Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Nærende ældremad giver appetit på livet

Middelfart Kommune har siden 2008 haft fokus på nærende ældremad – og det nytter.  Undersøgelser viste dengang, at 60 % af de ældre på landets plejecentre enten var eller var i risiko for underernæring. I Middelfart har flere års struktureret indsats med flere mindre og mere energitunge måltider båret frugt. Den seneste måling viser, at kun 27 % af beboerne på ældrecentrene i Middelfart Kommune er underernærede eller er i risiko for at blive det.

UNDERERNÆRING SKAL BEKÆMPES: Underernæring er meget alvorligt for ældre mennesker, derfor skal det tages alvorligt. Ældrechef Jonna Søegaard forklarer:
”I Middelfart har vi gjort en stor indsats for at undgå konsekvenserne for underernæring. Underernæring resulterer i flere og længerer indlæggelser, øget medicinforbrug, svækket immunforsvar, hyppigere infektioner, længere genoptræning, dårligere livskvalitet og desværre også øget dødelighed. For det enkelte menneske er konsekvenserne dybt alvorlige og for samfundet er der store økonomiske konsekvenser. Derfor er det glædeligt at se de positive resultater.”

Maden på ældrecentrene i Middelfart laves i køkkenet på Fænøsund og køres ud dagligt til de andre ældrecentre. Ernæringsindsatsen på plejecentrene i Middelfart Kommune viser, at det nytter med fokus på rigtige ernæring. Det ved Lisbet Lund-Jensen noget om, hun er Ernærings og Kostleder hos Middelfart Kommune: ”Det er meget vigtigt, at der ikke sker vægttab hos de ældre. Ældre mennesker spiser ofte ikke så meget ad gangen og derfor kan det være nødvendigt med mange små energitætte mellemmåltider, som fx desserter, is og chokolade.”

Fakta om ernæringsindsatsen på ældrecentrene:
Siden 2008 har der været lavet en lang række tiltag på kommunens plejecentre. Indsatsen består af:
- screening af beboerne ved indflytning på plejecentrene og udarbejdelse af individueller ernæringsindsatser, derefter kontinuerlig opfølgning
- mad tilpasset den enkelte, der screenes underernæret eller i risiko for underernæring
- 1 dags undervisning i ernæring og brug af screeningsredskabet 2 gange årligt for plejepersonale, nyansatte og andre samarbejdspartnere
- brochuremateriale angående kosten til den enkelte
- bredt tværfagligt samarbejde køkken / plejen
- Kostguider ( udpeget blandt plejepersonalet) i boenhederne på plejecentrene
- Opmærksomhed på gode sociale rammer omkring måltidet

Også kommunens hjemmeboende pensionister får mad af høj kvalitet
De hjemmeboende pensionister i Middelfart Kommune får leveret kolde færdigretter fra Elbokøkkenet. Maden er hjemmelavet og bliver hurtigt nedkølet, så den bevarer vitaminer, mineraler og udseende og ikke mindst smagen bedst muligt. Den er pakket som de mange af de varer der ligger i kølediskene i dagligvarebutikkerne, pålæg m.m.

Ældrerådet garanterer for kvaliteten
Som garanter for kvaliteten af maden er der 3 repræsentanter fra Middelfart Ældreråd, som sammen med repræsentanter fra Kolding, Fredericia og Haderslev kommuner sidder i kostrådet i Elbokøkkenet, og på deres møder prøvesmager de forskellige retter. Der kan hver uge vælges mellem 14 retter.

Lisbet Lund-Jensen fortæller:
”Der har været stor tilfredshed med smag og kvalitet, og da maden køres ud en gang om ugen betyder det jo også, at der er stor fleksibilitet i forhold til spisetidspunktet. Der, hvor det er svært i forhold til opvarmning og servering, vil der være hjælp fra hjemmeplejen. Det er jo meget vigtigt, at det er en god måltidsoplevelse, hvilket betyder, at maden opvarmes i bakken og anrettes på en rigtigt tallerkenen.”

Både chauffør og plejepersonalet har til opgave at kontrollere, at der ikke står mad i køleskabet, som er over holdbarhedsdatoen. Der kan også her bestilles beriget kost til de småtspisende og suppleres med desserter og andet fra Elbokøkkenet.

”Jeg får meget sjældent henvendelser om, at der er utilfredshed med maden. Hvis vi ser tilbage på den gang maden blev leveret varm, betød det jo, at køkkenerne måtte starte madlavningen fra morgenstunden og maden blev pakket på tallerkener midt på formiddagen for at blive kørt ud til borgeren, og den sidste på ruten modtag maden ca. kl. 13.00. Det gik ud over kvaliteten og næringsindholdet med den meget lange proces.” slutter Lisbet Lund-Jensen.

Yderligere information:
Jonna Søegaard, Ældrechef. Tlf.: 6020 5401
Lisbet Lund-Jensen, Teamleder for køkkenområdet. Tlf.: 2048 1572

Sidst opdateret af Benjamin Runge
07. juli 2016