Middelfart Kommune Logo

Fælles program 1. del

Middelfart
(Kl. 10.00)

Kigger man på en 100-kroneseddel, får man et smukt spænd fra stenalder til nutid. På den ene side Hindsgavldolken, fundet på Fænø i 1867 og i dag på en hædersplads på Nationalmuseet. På den anden side Lillebæltsbroen indviet i 1935 af Christian X og Stauning.
Lillebæltsbroen var et superteknologisk spring, der afløste den århundredgamle færgesejlads. Fra middelalderen fandt overfarten sted mellem købstaden Middelfart og Snoghøj, indtil jernbanen 1866 medførte, at den blev flyttet til Strib-Fredericia.

Ved Middelfart bliver Lillebælt smal som en flod og det har betydet, at byen blev en overfartsby. Selv om der er fart i navnet, så kommer det ikke af overfart. Vi skal tilbage til dengang, hvor transport over lange afstande foregik med skib. Navnet Middelfart henviser til det smalle farvand, hvor man sejler mellem landsdelene. Førhen hed Lillebælt da også Middelfartsund.
Johannes V. Jensen har i sin berømte roman ”Kongens fald” ladet Christian II i sin sidste regeringstid i tvivl og fortvivlelse sejle 20 gange frem og tilbage over bæltet. Det var i 1523, hvor Christian II faktisk opholdt sig nogle uger i Middelfart i et desperat forsøg på at komme overens med de jyske stormænd.
Lillebælt har i krigstider fungeret som et ekstra Dannevirke. I 1600-tallet forsøgte svenske tropper tre gange at indtage Danmark fra Jylland. Tredje gang i 1658 var for svenskerne lykkens gang, da den dristige Carl Gustav gik over det tilfrosne bælt.

Nu er Lillebælt et fredeligt farvand, der har opnået plads i Naturstyrelsens kanon, hvor også verdens mindste hval, marsvinet, optræder. Siden middelalderen har middelfarterne som de eneste i landet jaget marsvin på en organiseret måde – med 30 mand og 10 både – i farvandet ved Fænø og Gamborg fjord. I en sæson kunne man fange op mod tusind marsvin. Formålet var at smelte spæklaget til lampeolie. Nu er marsvinet fredet og i den smalle del af bæltet er der rig lejlighed til opleve de smukke dyr. Marsvinet indgår ikke uden grund i byvåbnet.

Egnen omkring Middelfart er et frodigt bondeland. Man sagde engang, at slog høsten fejl i Gamborg, så slog den fejl i det ganske land. I 1800-tallet var man kendt for sin gode humle, der solgtes på markeder overalt i landet. Man kan i den forbindelse godt nævne digteren Sigfred Pedersen, der blev født i 1903 på en gård midt i humleegnen.

Middelfart er på den ene side tæt forbundet med hovedvejen og jernbanen gennem Danmark og på den anden side med det naturskønne Lillebælt. Det har givet – og giver fortsat – gunstige vækstbetingelser.

 

Danmarks Keramikmuseum Grimmerhus
(Kl. 11.30)

Grimmerhus er et historisk sted. Bygningen blev opført i 1857 af Johan Daniel Herholdt som én af Danmarks første villaer, et fritliggende hus omgivet af et romantisk landskab, hvor datidens borgerskab kunne trække sig væk fra byens larm. Grimmerhus er også en tilstand. Et sted hvor den historiske bygning går i dialog med skiftende udstillinger af moderne keramisk kunst og skaber grobund for nye erkendelser. Museet åbnede dørene første gang for publikum i 1994, og er det eneste specialmuseum for keramisk kunst, kunsthåndværk og design i Skandinavien.

I øjeblikket præsenteres udstillingen ’Fra Sans til Samling’ i stueetagen, en donation fra samleren Erik Veistrup, som viser dansk keramik skabt i perioden 1880’erne og op til i dag. På 1. sal præsenteres udstillingen ’Gaven’, som viser et udsnit af det gavebrev på 40.000 værker af porcelæn, stentøj og fajance fra den kongelige Porcelainsfabrik, Bing & Grøndahl og Aluminia, som museet har modtaget fra Royal Scandinavia a/s.

Under besøget på Danmarks Keramikmuseum – Grimmerhus vil regentparret blive præsenteret for de 2 udstillinger samt de kommende udvidelsesplaner for museet. Museet er pt. på 1052m2, men står for at skulle udvides med 1500 m2, så der vil være bedre plads til fremtidige udstillinger og kommende magasiner.

Hindsgavl Slot
(Kl. 12.05)

Kongelig jagt siden det 12. århundrede
Det nuværende Hindsgavl Slot blev bygget i 1784 men Hindsgavls historie går helt tilbage til det 12. århundrede og nævnes første gang i det danske register for godser og herregårde af Kong Valdemar II i 1231. Dengang var Hindsgavl halvøen kongeligt jagtterræn kaldet ”Hegnet”. Senere byggede kongen en borg på banken og kaldte den ”Hegnets gavl”. Man kan stadig se slotsbanken, hvor de oprindelige ruiner er begravet.

Flere af Dronningens forfædre har gennem tiderne opholdt sig på Hindsgavl Slot
Den 25. september 1295 indgik den danske Kong Erik Menved og den norske Kong Erik Magnusson våbenhvileaftale på det gamle slot. Den 30. januar 1658 gik den svenske kong Karl Gustav X tværs over det frosne Lillebælt fra Jylland til Fyn. Dele af en kanon fra dengang findes stadig i Hindsgavl Slots park.

Danmarks afståelse af Norge blev underskrevet på Hindsgavl Slot
I januar 1814 skrev Danmarks og Norges Kong Frederik VI under på den fredstraktat, der skilte Norge fra Danmark.

Dronningen får serveret frokost i Laden
Når hendes Majestæt Dronning Magrethe II i dag skal have frokost, bliver den serveret i Laden på Hindsgavl. Laden er nyrestaureret og fremstår som et moderne arkitektonisk bygningsværk med fritliggende spær, 14 meter til loftet og rustikke og rå materialer som fx autentisk betongulv.
Laden blev indviet i august 2011 og markerede 7 års istandsættelse og restaurering af Herregårdsanlægget ved Hindsgavl Slot. Bygningen husede oprindelig herregårdsanlæggets Agerumslade.

Anden fakta om Hindgavl Slot
Alle Hindsgavl Slots bygninger er fredede.
I alt omgiver 550.000 m2 have, park, eng og skov Hindsgavl Slot.
I dag fungerer Hindsgavl Slot som et af landets førende hotel og konferencecentre med i alt 120 værelser og 16 mødelokaler med plads til op til 500 deltagere. Hovedparten af værelserne er renoveret i slotsstil,
mens de resterende 50 værelser er nyopførte i den gamle Kostald, Svinestald samt Fodermesterhus.

Sidst opdateret af Lisbeth Behrendt
01. juni 2012

Pressebriefing 8. juni

Pressebriefing finder sted på Middelfart Rådhus kl. 08.30.
Indgang skal ske via bagdøren i Havnegade.

I forbindelse med pressebriefingen udleveres de bestilte akkrediteringskort.

Presseparkering

I forbindelse med Regentparrets besøg, vil der være parkering følgende steder:

For presse, der skal med pressebusserne:
Øverste dæk i parkeringshuset i Havnegade bag rådhuset. 

For presse, der kører selv:
Fra 07.30 til 12.30 på Kvickly's parkeringsplads overfor rådhuset ved brug af parkeringstilladelse, der udleveres på pressebriefingen.

Regentparret besøger Middelfart