bilag:

93. Landsbypulje 2015
Sagsnr.: 2014-005487
Sagsbehandler: Jørgen Knudsen

Præsentation:

Middelfart kommune har igen i år fået andel i den statslige pulje til landsbyfornyelse under byfornyelsesloven. Der skal derfor tages stilling til hvilke kriterier Middelfart Kommune vil lægge til grund for uddeling af midlerne.

Forvaltningen foreslår:

  • At de fastsatte retningslinjer for tildeling af støtte til bygningsforbedringer og nedrivning, der blev fastsat i forbindelse med Landsbypulje 2014 fortsat skal være gældende for Landsbypulje 2015.
  • At forvaltningen som noget nyt i 2015 aktivt vil opsøge nedrivningsegnede tomme boliger, der er synligt beliggende ud til hovedveje og jernbanesporet i kommunen.

Sagsbeskrivelse:

Midlerne fra landsbypuljen kan anvendes til følgende typer af aktiviteter:

  • Istandsættelse af nedslidte boliger.
  • Nedrivning af nedslidte boliger.
  • Nedrivning af private erhvervsbygninger i byer.
  • Istandsættelse af erhverv i bygninger med både erhverv og boliger
  • ombygning af erhverv til udlejningsboliger
  • Istandsættelse af forsamlingshuse og lignende bygninger
  • Fjernelse af skrot og affald på boligejendomme.
  • Kommunalt opkøb af nedslidte ejendomme med henblik på istandsættelse eller nedrivning.

Det er et krav at ejendommene er beliggende i byer med færre end 3000 indbyggere eller i det åbne land.

Midlerne skal anvendes i perioden 1. januar 2015 til 30. juni 2016. Staten yder refusion på 60% af støttebeløbet.

Der er den 23. oktober 2014 fremsat lovforslag om ændring af byfornyelsesloven med forventet ikrafttrædelsesdato 1. januar 2015. Forslaget har en række ændringer, der har betydning for landsbypuljen.

Blandt andet åbnes mulighed for at støttesatsen for ejer og andelsboliger øges fra en fjerdedel til halvdelen af de støtteberettigede udgifter og for de bevaringsværdige bygninger fra en tredjedel til tre fjerdedele. Støttesatsen for forsamlingshuse kan ifølge forslaget i særlige tilfælde  omfatte samtlige støtteberettigede udgifter, hvis istandsættelsen ellers ikke vil kunne gennemføres. Endelig udvides lovens anvendelsesområde til at omfatte bygninger opført før 1960, hvor grænsen i dag er 1950.

 

Økonomi:

Middelfart kommune har lovning på 1,5 millioner af den statslige pulje og skal selv medfinansiere med en million. Pengene er afsat på budgettet for 2015.

En del af næste års bevilling er sandsynligvis allerede brugt til ejendomsopkøbet i Ejby, idet vi endnu ikke kender den endelige omkostning til de igangværende nedrivninger i 2014.

Forvaltningens bemærkninger:

Forvaltningen anbefaler, at såfremt det fremlagte lovforslag til ændring af byfornyelsesloven vedtages inden 1. januar 2015, skal støttesatserne for boliger følge de nye støttemuligheder. De øgede støtte muligheder for specielt forsamlingshusene er ønskelig, da de ofte er drevet på frivillig basis uden den store egenkapital. Det anbefales dog, at støttesatsen for samlingshuse følger satsen for boliger dvs 50 og 75 procent, men at der i særlige tilfælde kan ydes op til 100 %.

Forvaltningen foreslår, at de tidligere fastsatte kriterier for tildeling af støtte i 2014 præciseres:

Middelfart kommune støtter med landsbypuljen alene udvendigt synlige bygningsistandsættelser af tag og facade mv., samt nedrivning af nedslidte ejendomme. Ved tildeling af puljemidlerne vil der blive foretaget en prioritering af de indkomne ansøgninger, der vil blive prioriteret ud fra følgende kriterier:
  • Nedrivning af nedslidte, tomme bygninger med en synlig beliggenhed langs hovedvejene og jernbanen, hvor forfaldet har en afsmittende virkning på det omgivende miljø vil blive prioriteret højt.
  • Bygningsforbedring af bevaringsværdige ejendomme eller ejendomme der indgår som en vigtig del af et bevaringsværdigt landsby- eller kulturmiljø. Forsamlingshuse og bygninger der fungerer som sociale samlingssteder vil blive prioriteret højt.
  • Istandsættelse eller bygningsforbedringer af bygninger, der er beliggende langs hovedvejene eller er synlige herfra. Ved istandsættelse af disse bygninger forbedres bybilledet, og byfornyelsesstøtten bliver således også en gevinst for de forbipasserende og dermed for byen som helhed.
  • Ejendomme, der præger bybilledet positivt gennem høj arkitektonisk kvalitet og bevaringsværdi.
  • Ejendomme på landet og i villakvarterer, der præger omgivelserne positivt gennem høj arkitektonisk kvalitet og bevaringsværdi.

Forvaltningen foreslår, at der i 2015 i højere grad arbejdes strategisk med landsbymidlerne, således at egnede tomme boliger langs det overordnede vej- og jernbanenet i kommunen, udpeges og opsøges aktivt. Forvaltningen vurderer at midlerne på den måde kan gøre større synlig gavn i landskabet og i byerne, og at der på denne måde samtidigt vil blive nedrevet nogle utidssvarende boliger tæt på generende bil- og jernbanetrafik.

I 2014 blev det besluttet at det er kommunen der varetager bygherres rolle i forbindelse med alle støttebevilligede nedrivningssager. Dette arbejde pågår stadig, og det anbefales at fastholde dette overordnede princip fremadrettet.

Der vil blive annonceret om puljen på kommunens hjemmeside og derudover vil der blive sendt materiale ud til den lokale presse, lokaludvalgene m.m.

  

Handicapaspekter:

Ikke relevant.

Høring af Handicaprådet:

Ingen.

Høring af Ældrerådet:

Ingen.

Beslutning:

Udvalget godkendte forvaltningens indstilling med nedrivning som 1. prioritet.
94. Skiltning - lokalplan 29.09
Sagsnr.: 2014-014221
Sagsbehandler: Jacob Kloch

Præsentation:

Godkendelse af skiltning for Audiometer Alle 1.

Forvaltningen foreslår:

  • At den ansøgte skiltning godkendes. Både de tre facadeskilte og pylon.
  • At der meddeles dispensation fra lokalplan 29.09 til den ansøgte skiltning.

Sagsbeskrivelse:

Interacoustics har den 11. november 2014 ansøgt om godkendelse af facadeskiltning. Der er ansøgt om opsætning af tre facadeskilte på bygningen samt en pylon ved indkørslen til ejendommen fra Audiometer Alle.

Facadeskiltene er 1,50 m højt og 6,84 m langt og består af navn i enkeltbogstaver samt logo ovenover. Bogstaverne er 58 cm høje. Logo er 80*157 cm.

De tre facadeskilte opsættes på bygningens tre sider og dermed ikke synlige samtidig.

Skiltningen oplyses med bagudrettet lys.

Økonomi:

Ingen.

Forvaltningens bemærkninger:

At ejendommen er omfattet af lokalplan 29.09, som i § 9 fastlægger rammer for skiltning for ejendommen.
At den ansøgte skiltning kræver dispensation fra lokalplanen i forhold til antal facadeskilte(maksimal to skilte på facaden). Der må dog opsættes to pyloner samt to facadeskilte.
At det ansøgte overholder lokalplanens bestemmelse om maksimal bogstavshøjde på 80 cm(58 cm). Facadeskiltets logo er større end de tilladelige 0,8 m2 - det er 1,25 m2.
At pylonen er i størrelse i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser, dog placeres den ikke 3 m fra bygningsfacaden, men mod vej.

Facadeskiltets udformning vurderes samlet at kunne godkendes som samlet løsning.

Handicapaspekter:

Sagen er gennemgået med henblik på at vurdere konsekvenser for handicappede borgere. For handicappede borgere har sagen ikke nogen særlige konsekvenser.

Høring af Handicaprådet:

Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

Høring af Ældrerådet:

Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

Beslutning:

Udvalget godkendte forvaltningens indstilling.

Bilag:

2014-014221-1Facadeskilte
2014-014221-1Facadeskilte - udtryk
2014-014221-3Placering af pylon
2014-014221-3Pylonudformning
2014-014221-1Visualisering af facadeskilt

LUKKEDE SAGER