Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Referat for Teknisk Udvalg møde den 10. juni 2014

Møde:
Teknisk Udvalg
Mødetid:
10. juni 2014 kl. 14:00
Tilstede:
Allan Buch
Bo Juul Nielsen
Ove Andersen
Niels Bebe
Flemming Worsøe
Fraværende:

ÅBNE SAGER

48. Forslag til lokalplan 149 for boliger på Strandvejen og Rudbæksbanke
Sagsnr.: 2013-003261
Sagsbehandler: Jacob Kloch

Præsentation:

Forvaltningen foreslår:

  • At forslag til lokalplan oversendes til Økonomiudvalg og Byråd med henblik på offentlig fremlæggelse.

Sagsbeskrivelse:

Der er på baggrund af henvendelse i 2013 fra beboerne for de berørte ejendomme udarbejdet lokalplanforslag for området, som genskaber strandbeskyttelseslinjen for området. Tilsvarende er der med forslaget hindret mulighed for opførelse af mere end en bolig pr. ejendom.

Lokalplanforslaget har været fremsendt som udkast til beboerne forinden politisk behandling. eneste bemærkning var ønske om, at nuværende lovlige forhold kan fortsætte uændret lokalplanen. Det kan de.

Økonomi:

Ingen.

Forvaltningens bemærkninger:

  • At lokalplanforslaget fremsendes i offentlig høring i otte uger.
  • At planen er screenet i henhold til lov om miljøvurdering og på baggrund af screeningen er det vurderet, at planens indvirkning på miljøet ikke er væsentligt og at der derfor ikke skal laves en egentlig miljørapport.
     

Handicapaspekter:

Sagens indhold er gennemgået med henblik på at vurdere konsekvenser for handicappede borgere. For handicappede borgere har sagen ikke nogen særlige konsekvenser.

Høring af Handicaprådet:

Handicaprådet vil blive hørt i forbindelse med den offentlig høring af forslaget.

Høring af Ældrerådet:

Ældrerådet vil blive hørt i forbindelse med den offentlig høring af forslaget.

Behandlingsplan:
Teknisk Udvalg  - 10. juni 2014
Indstilling godkendt.

Økonomudvalget - 16. juni 2014
Byrådet -  23. juni 2014

Beslutning:

Indstilling godkendt.

Bilag:

49. Flexbolig
Sagsnr.: 2014-005440
Sagsbehandler: Jørgen Knudsen

Præsentation:

Der er modtaget to ansøgninger om at få to helårsboliger registret som flexboliger. Det betyder, at boligejeren kan benytte boligen både som helårsbolig og fritidsbolig.
Der skal tages stilling om adminstrationspraksis for området.

Forvaltningen foreslår:

  • At de to ansøgte boliger tildeles flexboligstatus.
  • At der fremadrette gives tilladelse til flexboliger i hele Middelfart Kommune untagen i Middelfart og Strib byområde, samt i områder hvor lokalplanlægning fastholder krav om helårsboligstatus.

Sagsbeskrivelse:

Flexboligordningen blev indført ved lov nr. 413 af 29. april 2013. Flexboligordningen er en del af regeringens indsats for at forhindre affolkning af yderområderne og samtidig et instrument til at sikre vækst i yderområderne ved at flere helårsboliger benyttes til fritidsformål. På den måde undgår landets kommuner, at der unødigt står mange tomme helårsboliger på landet og forfalder.
Ordningen giver en ejer (eller en potentiel køber) af en helårsbolig mulighed for at ansøge kommunen om at bruge helårsboligen som en såkaldt flexbolig. Det vil sige, at kommunen meddeler samtykke til, at ejerens helårsbolig benyttes til fritidsbolig og senere vender tilbage til helårsbolig uden at ejeren anmoder om samtykke hertil. Ejeren kan efterfølgende uden kommunens samtykke vælge at benytte boligen på ny som helårsbolig efter ejerens behov.
Kommunen kan alene give en flexboligtilladelse som ikke er i strid med kommunens lokalplan eller planloven. Der kan derfor ikke dispenseres fra bopælspligten i den situation, hvor kommunens lokalplan indeholder krav om, at ejerens helårsbolig er underlagt bopælspligt.

Økonomi:

Ingen

Forvaltningens bemærkninger:

Der er ansøgt om flexbolig på adressen Rydskovvej 39 i Fjelsted og Højskredvej 11 øst for Strib.

Den første ejendom har stået til salg i over 2 år, mens ejer af den anden oplyser, at det er vanskeligt at vedligeholde ejendommen, og at den vil passe til fritidsformål.

Begge ejendomme er beliggende i landdistrikt.

Forvaltningens indstilling er, at begge boliger kan tildeles flexboligstatus.

Forslag til fremtidig adminstrationspraksis på området er, at der gives flexboligstatus i hele Middelfart Kommune, undtagen i byområderne Strib og Middelfart. Dette kan hjælpe på, at der ikke er så mange tomme boliger i landdistrikterne og samtidig sikre, at der i de større byområder sikres en helårsboligstatus f.eks. langs kysterne og i den gamle bydel.

Flexboligstatus bør regisreres på BBR under anvendelsbestemmelser. Kombit vil blive forespurgt om at oprette denne funktion i BBR.

Handicapaspekter:

Sagens indhold er gennemgået med henblik på at vurdere konsekvenserne for handicappede borgere. For handicappede borgere har sagen ikke nogen særlige konsekvenser.

Høring af Handicaprådet:

Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

Høring af Ældrerådet:

Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet

Beslutning:

Der vedtages ikke en konkret politik for flexboliger, men gives tilladelse til de to konkrete sager.

Bilag:

50. Tilladelse til at overskride byggeretten til bebyggelsesprocent 32
Sagsnr.: 2014-004372
Sagsbehandler: Tonny Erik Weltz

Præsentation:

Ejeren af Kåsvænget 36 i Strib ønsker at opføre en carport m/udhus på 48 m² på en grund, hvor der ikke er andre sekundære bygninge.

Opførelsen af carport m/udhus vil medføre, at grundens bebyggelsesprocent vil blive lige under 32 i det område, hvor der i dag kun må bebygges med 30 %.

Forvaltningen foreslår:

  • At der meddeles tilladelse til at overskride byggeretten til den ansøgte bebyggelsesprocent.

Sagsbeskrivelse:

I forbindelse med ansøgningen om at opføre en 48 m² carport m/udhus, har ejeren fremsendt en kopi af den originale ansøgning om byggetilladelse og bygningstegning. På kopien af den originale byggeansøgning og bygningstegninger fra 5. juli 1965 er der anført, at grundens areal udgør 812 m² og eventuelt tillægsareal udgør 204 m², og at udnyttelsesgraden, som er 19,6 %, vil stige til 22,3 %.

I forbindelse med tinglysningen af udstykningssagen den 16. december 1965 er grundarealet blevet reduceret til 716 m², og der var intet tillægsareal eller vejareal. Det har rmedført, at grundens bebyggelsesprocent blev 30 i stedet for de 19,6, som var grundlag for byggetilladelsen, og dermed har bebyggelsesprocenten i daværende bygningsreglement været overskredet helt frem til bygningsreglement 2008, hvor beregningsmetoden blev ændret, så man kunne bebbygge en helårsgrund med op til 30 %.

Ansøgeren oplyser, at grundarealet ifølge en byggetilladelse fra 1965 er 812 m², og at der skal medregnes et tillægsareal på 204 m², hvilket ville medføre, at bebyggelsesprocenten for grunden ikke vil blive overskredet i forbindelse med opførelsen af den ansøgte carport m/udhus. Teknisk Forvaltning anerkender, at de ovennævnte tal var grundlag for byggetilladelsen i 1965, desværre har kommunen ikke kunne finde oplysninger, som kan understøtte ejerens krav på ovennævnte grundstørrelse eller tillægsareal.

I området Kåsvænget er grundene beliggende på skrånende terræn, og det kan derfor medføre, at det kælderareal, som er over 1,25 m over terræn skal medregnes i bebyggelsesprocenten.
 
I umiddelbar nærhed af Kåsvænget 36 er der 6 grunde inklusiv nr. 36, som alle har en bebyggelsesprocent på 30 eller derover. Af de 6 grunde er der 5 grunde, som har kælderen medregnet i bebyggelsesprocenten og 1 grund, som slet ikke har kælder. På de grunde, som er registreret med kælder, og som ligger på skrånende terræn, kan der være fejlbehæftede oplysninger vedr. kælderareal over og under 1,25 m.

Økonomi:

Ingen

Forvaltningens bemærkninger:

En helårsgrund kan ifølge BR10 bebygges med 30 %, derudover kan der opføres 35 m² sekundært areal, f.eks. en carport samt 2 småhuse af 10 m², der ikke skal medregnes i bebyggelsesprocenten.

Den ansøgte 48 m² carport m/udhus overskrider kun bebyggelsesprocenten med 13 m². 

Handicapaspekter:

Sagens indhold er gennemgået med henblik på at vurdere konsekvenser for handicappede borger. For handicappede borger har sagen ikke nogen særlige konsekvenser.

Høring af Handicaprådet:

Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

Høring af Ældrerådet:

Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

Beslutning:

Forvaltningens indstilling godkendt.
51. Arkitekturens Dag 2014, Bedømmelseskommite
Sagsnr.: 2013-013039
Sagsbehandler: Pia Quottrup Sand

Præsentation:

I forbindelse med afholdelse af Arkitekturens Dag 2014, skal Teknisk Udvalg i henhold til vedtægterne for Arkitekturprisen godkende bedømmelsesudvalgets sammensætning af hhv. borgere, ansatte i forvaltningen, eksterne arkitekter og politikere.

Teknisk Udvalg bedes udpege en politiker til at deltage udover formanden, og om at godkende de øvrige indstillede deltagere. 

Forvaltningen foreslår:

  • At udvalget udpeger en politiker til at deltage i bedømmelseskomiteen (udover formanden).
  • At udvalget godkender bedømmelsesudvalgets øvrige indstillede deltagere.

Sagsbeskrivelse:

Forvaltningen planlægger i samarbejde med Arkitektforeningen årets temadag om arkitektur : "Arkitekturens Dag 2014". 

I den forbindelse vil der igen i år blive uddelt en eller flere arkitekturpriser for udført byggeri i det forgangne år. 

I henhold til vedtægterne skal der nedsættes en bedømmelseskomite, der består af politikere, borgere, arkitekter og repræsentanter fra forvaltningen. 

Forvaltningen har på kommunens hjemmeside og i lokalavisen annonceret efter interesserede borgere, og skrevet direkte til alle arkitekter, der er bosat i kommunen. To borgere og to arkitekter har meldt sig som kandidater.

På den baggrund indstilles deltagere iht. Bilag 1. Der er ikke fravalgt nogen i det foreslåede.

Økonomi:

Forvaltningens bemærkninger:

Handicapaspekter:

Sagens indhold er gennemgået med henblik på at vurdere konsekvenser for handicappede borgere. For handicappede borgere har sagen ikke nogen særlige konsekvenser.

Høring af Handicaprådet:

Høring af Ældrerådet:

Beslutning:

Ok med komité + Flemming Worsøe.

Bilag:

52. Landsbypulje 2014 - vurdering af indkomne ansøgninger vedrørende renovering
Sagsnr.: 2013-006887
Sagsbehandler: Jørgen Knudsen

Præsentation:

Der skal tages stilling til de ansøgninger, der er indkommet til Landsbypulje 2014, og som vedrører renoveringer.

Forvaltningen foreslår:

  • At udvalget meddeler tilsagn om tilskud fra landsbypuljen 2014 i overensstemmelse med forvaltningens anbefalinger. Anbefalingerne fremgår af særskilt notat.

Sagsbeskrivelse:

I forbindelse med første ansøgningsrunde for Landsbypulje 2014 modtog kommunen 16 ansøgninger, der vedrører renovering. Ansøgningerne er fordelt på følgende kategorier

  • 7 ansøgninger om renovering af forsamlingshuse med eksempelvis nye vinduer, toiletter, facaderenovering eller nyt tag.
  • 4 ansøgninger om renovering af ejerboliger med eksempelvis nyt stråtag eller facaderenovering
  • 5 ansøgninger om renovering af lejeboliger med eksempelvis  nyt tag eller facaderenovering

Alle ejendommene er besigtiget, og der er udarbejdet et notat, der beskriver de enkelte ansøgninger samt kommunens anbefalinger. Notatet vil blive eftersendt.

I henhold til byfornyelsesloven er der fastsat regler for, hvilke arbejder der kan ydes støtte til, ligesom det er fastlagt, at støtten til ejerboliger og forsamlingshuse maksimalt kan udgøre en fjerdel af de støtteberettigede udgifter, medmindre der er tale om bevaringsværdige bygninger. I så fald kan støtten hæves til en trejdedel af de støtteberettigede udgifter. For lejeboliger gælder et helt særskilt regelsæt for beregning af støtten.

Økonomi:

Ingen.

Forvaltningens bemærkninger:

Fremgår af notatet med gennemgang af de enkelte ansøgninger. Notatet eftersendes.

Handicapaspekter:

Sagens indhold er gennemgået med henblik på at vurdere konsekvenser for handicappede borgere. For handicappede borgere har sagen ikke nogen særlige konsekvenser.

Høring af Handicaprådet:

Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

Høring af Ældrerådet:

Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

Beslutning:

Forvaltningens indstilling godkendt, dog tildeles Tybrindvej 3 33% af udvendig vedligehold på 481.425 kr.
53. Etablering af trænerskur ved Middelfart Golfklub
Sagsnr.: 2014-004705
Sagsbehandler: Jacob Kloch

Præsentation:

Ansøgning om etablering af lukket trænerskur til øvebane hos Middelfart Golfklub.

Forvaltningen foreslår:

  • At der meddeles dispensation fra Lokalplan 27.01 til etablering af lukket trænerskur

Sagsbeskrivelse:

Middelfart Golfklub har den 5. maj 2014 via klubtræner ansøgt om etablering af lukket trænerskur ved øvebanerne. Trænerskuret vil blive på ca. 41 m2  og 3,7 m højt og placeret ovenpå det fundament, hvor der indtil forår 2014 var opstillet højspændingsmast på golfbanen. Eksisterende beplantning ved fundamentet forventes i videst mulig grad bibeholdt.

Begrundelsen for trænerskuret er, at det giver bedre mulighed for undervisning, uagtet vind og vejr, og dermed forlænge træningssæsonen. Etablering af et trænerskur vil samtidig give mulighed for brug af computer, analyseudstyr m.v., da dette vil kunne anvendes uanset vejrlig og anvendes direkte i træningen.

Økonomi:

Ingen.

Forvaltningens bemærkninger:

  • At der i Lokalplan 27.01 er udlagt byggefelt omkring Lundbjerggård til klubhuse, magasiner m.v. Det ansøgte kræver dispensation fra lokalplanens § 5.2 samt landzonetilladelse.
  • At det ansøgte ikke vurderes at være uforenligt med lokalplanens §6.2 om at sikre områdets åbne karakter og så vidt mulig bevare udsigten over Fænøsund.
  • At Teknisk Udvalg i 2003 meddelt dispensation til opførelse af toiletbygning udenfor lokalplanens byggefelt.

Handicapaspekter:

Sagens indhold er gennemgået med henblik på at vurdere konsekvenser for handicappede borgere. For handicappede borgere har sagen ikke nogen særlige konsekvenser.

Høring af Handicaprådet:

Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

Høring af Ældrerådet:

Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

Beslutning:

Forvaltningens indstilling godkendt.

Bilag:

2014-004705-1Ansøgning
2014-004705-1Skitser
54. Ansøgning om overskridelse af byggeretten, længde i skel og bebyggelsesprocent
Sagsnr.: 2014-004719
Sagsbehandler: Anders Troelsen

Præsentation:

Ejer af Nørre Allé 31, 5500 Middelfart har søgt om tilladelse til at overskride bebyggelsesprocenten og udhuses længde i skelbræmmen. 

Forvaltningen foreslår:

  • At der meddelses afslag til det ansøgte.

Sagsbeskrivelse:

Ejer af Nørre Allé 31, 5500 Middelfart har søgt om byggetilladelse til en ny carport på 52m².
Bebyggelsesprocenten vil blive på 30,9 efter opførelse af carport.
Byggeretten i bygningsreglement 2010 kap. 2.2.1. stk.1 punkt 3 giver ret til en bebyggelsesprocent på 30.
Der er kun en ejendom i området med en bebyggelsesprocent over 30 (34%), hvilket skyldes en fejl i en tidligere byggesag.

Ejer har også et ønske om at placere carporten nærmere skel end 2,5 m.
Længden af bygninger i skel, vil blive på 22,5 m.
Byggeretten i bygningsreglement 2010 kap. 2.2.6. stk.2 punkt 2 giver ret til en samlet længde i skel på 12 m.
Der er ingen ejendommen i området med en samlet lngde på over 16m.

Udfra en konkret vurdering og tilsyn i området vurderes det, at overskridelsen på bebyggelsesprocenten og længden i skel ikke er normalt for området.

Økonomi:

Forvaltningens bemærkninger:

Ejer fremfører som begrundelse for tilladelsen, at carporten er bestilt til en pris på 200.000,- kr. og at ordren ikke kan annuleres.

Sagen har været sendt i naboorientering ved 8 naboer.

Der er indkommet 2 besvarelser fra naboerne i Nørre Allé 31A og 27, begge udtalelser er positive overfor bggeprojektet.

Handicapaspekter:

Sagens indhold er gennemgået med henblik på at vurdere konsekvenser for handicappede borgere.
For handicappede borgere har sagen ikke nogen særlige konsekvenser.

Høring af Handicaprådet:

Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

Høring af Ældrerådet:

Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

Beslutning:

Der gives dispensation til ansøgt byggeri.

Bilag:

55. Behandling af høringssvar vedr. effektiviseringer
Sagsnr.: 2014-004525
Sagsbehandler: Trine Sørensen

Præsentation:

I forbindelse med budgetforliget for budget 2014 aftalte forligsparterne, at der i foråret 2014 skulle arbejdes med at finde effektiviseringsforslag i størrelsesordenen 10 mio. kr. til budget 2015. Sagen har været sendt i høring, og udvalgene skal nu forholde sig til høringssvarene.

Forvaltningen foreslår:

  • At udvalget drøfter høringssvarene med henblik på indstilling til Økonomiudvalg og Byråd

Sagsbeskrivelse:

I forbindelse med budgetforliget for budget 2014 aftalte parterne, at der i foråret 2014 skulle arbejdes med at finde effektiveringsforslag i størrelsesordenen 10 mio. kr. til budget 2015. Forslagene har været i høring i maj måned.

Udvalget bedes drøfte høringssvarene med henblik på indstilling til endelig vedtagelse i Byrådet den 23. juni 2014..

Økonomi:

Beskrevet i effektiviseringsforslagene.

Forvaltningens bemærkninger:

Høringssvar er vedhæftet sagen som bilag.

Handicapaspekter:

Sagen har været sendt i høring.

Høring af Handicaprådet:

Høringssvar fra Handicaprådet:

Vi har i Handicaprådet kigget grundigt på de effektiviseringsforslag der er kommet i høring og vi undre os meget over, at man endnu engang til trods for vores ønske skære mest/effektivisere mest på Social og Sundhedsområdet. Og det er til trods for at man i Middelfart Kommune netop havde et overskud. Vi mener derfor overordnet, at man bør lytte meget kraftigt til vores kommentarer nedenstående.

Men vores kommentarer er følgende:

Reducering af arbejdsgiverbetalte pauser:

Ingen kommentarer

Effektivisering af skolekørsel:

Det skal være samme tidspunkt de møder på eleverne. Men der er også den kommentar at man skal visiteres til skolekørsel alle dage, når man er berettiget til det. Derudover skal man huske, at der kun max. Må være 1 times transport hver vej.

10. klasse:

Det er en grov indskrænkning som kan medfører, at dem som har brug for at lige få styrket deres ressourcer kan bruge 10 kl. Og dem som ikke er klar skal have lov og lige mulighed for at tage 10. klasse. Den kan bruges fornuftigt til at styrke de ting som de har brug for og modne dem. Børn med særlige behov har også måske kun STU og komme videre på og så har de pludselig et tomrum derimellem.

Der skal ikke spares her men gives muligheder for alle.

Effektivisering gennem anvendelse af digitale læremidler og andre IT-redskaber:

Det meget vigtigt at man sikre at alle eleverne har en computer eller ipad, så man ikke skal deles om dem.

Optimering af visitationspraksis og udbetalingskontrol:

Det er da kun godt at man strammer op her!

Effektivisering af STU Skrillinge:

Det kan kun give en merudgift på 45 tusinde kr. Vi sætter spørgsmålstegn til hvor mange flere der kommer ind. Og ifølge tallene er der ikke mere end 5. Så vi er mere tilbøjelige til at tro at det er en serviceforringelse. Og man skal jo stadigvæk tage udgangspunkt i den enkelte og den enkeltes behov.

Vi skal jo ikke altid sammenligne med andre kommuner, hvis kommunerne ikke er lige så små som os.

Mere målrettet samarbejde med plejefamilier:

Det er dejligt at man støtter bedre op om familierne og supervisere.

Effektivisering af aflastning Bøgelund:

Det er en dårlig forringelse, som kun kan gå ud over aktivitetsniveauet. Og på Lunden har de jo flere ressourcer til netop den slags, da der er flere brugere.

Reduktion af anbringelsesudgifterne gennem fortsat udvikling af familiebehandlingstilbud til småbørnsfamilier:

Ingen kommentarer

Effektivisering på halområdet, herunder mere effektivt indkøb:

Ingen kommentarer

Nedbringelse af antallet af skoleudsættelser:

Det er et farligt spor at gå ind på. Der er børn som virkelig har brug for det ekstra år. Det skal være faglig individuelt konkret vurderes og det er jo ved tidlig indsats at man på lang sigt kan spare. Så her er pengene godt givet ud.

Sommerferielukket i 2 uger i daginstitutioner og dagpleje:

Ingen kommentarer

Øget brugerbetaling i forhold til forbrugsgoder og bedre indkøbsaftaler:

Det skal bero på en individuel vurdering. For hvis man ikke kan klare sig uden dette hjælpemiddel, så er det ikke et forbrugsgode!

Ny aftale i forhold til specialrådgivning og specielundervisning:

Vi kan kun se en stor serviceforringelse på dette, da det kræver en stor specialviden at undervise og rådgive i disse ting og det kan vi ikke bare få sat ned i pris uden at få en serviceforringelse. Så man mister mange kompetencer individuelt ved denne besparelse.

Analyse og Strategi for dagtilbud:

Her vil vi forbeholde os retten til at se analysen først igennem grundigt. Og den er først lige dags dato kommet i høring her i Handicaprådet. Så når vi har sat os mere ind i hele det store materiale og har sendt vores høringssvar vil vi sende det til Trine Sørensen i Økonomiafdelingen som så kan videresende det til alle. Men der er først høringssvardato d. 3. juni og det er et materiale på 49 sider som skal gennemlæse mere grundigt. Derfor er det uacceptabelt, hvis man ikke giver os mulighed for dette først inden at man tager beslutning om dette!

Revisitering (Task force):

Man skal sikre, at støtten også er der under ferie. Og det er vigtigt at man får både borgeren og eventuelle pårørende med i forløbet, da trygheden er vigtig for at processen kan blive positiv.

 

Og det er også vigtigt at man starter med at sætte støtten i bero inden den skal ophøre, da dette giver borgeren en sikkerhed og det er vigtigt.

Øget Bloktilskud gennem efterkontrol af BBR registreringer:

Ingen kommentarer

Øget indtjening:

Ingen kommentarer

Vi håber som sagt, at man vil tage vores betragtninger ind og lave lidt ændringer i effektiviseringsforslagene.

På Middelfart Handicapråds vegne

Gitte R. Reckendorff Nielsen

Høring af Ældrerådet:

Høringssvar vedr. effektiviseringer, budget 2015

Ældrerådet behandlede på møde den 15. maj det tilsendte materiale om effektiviseringer.

Overordnet set tager vi materialet til efterretning og ser frem til det endelige budgetforslag for 2015, ikke mindst i forhold til de forslag vi fremsendte medio april.

Bortfaldet af arbejdsgiverbetalte pauser og lignende tiltag på det sidste er efter nogles opfattelse en lidt speciel form for personalepleje. Da dette imidlertid ikke er et direkte anliggende for ældrerådet, skal vi her blot anerkende, at der er tale om et ganske pænt beløb.

Venlig hilsen

Flemming Enevoldsen

Ældrerådet


Behandlingsplan:

Teknisk Udvalg d. 10. juni 2014

Beslutning:

Teknisk Udvalg anbefaler forslag.

Bilag:

LUKKEDE SAGER