Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Referat for Social- og Sundhedsudvalget møde den 12. februar 2014

Møde:
Social- og Sundhedsudvalget
Mødetid:
12. februar 2014 kl. 16:00
Tilstede:
Nicoline Damkjær
John Kruse
Kim Lund
Christian Martins Kromann
Ove Andersen
Kaj Johansen
Paw Nielsen
Fraværende:

ÅBNE SAGER

6. Kørselsordningen for svært bevægelseshæmmede (SBH)
Sagsnr.: 2014-001280
Sagsbehandler: Mette Heidemann

Præsentation:

Ældrerådet har fremsendt henvendelse til Social- og Sundhedsudvalget og Teknisk Udvalg med ønske om ændringer i henholdsvis teletaxa-ordningen og SBH-kørselsordningen.
Teknisk Udvalg har behandlet sagen vedr. teletaxaordningen og orienteret om, at der arbejdes på revidering af ordningen, som forventes at træde i kraft til august 2014.

Forvaltningen foreslår:

  • At Social- og Sundhedsudvalget drøfter henvendelsen fra Ældrerådet.

Sagsbeskrivelse:

For så vidt angår kørselsordningen for svært bevægelseshæmmede (SBH-kørsel) gælder det serviceniveau, der blev vedtaget i 2007.

Ordningen omfatter svært bevægelseshæmmede personer, der
- har fået bevilget kørestol, rollator eller andre ganghjælpemidler af kommunen eller er berettiget til det
- ikke kan benytte offentlige transportmidler
- er fyldt 18 år
- og varigt har svære lidelser i bevægeapparatet.

Hvis serviceniveauet skal ændres, vil det medføre øgede udgifter. Forvaltningen har ikke overblik over og vil have svært ved på forhånd at beregne de økonomiske konsekvenser ved en udvidelse af ordningen til for eksempel at omfatte svagtseende eller demente. Der er heller ikke overblik over, hvor mange eksempelvis svagtseende eller demente borgere, der ønsker at benytte ordningen.

Såfremt Social- og Sundhedsudvalget ønsker det, vil en yderligere undersøgelse heraf kunne iværksættes.

Økonomi:

Ingen.

Forvaltningens bemærkninger:

Ingen.

Handicapaspekter:

Ordningen vedrører i høj grad handicappede borgere. 

Høring af Handicaprådet:

Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

Høring af Ældrerådet:

Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

Behandling
- Social- og Sundhedsudvalget 12. februar 2014

Beslutning:

Forvaltningen arbejder videre med sagen i foråret 2014.
Materiale om de to ordninger tilsendes udvalget.

Bilag:

7. Mål for Social- og Sundhedsudvalget i perioden
Sagsnr.: 2013-011642
Sagsbehandler: Mette Heidemann

Præsentation:

Alle de stående udvalg skal udarbejde mål for indeværende byrådsperiode. På mødet formulerer udvalget i fællesskab sine mål for periodens arbejde. 

Forvaltningen foreslår:

At Social- og Sundhedsudvalget formulerer sine mål for byrådsperioden

Sagsbeskrivelse:

På udvalgets første møde blev overleveringen af resultater fra det tidligere Social- og Sundhedsudvalg præsenteret, ligesom forvaltningen i sin introduktion kort berørte de store udfordringer i denne byrådsperiode.

I pjecen "Byrådets status på resultater og initiativer samt udfordringer for den kommende periode" er følgende udfordringer nævnt:
  • Der er brug for en strategi for dagtilbud til voksne og ældre, så det sikres at vores tilbud matcher borgernes behov.
  • Sundhedsstyrelsens forebyggelsespakker skal anvendes, og sundhed og forebyggelse skal på dagsordenen i hele den kommunale organisation.
  • Der skal sættes fokus på det nære sundhedsvæsen, så der sikres de rette tilbud, som kan medvirke til at holde borgerne så friske som muligt og så meget ude af sygehus som muligt.
  • Strategien for fremtidens velfærd skal gøres til virkelighed, bl.a. i forhold til hvordan vi møder borgerne i fremtiden og hvordan vi målrettet arbejder med at styrke og udvikle borgernes egne ressourcer og fremmer aktivt medborgerskab. Det handler også om nye måder at løse opgaverne på . med udgangspunkt i den enkelte borgers ressourcer og behov.
  • Velfærdsteknologi skal sættes på dagsordenen med sigte på borgernes selvbestemmelse og selvhjulpenhed og for at forhindre nedslidning af medarbejderne.
Det er aftalt på tværs af kommunen, at alle de stående udvalg formulerer mål for byrådsperioden med udgangspunkt i spørgsmålet "hvad vil vi gerne være kendt for om fire år?"
På byrådsseminaret i starten af april skal hver udvalgsformand lave en kort præsentation af udvalgets mål.

På baggrund heraf skal udvalget på mødet formulere de vigtigste mål og ønsker til politiske prioriteringer og initiativer i perioden.

Økonomi:

Forvaltningens bemærkninger:

Udfordringerne rammes ind af en befolkningsudvikling med en forventet kraftig vækst i antallet af ældre borgere.

Handicapaspekter:

Høring af Handicaprådet:

Der er ikke foretaget høring

Høring af Ældrerådet:

Der er ikke foretaget høring

Beslutning:

Udvalget vil gerne formulere fokuspunkter for arbejdet, når medlemmerne har bedre kendskab til udvalgsområdet.
8. Pulje til løft af ældreplejen, finanslov 2014
Sagsnr.: 2014-000104
Sagsbehandler: Jonna Søegaard

Præsentation:

Der er i forbindelse med Aftale om Finanslov for 2014 afsat 1 mia. kr. årligt i en pulje til et permanent løft af indsatsen på det kommunale ældreområde. Puljen er som udgangspunkt  fordelt til kommunerne efter antallet af ældre over 65 år. Middelfart Kommunes andel af puljen udgør 7,5 mio. kr.

Forvaltningen foreslår:

  • At ansøgningen til Pulje til løft af ældreområdet godkendes.

Sagsbeskrivelse:

Puljens målgruppe er ældre borgere, der har behov for hjælp. Det gælder både sårbare og udsatte ældre, der har et stort plejebehov og ældre, der med en målrettet rehabiliteringsindsats langt hen ad vejen vil kunne klare sig selv.

I aftalen om finansloven for 2014 er der beskrevet en række temaer, anbefalinger og indsatser.  Der peges konkret på  tre områder, som inspiration til, hvor fokus kan rettes i forhold til at styrke indsatsen på området:
  1. Styrket rehabiliterings- og genoptræningsindsats
  2. Bedre praktisk hjælp og personlig pleje
  3. Bedre forhold for de svageste ældre, fx på plejehjem
Pengene udmøntes til kommunerne på baggrund af konkrete ansøgninger.

Forvaltningen har udarbejdet en ansøgning til puljen indeholdende indsatser, der alle vurderes at give et løft til ældreområdet. Indsatserne er følgende:

  • Varetagelse og koordinering af opgaver for borgere over 65 år med en erhvervet hjerneskade.
  • Ændret serviceniveau på bad for borgere, som er visiteret til bruse- og sengebad med hårvask.
  • Den forebyggende og sundhedsfremmende indsats over for borgere i eget hjem og på plejecentre.
  • Kompetenceudvikling blandt medarbejdere i forhold til tidlig opsporing og sammenhængende indsats.
  • Omsorg overfor demente i eget hjem eller i almindelige somatiske plejeboligere.
  • Uddannelse af medarbejdere inden for demenssygdomme, så de bliver bedre til at møde borgere med demens.
  • Sociale aktiviteter for borgere på plejecentre.

Ansøgningen til Pulje til løft af ældreplejen er vedlagt som bilag.

Økonomi:

De afsatte puljemidler udmøntes for et år af gangen og efter ansøgning fra kommunen. Ansøgningsfristen vedrørende 2014 er den 14. februar 2014. Den første tildeling forventes at komme den 5 marts 2014, og midlerne skal bruges i 2014. Der skal laves en ny ansøgning for så vidt angår 2015, men indsatserne må gerne være helt eller delvist sammenfaldende med indsatserne fra 2014.

Puljen udmøntes således i både 2014 og 2015 gennem årlige ansøgningspuljer, hvorefter Social-, Børne-, og Integrationsministeriet gør status på anvendelsen af midlerne med henblik på en vurdering af, hvorvidt midlerne skal overgå til det kommunale bloktilskud.

De økonomiske beregninger af de enkelte indsatser vil foreligge på udvalgsmødet.

Forvaltningens bemærkninger:

Ingen bemærkninger.

Handicapaspekter:

Ingen.

Høring af Handicaprådet:

Der har på et møde været dialog med Handicaprådet om ansøgningen. Eventuelt høringssvar vil foreligge på mødet.

Høring af Ældrerådet:

Der har på møde været dialog med Ældrerådet om ansøgningen. Eventuelt høringssvar vil foreligge på mødet.

Behandling:
- Social- og Sundhedsudvalget 12. februar 2014

Beslutning:

Godkendt som indstillet.

Bilag:

9. Sund hele livet, slut-evaluering
Sagsnr.: 201104178
Sagsbehandler: Allan Bentzen

Præsentation:

Der er udarbejdet en slut-evaluering for projekt Sund Hele Livet, som har været et 2 årigt projekt for alle kommunens førtidspensionister.

Forvaltningen foreslår:

  • at slut-evalueringen tages til efterretning
  • at forvaltningerne arbejder videre med projektets anbefalinger i 2014 som beskrevet i sagsfremstillingen

Sagsbeskrivelse:

Projekt Sund Hele Livet er gennemført som et samarbejde mellem Sundhedafdelingen, Multihuset og Jobcentret. Projektet har været finansieret af midler fra Pensionsstyrelsen og fra Middelfart Kommune.

Projektet har bestået af
  • tilbud om hjerteligt hjemmebesøg til alle kommunens førtidspensionister
  • oprettelse af to lokale caféer
  • sundheds- og aktivitetstilbud til målgruppen
  • afklarende daghøjskoleforløb til udvalgte førtidspensionister
  • etablering af kontakt til selvhjælp Middelfart og andre frivillige foreninger
  • etablering af mulighed for skånejob i samarbejde med Jobcentret og lokale virksomheder
Projektet har præsteret følgende aktiviteter: 
  • tilbudt besøg til 1854 førtidspensionister
  • afholdt ca. 800 besøg
  • 60 borgere har deltaget i Sundhedafdelingens forebyggende tilbud
  • 20 borgere med erhvervet hjerneskade har fået kontakt til kommunens hjerneskadekoordinator og specialundervisningstilbud
  • 28 borgere tilmeldt mindfulnesskursus og 19 har gennemført 
  • 61 borgere har haft kontakt til daghøjskolen Vilsund og 26 har gennemført
  • 70 borgere har fået kontakt til Jobcentret, og der er skabt 26 job med løntilskud
  • 34 borgere har fået kontakt til Selvhjælp, 31 har deltaget i en gruppe og 5 er selv blevet frivillige
  • 8 borgere har gennemført brugerlæreruddannelsen
I alt har ca. 300 borgere fået etableret kontakt til et eller flere relevante tilbud

Der er etableret to caféer, som har åbent en gang om ugen - én i Ejby og en i Middelfart, .

En stor del af de førtidspensionister, som har taget imod projektets tilbud, har haft stor glæde heraf. Der henvises til evalueringsrapporten, hvor blandt andet fokusgruppeinterwievene fortæller mange gode eksempler.

Der blev afholdt en afslutningskonference for projektet den 15. januar 2014, hvor 30 af projektets deltagere deltog. Her blev projektets resultater fremlagt, og deltagerne fik god mulighed for at tilkendegive deres holdninger. Der var helt generelt meget stor tilfredshed med projektets tilbud og det personlige udbytte af deltagelsen.

Projektet har styrket samarbejdet mellem de tre medvirkende afdelinger indbyrdes og samarbejde med den frivillige verden.

Evalueringsrapporten indeholder tyve anbefalinger.

  • mulighed for opfølgende besøg (anbefaling 2 og 3). Der vil i 2014 blive tilbud opfølgende besøg og en eventuel fortsat opfølgende indsats vil kunne forankres hos sundhedspiloterne i sundhedsafdelingen.
  • Særlige motionshold (anbefaling 4) tilbydes i Motion i dagtimerne, som er etableret i Strib aktivitetscenter.
  • Caféerne forankres (6), i 2014 er afsat særlige midler til at understøtte dette og fra 2015 tænkes det ind som en del af det forebyggende arbejde i sundhedsafdelingen. 
  • Daghøjskole har været tilbudt i projektet (8), og fremover vil ressourceforløb erstatte daghøjskolen, så tilbuddet vil ikke længere være aktuelt. I forbindelse med pensionsreformen er der åbnet for nye muligheder for at støtte op om fastholdelse i job (10).
  • Der følges op på de gennemførte forløb i 2014 (9)
  • Brugerlæreruddannelse (11) er finansieret via bevilgede projektmidler i 2014 og 2015
  • Brugerinddragelse (12, 13, 16 og 18). Forvaltningen vil gerne følge projektets anbefalinger om at inddrage kommende brugere tidligere planlægningen af tilbud. Dette vil ske i samarbejde med ældreråd, handicapråd, frivilligcenter og andre aktører.
  • Samarbejde med boligforeninger (14). Forslaget tages op sammen med boligforeningerne.
  • Information til målgruppen (17 og 19). Der arbejdes i 2014 med etablering af elektronisk kommunikation, så kontakten til gruppen kan opretholdes.
  • Information til nye førtidspensionister (15). Der arbejdes med dette i forbindelse med handlingsplanen for frivilligt socialt arbejde.
  • Generelt anvendes erfaringerne fra projektet i det fremtidige arbejde (1, 5, 20)
  • Et særligt sted til etablering af caféer ligger udenfor denne sags rammer (7).

Økonomi:

Der er afsat 200.000 kr i 2014 til forankring af projektet.

Forvaltningens bemærkninger:

I projektperioden er der sket store ændringer i lovgivningen på pensionsområdet. Disse ændringer betyder bl.a., at der fremover vil være væsentligt færre borgere, som tilkendes en førtidspension.
I stedet vil disse borgere blive tilbudt ressourceforløb, som i en vis udstrækning erstatter de tilbud, der er givet i forbindelse med projektet.
Det betyder, at nogle af projektets anbefalinger derfor er mindre aktuelle. Forvaltningen vil i løbet af 2014 arbejde med at forankre de øvrige anbefalinger.

Handicapaspekter:

Projektet har i høj grad været rettet mod borgere med handicap, og alle projektets aktiviteter, som ikke er foregået i borgerens eget hjem, er foregået i lokaler tilgængelige for borgere med handicap.

Høring af Handicaprådet:

Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

Høring af Ældrerådet:

Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

Beslutning:

Taget til efterretning.

Bilag:

10. Fordeling af midler til Frivilligt Socialt Arbejde (§18), 1. runde
Sagsnr.: 2013-013680
Sagsbehandler: Jette Christiansen

Præsentation:

Fordeling af tilskud til Frivilligt Socialt Arbejde (§18), 1. runde i 2014

Forvaltningen foreslår:

  • At der fordeles 855.780 kr i 1. runde

Sagsbeskrivelse:

Ifølge Lov om Social Service skal Byrådet samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger. Der skal årligt afsættes et beløb til støtte af frivilligt socialt arbejde.

Byrådet har i januar 2011 godkendt nye retningslinjer, som er udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for Frivilligrådet, Ældrerådet, Handicaprådet og forvaltningen.

Der er to ansøgningsrunder hvert år, januar og august, og der annonceres i Ugeavisen Vestfyn og på Middelfart Kommunes hjemmeside.

Ansøgningerne er modtaget og behandlet i Social- og sundhedsforvaltnignen.

Der har været stor interesse for at søge midler efter til frivilligt socialt arbejde, så det er ikke muligt at imødekomme alle ansøgere.
På mødet forelægges forslag til fordeling af midlerne. I forslaget tages udgangspunkt i kriterierne, som blandt andet vægter, at ansøgerne ikke udelukkende baserer deres økonomi på midlerne fra frivilligt socialt arbejde. Forslaget forsøger at imødekomme så mange ansøgere som muligt.

Økonomi:

Der er i budgettet afsat 1.343.000 kr til frivilligt socialt arbejde, hvoraf 290.000 kr er afsat til Frivilligcentret.
Der er herudover 65.000 kr i uforbrugte midler fra 2013, som overføres til 2014.
Hvis indstillingen følges, er der 307.520 kr til 2. runde.

Forvaltningens bemærkninger:

Kriterierne for tildelingen af midler til frivilligt socialt arbejde blev sidst revideret i 2011. Forvaltningen vurderer, at der kunne være brug for at gennemgå kriterierne igen med henblik på yderligere forenkling, idet forvaltningen modtager mange henvendelser fra borgere, som har svært ved at gennemskue kriterierne.

Handicapaspekter:

Midlerne til frivilligt socialt arbejde kommer i høj grad borgere med handicap til gode.

Høring af Handicaprådet:

Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

Høring af Ældrerådet:

Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

Behandling
- Social- og Sundhedsudvalget 12. februar 2014

Beslutning:

Forvaltningens indstilling til fordeling af midler godkendt med en enkelt ændring.
Ove Andersen deltog ikke i sagens behandling.
Forvaltningen udarbejder forslag til reviderede kriterier sammen med Ældreråd og Handicapråd.

Bilag:

11. Fordeling af midler til aktiviteter for ældre borgere (§79)
Sagsnr.: 2013-013683
Sagsbehandler: Jette Christiansen

Præsentation:

Fordeling af midler til aktiviteter for ældre (§79) for hele 2014.

Forvaltningen foreslår:

  • At der fordeles 369.000 kr.

Sagsbeskrivelse:

Kommunen kan efter Servicelovens § 79 iværksætte eller give tilskud til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte. Midlerne er især tiltænkt ældre borgere.

Byrådet har i januar 2011 godkendt nye retningslinjer for tildeling af tilskud efter § 79.
Der kan søges om midler efter § 79 én gang om året, der annonceres i Ugeavisen Vestfyn og på kommunens hjemmeside.

Middelfart Kommune ønsker at fremme aktiviteter, der fremmer sundheden, fremmer de ældres fysiske formåen, forebygger isolation og giver den enkelte ældre borger et værdifuldt livsindhold.

Forslag til fordeling af midlerne fremlægges på mødet. Forslaget omfatter hele det afsatte budget.

Økonomi:

Der er afsat 369.000 kr. til fordeling i 2014.

Forvaltningens bemærkninger:

Kriterierne for tildelingen af midler til frivilligt socialt arbejde efter § 18 og § 79 blev sidst revideret i 2011. Forvaltningen vurderer, at der kunne være brug for at gennemgå kriterierne igen med henblik på yderligere forenkling, idet forvaltningen modtager mange henvendelser fra borgere, som har svært ved at gennemskue kriterierne.

Handicapaspekter:

Sagen har ikke særlig betydning for handicappede borgere.

Høring af Handicaprådet:

Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

Høring af Ældrerådet:

Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.

Behandling
- Social- og Sundhedsudvalget 12. februar 2014

Beslutning:

Ove Andersen deltog ikke i sagens behandling.
Forvaltningens forslag til fordeling af midler godkendt med ændringer.
Forvaltningen udarbejder forslag til reviderede kriterier sammen med Ældreråd og Handicapråd.

Bilag:

LUKKEDE SAGER

12. Orientering