Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Gadefodbold

PRESSEMEDDELELSE: Fodboldfest for socialt udsatte i Middelfart

250 hjemløse og socialt udsatte forvandler i næste uge Middelfarts havnefront til en gigantisk fodboldfest. Byen har nemlig påtaget sig værtskabet af årets Danmarksmesterskab i gadefodbold. Der skal afvikles godt 100 kampe, før mesterskabet er afgjort, så der er afsat to dage til turneringen – 12.-13. september.
 
Danmarksmesterskabet er årets største idrætsbegivenhed for de over tusind aktive OMBOLD-spillere blandt Danmarks socialt udsatte og hjemløse. Det er samtidig afslutningen på en sæson med stævner rundt omkring i landet, hvor hold fra væresteder, misbrugscentre, herberger og boformer har mulighed for at spille fodbold og mødes.

Turneringsprogrammet bliver først offentliggjort på dagen, da der altid er ændringer. Men det ligger fast, at værtsbyen traditionen tro bliver udfordret af de danske hjemløselandshold. Kvindeholdet består af spillere, der sidste år var til VM i Polen, mens herreholdet er det landshold, som om seks uger deltager ved Verdensmesterskabet i Santiago i Chile.

Middelfarts herrehold styres af borgmester Steen Dahlstrøm. De øvrige spillere er Kaj Johansen, Jens Backer Mogensen, Lars Vigsø – alle S, Paw Nielsen - Ø, Niels Bebe – V, Mikkel Dragmose-Hansen – SF og Thorbjørn Sørensen, Teknik- og miljødirektør (og tidligere professionel i OB)
Dameholdet stiller med følgende spillere, under coaching af Anni Tyrrestrup – DF: Agnete Damkjær – R, Nicoline Damkjær – C, socialchef Jonna Søegaard, næstformand i Hovedudvalget Eva C. Jensen, medlem af Hovedudvalget Karen Bækkelund og Social- og Sundhedsdirektør Mette Heidemann.

I OMBOLD er der vild begejstring over det enorme engagement, som Middelfart har lagt for dagen i forhold til at skabe perfekte rammer. - Det er meget overvældende med den interesse, vi har oplevet i planlægningen, selv om Middelfart ikke selv har aktive hold, der deltager i stævnet. Måske der blandt tilskuerne alligevel kunne dukke nogen op, som kunne blive inspireret, siger projektleder Lene Knudtzen, der har stået for koordineringen af stævnet. Man behøver ikke at være hjemløs, for at kunne deltage i OMBOLD. Nogen har tidligere været hjemløse, og fortsat med at spille i OMBOLD, selv om de har fået bolig, mens andre har fundet sammen på et herberg, værested eller i forbindelse med misbrugsbehandling. - De fleste spillere har det til fælles, at de ikke umiddelbart føler sig tiltrukket at de traditionelle idrætsklubber, og det kan også være vanskeligt at skulle leve op til de normer, som de traditionelle idrætsforeninger baserer sig på, siger Lene Knudtzen.

I Middelfart glæder det samlede byråd med borgmester Steen Dahlstrøm i spidsen sig til turneringen. -Vi er glade for, at OMBOLD har valgt at lægge årets mesterskaber i Middelfart. Fodbold er en verdenssport, som forener mennesker på tværs af nationaliteter og samfundsklasser. På fodboldbanen er alle lige og det budskab vil vi gerne være med til at udbrede. Jeg håber mange vil komme og heppe og tage del i fodboldfesten på Gammel Havn.

Vi ser frem til at byde alle deltagere og tilskuere velkommen i Middelfart. Yderligere information: Middelfart Kommune: Mette Heidemann Social- og Sundhedsdirektør Tlf: dir. 45 8888 4681 OMBOLD: Projektleder Lene Knudtzen, 6128 7229 eller pressekoordinator Thomas Hye-Knudsen, 608 604 68 Endeligt program kan downloades fra tirsdag d, 8. september via www.ombold.dk

 Gadefodbold

Sidst opdateret af Benjamin Runge
06. juli 2016