Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Referat for Social- og Sundhedsudvalget møde den 10. december 2014

Møde:
Social- og Sundhedsudvalget
Mødetid:
10. december 2014 kl. 16:00
Tilstede:
Kim Lund
Ove Andersen
Kaj Johansen
Christian Martins Kromann
Nicoline Damkjær
John Kruse
Fraværende:
Paw Nielsen

ÅBNE SAGER

70. Klippekort til ekstra hjemmehjælp
Sagsnr.: 2014-014169
Sagsbehandler: Charlotte Jensen

Præsentation:

I forbindelse med finansloven for 2015 er der afsat en pulje til et klippekort til en ½ times hjemmehjælp om ugen.

Forvaltningen foreslår:

  • At udvalget drøfter sagen.

Sagsbeskrivelse:

Der afsættes på landsplan 75 mio. kr. i 2015 og 150 mio. kr. årligt fra 2016 og frem til at styrke livskvaliteten for de svageste hjemmehjælpsmodtagere gennem en klippekortmodel. For Middelfart Kommune svarer det til ca. 0,500 mio kr. i 2015 og 1,000 mio. kr. årligt fra 2016.  

Klippekortmodellen er kendt fra Københavns Kommune, der har indført modellen som led i udmøntningen af ældremilliarden. De svageste hjemmehjælpsmodtagere, der er afhængige af hjælp til at klare hverdagen, vil få tilbudt mindst en halv times ekstra tid til hjemmehjælp om ugen, som borgeren selv kan være med til at bestemme, hvad skal bruges til. Hjælpen kan både deles op i mindre aktiviteter eller spares sammen til ting, der tager længere tid. De ældre kan bruge klippekortet til fx hjælp til madlavning, indkøb eller ledsagelse ved eksempelvis biograf- eller svømmehalsbesøg. Hjælpen aftales mellem den enkelte borger og hjemmehjælperen.

Det vil være den enkelte kommune, der som led i sin visitation fastlægger den endelige målgruppe for ordningen. Det skønnes, at midlerne kan finansiere en klippekortsordning for ca. 13.500 modtagere på landsplan. For Middelfart Kommune svarer det til ca. 90 borgere, der modtager omfattende hjemmehjælp. I 2015 og 2016 udmøntes midlerne som en pulje, som kommunerne skal søge. Fra 2017 og frem overgår midlerne til kommunernes bloktilskud. Midlerne bliver reserveret mellem kommunerne på baggrund af en demografisk nøgle.

Forvaltningen vil udarbejde et forslag til, hvordan klippekortet kan udmøntes i Middelfart Kommune. Sagen vil blive sendt i høring hos Handicaprådet og Ældrerådet i januar 2015 og forelagt Social- og Sundhedsudvalget i februar 2015.

Økonomi:

Ingen.

Forvaltningens bemærkninger:

Ingen.

Handicapaspekter:

Sagens indhold er blevet gennemgået med henblik på at vurdere konsekvensen for handicappede borgere. For handicappede borgere har sagen ikke nogen særlige konsekvenser.

Høring af Handicaprådet:

Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

Høring af Ældrerådet:

Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

Behandling
- Social- og Sundhedsudvalget 10. december 2014

Beslutning:

Drøftet.
Erfarínger fra København inddrages i udmøntningen.
Paw Nielsen deltog ikke i sagens behandling.
71. Udvikling i medfinansieringsudgifter og indlæggelser
Sagsnr.: 2014-006610
Sagsbehandler: Iben Lykke Eggertsen

Præsentation:

Forvaltningen har udarbejdet en rapport, som  viser, hvordan udviklingen i kommunens udgifter til medfinansiering af sundhedsvæsnet i 2013 i forhold til tidligere år har været.
Social- og Sundhedsudvalget efterspurgte tidligere på året konkrete data, hvilket er baggrunden for, at denne sag forelægges. Fremover regner vi med at afrapportere på medfinansieringsområdet omkring maj/juni.

Forvaltningen foreslår:

  • At rapporten drøftes
  • At der fortsat er fokus på tidlig opsporing og de forebyggelige indlæggelser 

Sagsbeskrivelse:

Middelfart Kommune medfinansierede sundhedsvæsnet med ca. 135 mio. kr. i 2013, hvilket svarer til 3.596 kr. pr. borger. Kommunen medfinansierer sygehusvæsenet på det somatiske område og psykiatrien og den del af sundhedsvæsenet, som har overenskomst med sygesikringen.

Rapporten viser, at Middelfart Kommune samlet set har haft en stigning i udgifterne til medfinansiering af sundhedsvæsnet på kr. 173 pr. indbygger i forhold til 2012. Det svarer til en stigning på ca. 5 %. Medfinansieringsudgiften i Middelfart Kommune ligger samlet set på niveau med gennemsnittet i Region Syddanmark og over landsgennemsnit.

Rapporten viser følgende i forhold til de 3 hovedområder:

  • På det somatiske område er Middelfart Kommune på niveau med regionsgennemsnittet. Der er en udgiftsstigning på 5 % fra 2012 til 2013. Den samlede udgift pr borger er 3.192 kr. i 2013. Gennemsnittet i regionen er 3.209 kr., og på landsplan er den 3.056 kr pr. borger.
  • På det psykiatriske område skiller Middelfart Kommune sig ud, idet udgiften pr. borger (157 kr.) i 2013 er højere end både regionsgennemsnit (139 kr.pr. borger) og landsgennemsnit (153 kr.). Der er en procentvis stigning på 9% i udgifterne fra 2012 til 2013. Stigningen skyldes en markant stigning i de ambulante behandlinger, som ikke modsvares i fald af udgiften til indlagte borgere.
  • Udgifterne til sygesikring ligger lavere i Middelfart Kommune (246 kr pr. borger) end både regionsgennemsnit og landsgennemsnit. På dette område er udgifterne faldet 2 % siden 2012.

For at forebygge at kommunens borgere bliver indlagt på sygehus arbejdes der på flere planer. Dels er der indsatser for at forbedre folkesundheden generelt, og dels er der specifikke indsatser overfor målgrupper i særlig risiko for indlæggelse. Der kører lige nu et undervisningsforløb i hele ældreområdet omkring tidlig opsporing. I den forbindelse er de forebyggelige genindlæggelser interessante. De forebyggelige indlæggelser er defineret ved følgende sygdomme: lungelidelser (astma/bronchitis/KOL, som er Kronisk Obstruktiv Lungelidelse), blærebetændelse, brud, væskemangel, ernæringsbetinget blodmangel, forstoppelse, mavetarmbetændelse, gigt, hjerneblødning, hjertesvigt og lungebetændelse.

Rapporten viser i forhold til forebyggelige indlæggelser at:

  • Udgifterne til de forebyggelige indlæggelser er steget mere i Middelfart Kommune fra 2012 til 2013 (39 kr. pr. indb., svarende til en stigning på 8,8%) end i Region Syddanmark (18 kr. pr. indb., svarende til 3,9%) og på landsplan (15 kr. pr. indb., svarende til 3,3%)      
  • Til gengæld kunne der ses et fald i antallet af indlæggelser fra 2011. Faldet fra 2011 til 2012 var markant (131 indb., svarende til 10,4% færre indlagte), hvorefter antallet af indlæggelser igen er steget fra 2012 til 2013 (38 indb., svarende til en lille stigning på 3%). Antal forebyggelige indlæggelser i 2013 er dermed ikke så højt som i 2011.
  • De største udgiftsområder er astma/bonchitis/KOL, brud, gigt, hjerneblødning, hjertesvigt og lungebetændelse.

Økonomi:

Kommunen budgetlægger efter KL's skøn. Der har desværre været en tendens til, at udgiften har været større end budgettet. Dette skyldes primært en høj behandlingseffektivitet på Sygehus Lillebælt, hvor de fleste af kommunens borgere behandles.

Forvaltningens bemærkninger:

Det er som udgangspunkt ikke kommunen, som indlægger borgerne på sygehus. Kommunens opgave er i så høj grad som muligt at etablere tilbud, som holder borgerne raske, så indlæggelse ikke bliver aktuelt.
Det er en meget lille del af indlæggelserne, som vedrører borgere, som er kendt i det kommunale system, men her er det selvfølgelig relevant at have fokus på, hvordan indlæggelser forebygges.
I 2012 viste en manuel optælling af de forebyggelige indlæggelser, at 24% var kendt i hjemmeplejen eller på plejecentrene. Det betyder, at ca. 3/4 af de indlagte borgere ikke modtager hjælp fra kommunen, hvorfor de ikke er så lette at nå med en forebyggelsesindsats.

Handicapaspekter:

Der er ingen særlige handicapaspekter ved denne sag.

Høring af Handicaprådet:

Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

Høring af Ældrerådet:

Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet. Men det er meget relevant at tænke udbygget samarbejde med borgere og pårørende omkring dette område.

Behandling
- Social- og Sundhedsudvalget 10. december 2014

Beslutning:

Drøftet.
Det anbefales, at man i KKR regi løfter problematikken i, at Region Syddanmark konstant har ligget over KL's skøn i forhold til medfinansieringsudgifter.
Paw Nielsen deltog ikke i sagens behandling.

Bilag:

72. Godkendelse af kvalitetsstandard for indsatser efter Servicelovens § 107 og § 108
Sagsnr.: 2014-014236
Sagsbehandler: Mette Heidemann

Præsentation:

Der er udarbejdet kvalitetsstandard for indsatser efter Servicelovens § 107 og § 108 – midlertidige og længerevarende botilbud.

Kvalitetsstandarden beskriver, hvilken service man som borger kan forvente på et område. Formålet med denne kvalitetsstandard for støtte efter servicelovens § 107 eller § 108 er at skabe et ensartet niveau for alle Middelfart Kommunes borgere, der modtager støtte efter disse paragraffer. Det gælder både i og udenfor Middelfart Kommune.

Forvaltningen foreslår:

  • At kvalitetsstandarden for indsatser efter Servicelovens § 107 og §108 godkendes.

Sagsbeskrivelse:

Social- og Sundhedsforvaltningen i Middelfart Kommune har de seneste år arbejdet med kvalitet, udvikling og styring  på handicap- og psykiatriområdet. 

Det overordnede formål hermed er at sikre, at indsatserne tager udgangspunkt i borgernes udviklingsperspektiver med øget fokus på den enkeltes kompetencer til at mestre og være mest mulig selvhjulpen i dagligdagen og livet.  Det gøres blandt andet ved at arbejde med en mere systematisk sagsbehandling, hvor der for alle borgere formuleres mål, som følges op med aftalte intervaller.

Kvalitetsprojektet har udmøntet sig i en kvalitetstandard for § 85 støtten med afsæt i ”strategien for fremtidens velfærd”, som blev godkendt i januar 2014. Den overordnede indsats hviler på en rehabiliterende/habiliterende tilgang, med afsæt i borgerens funktionsniveau, behov  og ønsker. Støtten udmåles efter voksenudredningsmetoden (VUM).

Kvalitetsstandarden for § 107 og § 108 tager afsæt i samme strategi og principper. Herved skabes der en rød tråd ved en glidende overgang mellem støtten i eget hjem og støtten i et botilbud, hvor det er borgerens støttebehov og funktionsniveau, som fastlægger tildelingen af støtte.

Kvalitetsstandarden gælder for alle Middelfart Kommunes borgere, uanset om de bor i Middelfart eller på et midlertidigt eller længerevarende botilbud uden for kommunen.

Kvalitetsstandarden er derfor et vigtigt udgangspunkt for det arbejde, der er igangsat med at følge op på de tilbud, der gives til Middelfartborgere, der opholder sig på botilbud uden for kommunen.

Økonomi:

Kvalitetsstandarden åbner mulighed for en ny og mere differentieret takstmodel på Middelfart Kommunes egne botilbud. Der vil i 2015 blive set nærmere herpå.

Forvaltningens bemærkninger:

Der igangsættes i 2015 et projekt med udvikling af en ny model for kvalitetsstandarder.

Der forventes derfor til december 2015 at blive forelagt en ny kvalitetsstandard for servicelovens § 107 og 108 efter den nye model til godkendelse.

Handicaprådet har afgivet et høringssvar til kvalitetsstandarden. Handicaprådet bemærker bl.a.:
  • At der opstilles konkrete mål i samarbejde med borgerens nærmeste netværk
  • At det sikres, at selvom der ikke er tydelige tegn på udviklingspotentiale i borgerens forløb, skal borgeren ikke afskæres støtte fremadrettet 
  • At det skal fremgå klart, hvilke ydelser, der er valgfrie, herunder hvad der ikke kan opnås støtte til

Forvaltningen er enig med Handicaprådet heri.

Handicapaspekter:

Sagen vedrører kvaliteten af botilbud til borgere med handicap og sindslidelse.

Høring af Handicaprådet:

Sagen har været sendt til høring i Handicaprådet.
Handicaprådet har fremsendt et omfattende høringssvar, der er vedlagt som bilag til sagen.

Høring af Ældrerådet:

Der er ikke foretaget høring af Ældrerådet i forbindelse med sagen, idet det ikke er vurderet relevant.

Behandling
- Social- og Sundhedsudvalget 10. december 2014
- Økonomiudvalget 15. december 2014
- Byrådet 5. januar 2015

Beslutning:

Anbefales godkendt.
Paw Nielsen deltog ikke i sagens behandling.

Bilag:

73. Udvælgelse af målgrupper til deltagelse i projekt "Teknologi i øjenhøjde"
Sagsnr.: 2014-013185
Sagsbehandler: Mette Heidemann

Præsentation:

Forslag til målgrupper i projektet "Teknologi i øjenhøjde" forelægges til drøftelse.

Forvaltningen foreslår:

  • At Social- og sundhedsudvalget drøfter forslag til målgrupper, som inviteres til at deltage i projekt "Teknologi i øjenhøjde"

Sagsbeskrivelse:

På møde den 12. november 2014 godkendte Social- og Sundhedsudvalget igangsættelse af projekt "Teknologi i øjenhøjde".

I projektet skal 25 familier/borgere i en periode på forventet et år afprøve teknologiske hjælpemidler i hjemmet for i praksis at teste en antagelse om, at det giver øget livskvalitet og udsætter eller nedsætter borgernes behov for hjælp og støtte fra kommunen, hvis de tidligst muligt får de relevante og tilstrækkelige teknologiske hjælpemidler til rådighed.

Den første fase i projektet er at udvælge de typer af familier, som får mulighed for at deltage i projektet. 

Et væsentligt parameter for valget af familietyper er, at den velfærdsteknologiske indsats skal gøre størst mulig forskel. Det kan enten være, fordi der er mange af den slags familier/borgere i kommunen, fordi denne type af borgere er potentielt meget udgiftstunge for kommunen eller fordi familiens samlede livssituation afhjælpes mest muligt gennem teknologierne. Det forebyggende perspektiv er dermed centralt i projektet.  

Det er ikke et krav, at borgeren allerede modtager hjælp fra kommunen for at komme i betragtning til projektet. Både borger og kommune kan have stor interesse i, at de borgere, hvis dagligdag afhjælpes gennem teknologiske hjælpemidler, fortsat kan klare sig uden behov for yderligere kommunal støtte.

Med disse udgangspunkter foreslår forvaltningen, at følgende typer af familier/borgere inviteres til at deltage i projektet:

  • borgere med demens i de tidlige faser
  • familier med handicappede børn
  • psykisk syge voksne i egen bolig
  • unge handicappede som gerne vil bo selvstændigt 
  • ældre med begyndende fysisk/kognitivt funktionstab
  • borgere med neurologiske lidelser (fx sclerose eller Parkinsons sygdom)

For at sikre, at der gennem projektet kan opsamles erfaringer, som kan sammenlignes på tværs, bør fire-fem af hver familietype inviteres til at deltage. 

Økonomi:

Ingen.

Forvaltningens bemærkninger:

Efter drøftelsen i udvalget forelægges kriterierne for udvælgelse af deltagere i projektet for styregruppen for velfærdsteknologi på møde den 18. december 2014.

I starten af januar 2015 igangsættes processen med egentlig udvælgelse af og indgåelse af aftaler med de deltagende familier, kontakt til leverandørerne, valg af teknologiske hjælpemidler m.v., således at projektet bliver klar til start den 5. maj 2015 kl. 17.05.

Handicapaspekter:

Projektet forventes også at inkludere borgere med handicap.

Høring af Handicaprådet:

Handicaprådet har sæde i styregruppen for velfærdsteknologi og involveres derigennem.

Høring af Ældrerådet:

Ældrerådet har sæde i styregruppen for velfærdsteknologi og involveres derigennem.

Behandling
- Social- og Sundhedsudvalget 10. december 2014

Beslutning:

Drøftet.
Paw Nielsen deltog ikke i sagens behandling.

LUKKEDE SAGER

74. Orientering