Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Fra bionørd til filmsnedker

Skolereformen lægger op til en længere og mere varieret skoledag, og den giver også mulighed for at arbejde på tværs af skolerne. Det udnytter skolerne i Middelfart Kommune. Det tværgående samarbejde springer ud i fuldt flor i ugen op til efterårsferien, hvor alle 9. klasser kan vælge sig på en række camps på overbygningsskolerne, Middelfart Gymnasium og ude i naturen. Projektet lægger ud med 17 valgfags-camps i uge 41.

Det kan være svært at vælge mellem de mange tilbud for 9. klasserne op til efterårsferien. Skal man fordybe sig i yndlingsfaget, læse op på det fag, man ikke har det så godt med, eller skal man kaste sig ud i noget helt nyt? Mulighederne er mange i de nyopfundne valgfagscamps, men uanset hvad eleverne vælger, er der lagt kræfter og energi i tilbuddet for at gøre det så attraktivt som muligt.

-Valgfagscamps er et helt nyt initiativ, hvor overbygningsskolerne tilbyder tværkommunale camps til 9. klasserne. Her sættes kreativitet, læring og oplevelser i centrum, for vi ved, at motivation skaber bedre læring. Bare nogle få timer om ugen med motivationen i top kan smitte af på en lang række andre fag, siger formanden for skoleudvalget, Johannes Lundsfryd Jensen.

Det handler også for ham om, at skolereformen åbner for, at tingene kan gøres på mange måder. Det er målet, at alle emne- og featureuger ligger på samme tidspunkt på alle skolerne.
-Det giver meget mere volumen, for det er ambitionen, at vi når hele vejen rundt. I de senere år har der været fokus på læsning, skrivning og regning, men vi skal også have det musiske og kreative med, siger han.

Et af de meget søgte valgfag i år er mad, et fag hvor der i virkeligheden ligger meget kemi. Viden om hvad der sker i ægget, når det koges, eller hvorfor rødkålen er rød, kan måske spore nogen ind på faget kemi.

-På sigt skal vi også have gymnasiet, erhvervsskolerne og handelsskolen med, så der bliver endnu mere at vælge mellem, siger Johannes Lundsfryd Jensen og tilføjer:
-En stor del af landets folkeskoler kigger faktisk efter Middelfarts måde at gøre det på, så det er spændende at se, hvad det udvikler sig til.

Han håber, at rigtig mange tager imod tilbuddet om varieret undervisning med højt udbytte. Det er nemlig frivilligt at deltage i en valgfagscamp, men hvis man foretrække at blive på egen skole, skal man fortsat møde op til undervisning.
-At tilbuddene er spredt ud over kommunen, kan muligvis give udfordringer med transport for nogle, men tag toget, spring på cyklen eller organiser samkørsel med forældre, opfordrer Johannes Lundsfryd Jensen.

I ugens løb kan eleverne blive bedre til biologi, matematik, fysik og læsning, der er forskellige sportsaktiviteter inklusive en camp, hvor deltagerne prøver forskellige sportsgrene. Det er også muligt at lære om fiskeri gennem teori og praksis samt kost og råvarer, med en dag i køkkenet på Restaurant Fænøsund eller Comwell Middelfart som ekstra krydderi. De unge mennesker kan også vælge at spille teater eller lave film af og med hinanden.

Læring på tværs af folkeskolerne i Middelfart skabt i et samarbejde
Det nye initiativ med valgfagscamps skaber et hav af valgfag til 9. klasserne, fordi skolerne arbejder sammen.

-Grundtanken med samarbejdet er at styrke netværk og lade eleverne møde hinanden på tværs af skolerne. Samtidig løfter vi niveauet, når vi er flere om det. Vi kan sammen få et bredere udbud og tilbyde valgfag, der ikke er grundlag for på den enkelte skole, fortæller ungdomsskoleinspektør Knud Møller. Han er med i koordinationsudvalget, der arrangerer ugen.
Det afgørende har været, at det er et fælles projekt skolerne imellem. Derfor har valgfags-camps været på dagsordenen i koordinationsudvalget til hver møde, siden skolereformen blev vedtaget. I udvalget sidder repræsentanter for alle skolerne.

Hver skole har budt ind med, hvad den vil tilbyde i valgfagsugen, og der har været frit valg på alle hylder. Det har givet et udbud lige fra fordybelse i et traditionelt fag til træklatring, kampsport og rumforskning.

-En af grundtankerne er, at vi skal have fat i ildsjælene ude på skolerne, der gerne vil undervise i et bestemt emne, men ikke kan samle elever nok på skolen. På den måde har vi denne gang et tilbud om fiskeri, hvor teori blandes med praktik ved og på vandet, siger skolekonsulent Lars Jensen.

En ekstra dimension er, at det har været muligt at engagere folk udefra.
-Der er elever, der skal arbejde på restaurant Fænøsund en dag, og flere klubber er involveret. Det er en retning, vi gerne vil udvide med for eksempel håndværksfag. Det nåede vi ikke til denne gang, men jeg tror, der ligger et vældigt potentiale i erhvervslivet, siger Knud Møller.

-Der er stor forskel på, hvad det er meningsgivende for eleverne. Disse camps kan måske give eleven et fingerpeg om, hvordan de bedst lærer, og det kan give læreren et bud på, hvordan man kan undervise. Nogle skal have en ydre motivation, andre den indre lyst. Det kan åbne for en anden lærings-strategi både for elev og lærer, at deltage i valgfagscamp, mener Lars Jensen.

Han har en del erfaring med læsecamps, der har været et tilbud i skoleferier fra Videncentret i Vejlby, men når tilbuddet bredes ud til alle skolerne, giver det mange spørgsmål undervejs.
-Men skal vi tage højde for det hele, kommer vi ingen vegne. Vi skal i gang nu, og dummer vi os, så tager vi den derfra. Jeg håber det her bliver starten på, at vi kan sige, at sådan gør vi i Middelfart, siger Knud Møller.

-Det er i hvert fald vigtigt at få det forankret ude på skolerne, så kan vi altid udbygge det. Jeg vil også gerne understrege, at der er en læringsmodel bag, den er bare ikke skrevet ned. At deltage i en camp giver gevinst både fagligt og personligt, og elever lærer hinanden at kende på tværs af skolerne, fastslår Lars Jensen.

Der er 350 elever i 9.klasse på folkeskolerne i Middelfart. 180 har valgt at deltage, mens 90 elever bliver på deres egen skole og følger det undervisningstilbud, de får der.

Yderligere oplysninger
Udvalgsformand for Skoleudvalget Johannes Lundsfryd. Tlf. 2528 4142
Ungdomsskoleleder Knus Møller. Tlf. 8888 5691
Skolekonsulent Lars Jensen. Tlf.: 88885744

Sidst opdateret af Benjamin Runge
07. juli 2016