Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Affald & Genbrug arrangerer Middelfarts første byttemarked

GIV HVAD DU HAR OG TAG HVAD DU KAN BRUGE: Middelfart Kommune Affald & Genbrug vil gerne medvirke til at øge borgernes bevidsthed om, at affald er ressourcer. Derfor arrangerer Affald & Genbrug Middelfarts første byttemarked i Gimbels Gyde i forbindelse med Kulturnatten fredag den 29. august.

Borgerne i Middelfart Kommune bruger deres genbrugspladser, men rigtig mange ting, som ikke fejler noget, ryger hvert år til skrot. Det vil Affald og Genbrug nu gøre noget ved med et byttemarked.

Middelfart Kommune kæmper aktivt for at beskytte miljøet og det nye initiativ bliver hilst velkommen: ”De fleste af os har mange ting i vores gemmer, som vi ikke længere bruger. Mange er blevet gode til at sælge deres ting videre på forskellige køb og salg-sider på nettet, men hvis tingene kun har en brugsværdi, og ingen salgsværdi, ender disse ting imidlertid ofte i storskrald. Derfor håber jeg, at man vil tage godt imod byttemarkedet, så vi kan skåne miljøet og samtidigt lade andre få glæde af vores gamle ting, som ikke fejler noget” udtaler borgmester Steen Dahlstrøm.

Selv små ting belaster miljøet
Når ting, som ikke fejler noget, ryger i storskrald, er det rigtig ærgerligt for alle de mennesker, som kunne have brugt tingene, men det er også en belastning for miljøet. Alle varer har et skjult ressourceforbrug, fordi der også blev brugt ressourcer og skabt affald, da varen blev produceret. For eksempel har en mobiltelefon et skjult ressourceforbrug på 26 kg!

Derfor er der et stort miljø- og ressourcepotentiale i at bytte ting frem for at smide dem væk og købe nyt. Samtidigt er det rigtig sjovt at bytte ting, og et byttemarked handler lige så meget om at få en god oplevelse sammen, som det handler om at gøre noget godt for miljøet. Ved at tage dine ting med på byttemarked, kan du se andre få glæde af dine ting med det samme, og du har selv mulighed for at gå hjem med nye brugbare ting.

Et byttemarked følger disse tre enkle trin: 

  1. Du finder en eller flere ting, som du ikke bruger mere, men som stadig er brugbare. 
  2. Du tager tingene med på byttemarkedet, og fordeler dem i de rette kategorier (tøj, elektronik, køkkenudstyr, bøger, legetøj, osv.) 
  3. Du finder noget du selv vil have, og tager det med hjem

Du kan læse mere om byttemarkedet på www.middelfart.dk/affald, når vi nærmer os den 29. august.

Yderligere oplysninger:
Borgmester Steen Dahlstrøm. Tlf.: 8888 5009/4015 1858
Miljømedarbejder Lisbeth Nielsen. Tlf.: 8888 4830

Sidst opdateret af Benjamin Runge
06. juli 2016