Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Referat for Teknisk Udvalg møde den 27. oktober 2014

Møde:
Teknisk Udvalg
Mødetid:
27. oktober 2014 kl. 13:30
Tilstede:
Flemming Worsøe
Niels Bebe
Allan Buch
Fraværende:
Bo Juul Nielsen
Ove Andersen

ÅBNE SAGER

. Fornyet høring af lokalplanforslag 156 og kommuneplantillæg nr. 3 for nyt bycenter med rådhus i Middelfart
Sagsnr.: 2014-012728
Sagsbehandler: Jørgen Knudsen

Præsentation:

Byrådet fremlagde primo 2014 et forslag til lokalplan og kommuneplantillæg for nyt butiks-, bolig- og rådhusbyggeri i Middelfart i offentlig høring. Der er siden afholdt en arkitektkonkurrence for byggeriet, hvor der nu er fundet en vinder. Det valgte projekt afviger fra det fremlagte forslag til lokalplan og kommuneplantillæg for området, hvorfor der skal igangsættes en supplerende høring af forslaget.  

Forvaltningen foreslår:

  • At nyt forslag til lokalplan 156 og kommuneplantillæg nr. 3 godkendes og sendes i supplerende høring i 4 uger.

Sagsbeskrivelse:

Byrådet vedtog den 3. marts 2014 at sende lokalplanforslag 156 og kommuneplantillæg nr. 3 i offentlig høring. Planforslagene er lavet med henblik på at styrke livet i midtbyen ved indpasning af et nyt byggeri med butikker, boliger og rådhus på den eksisterende rådhusgrund. Sideløbende er der afholdt en arkitektkonkurrence for byggeriet, der blev vundet af Henning Larsen Architetects. Vinderforslaget afviger på en række punkter fra de fremlagt planforslag, så når vinderforslaget ønskes realiseret, er der behov for at lokalplan og kommuneplantillægget tilrettes.

Anvendelsen af området og den overordnede disponering med flytning af Kappelsbjergvej og opdelingen i 2 byggefelter er i vinderforslaget i overensstemmelse med planforslagene ligesom bygningsomfanget på ca. 16.500 m² er fastholdt. Der hvor vinderforslaget afviger fra de fremlagte planforslag, er med hensyn til højden af byggeriet og etageantallet, mindre afvigelser af byggefelterne og placeringen af den visuelle forbindelse mellem Østergade og Havnegade.

I planforslaget var der lagt op til, at der ned mod Havnegade kunne opføres et enkelt punkthus i op til 8 etager/30 meter, mens den øvrige bebyggelse skulle holdes i 4 etager og mod Østergade i 2 og 3 etager. Vinderforslaget har variende bygningshøjder fra 1 - 10 etager. Hovedparten af byggeriet er i 3 - 4 etager men mod Havnegade er der placeret 3 "tårne" i 5, 6/7 og 9/10 etager med en max bygningshøjde på 34 meter. Rådhuset er i vinderprojektet placeret på begge sider af den nye Kappelsbjergvej og ud mod Østergade har det en højde på godt 20 meter/4 etager (dog kun 3 i det østligste hjørne) I det fremlagte lokalplanforslag var der i dette område alene åbnet mulighed for 2 etager/10 meter i et 15 meter bredt bælte ud mod Østergade. Mod Østergade 7 er vinderforslagets bebyggelse i 3 etager/12 meter i overensstemmelse med planforslagene.

Mod Havnegade var der i forlængelse af karreen Havnegade 3 - 9 holdt en afstand på ca. 20 meter mellem det eksisterende byggeri og kommende byggeri, men i vinderforlsaget er denne afstand reduceret til 7,5 meter.

I lokalplanforslaget var der lagt op til at der skulle være en visuel forbindelse mellem Østergade og Havnegade omtrent der hvor Kappelsbjerg ligger i dag. I vinderforslaget er den visulle forbindelse rykket således, at den nu går fra Kvicklytorvet ned mod KulturØen.

For at ændringerne kan ses i en sammenhæng er der udarbejdet et samlet forslag til lokalplan og kommuneplantillæg med de ønskede ændringer incl. nye visualiseringer af projektet. Forslaget er vedhæftet dagsordenen sammen med en skematisk oversigt over de enkelte ændringer. 

I forbindelse med den offentlige høring af planforslagene indkom der 20 svar fra borgere og foreninger i området/kommunen. Høringssvarene vil blive gennemgået samlet når den nye høringsfase er afsluttet. De indkomne svar berører en lang række emner og er selvfølgelig ikke entydige - nogle bakker op og ønsker der skal tænkes "stort" andre er bekymret for bygningsomfanget og specielt højderne. Der er desuden udtrykt bekymring for fremtiden for den eksisterende detailhandel og for parkeringsløsningen og der er ønske om at bibeholde kig ved Kappelsbjergvej. 

Som konsekvens af tilretningen af planforslagene er der udarbejdet nye screeninger efter dels lov om miljøvurdering og dels VVM-reglerne (Vurdering af Virkningerne på Miljøet). Konklusionen er fortsat, at der ikke skal laves en egentlig miljøvurdering eller VVM-redegørelse. Screeningerne vil blive offentliggjort samtidig med den supplerende høring af planforslagene. Screening efter lov om miljøvurdering er vedhæftet dagsordenen, mens screening efter VVM-reglerne bliver eftersendt.

Det er besluttet, at der afholdes et offentligt møde om projektet/lokalplanen den 17. november 2014.

Økonomi:

Ingen.

Forvaltningens bemærkninger:

I henhold til planlovens § 27 stk. 2 kan der i forbindelse med den endelige vedtagelse af et planforslag foretages ændringer af det offentliggjorte planforslag. Berører ændringen på væsentlig måde andre myndigheder eller borgere end dem, der ved indsigelse har foranlediget ændringen, kan vedtagelsen af planen ikke ske, før de pågældende har fået lov til at udtale sig. Kommunalbestyrelsen fastsætter høringsfristen. Såfremt ændringerne er så omfattende at der reelt er tale om et nyt planforslag skal dette offentliggøres på ny. Beslutninger i henhold til  § 27 stk 2. er et retligt spørgsmål der vil kunne påklages.

Det anbefales, at planforslagene sendes i supplerende offentlig høring i 4 uger. Høringsparterne bør være alle de borgere, foreninger og myndigheder, der blev hørt  ifm. det første forslag samt de der er indkommet med bemærkninger til de fremlagte planforslag. Derudover bør det annonceres offentligt på kommunens hjemmeside.

Handicapaspekter:

Sagens indhold er gennemgået med henblik på at vurdere konsekvenser for handicappede borgere. For handicappede borgere har sagen ikke nogen særlige konsekvenser.

Høring af Handicaprådet:

Handicaprådet er blevet hørt i forbindelse med den offentlige høring af planforslagene hvor de indkom med en række bemærkninger vedrørende parkeringsforhold, tilgængelighed m.m. Rådet høres igen i forbindelse med den supplerende høring.

Høring af Ældrerådet:

Ældrerådet er blevet hørt i forbindelse med den offentlige høring af planforslagene og kom med bemærkning om at de er positive overfor projektet og at de anbefaler at den endelige løsning bliver ældre- og handicapvenlige og at der tænkes i blandede boligtyper. Ældrerådet høres igen i forbindelse med den supplerende høring.

Behandlingsplan
Teknisk Udvalg: 27. oktober 2014
Økonomiudvalget: 27. oktober 2014
Byrådet: 3. november 2014

Beslutning:

Udvalget indstiller forvaltningens indstilling. Følgende justeringer bør indføjes i forslag til lokalplan og kommuneplantillæg:

Side 11 § 5.5 tilføjes: Handicappladser etableres efter regler i bygingsreglement og placeres på jævnt terræn med synlig skiltning.

Side 11 § 6.2 rettes: 1 meter til 1,5 meter.

Side 13 § 7.6 rettes: 7 meter til 10 meter.

Side 15 § 8.7 slettes: "Mod Østergade kan der ikke tillades skiltetekster, der er over 25 cm i højden".

Bilag:

LUKKEDE SAGER