Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Middelfart vil være cyklekommune nr. 1

I FRONT: I Middelfart Kommune vil man ikke ligge bagerst i feltet, når det gælder om at få borgerne til at cykle. Derfor besluttede Byrådet mandag aften at vedtage Cykleplanen for perioden 2013-17.

Hvis man vil være en vinder på alle etaper, så skal cyklen ikke kun hentes frem, når solen står højt på himlen.

- Vi skal have alle til at cykle mere hele året, og i Middelfart Kommune har vi nu vedtaget en plan, der gør os til Danmarks cyklekommune nummer et, siger borgmester Steen Dahlstrøm.

Kommunens Cykleplan, der blev vedtaget mandag aften, er det middel, der skal sikre en plads helt forrest i cykelfeltet til Middelfart.

Bent J. Pedersen - Middelfart Kommunes cyklekoordinator.

Som en del af Cykleplanen i Middelfart Kommune er der ansat en cyklekoordinator, Bent J. Petersen, der skal være tovholder på projektet. Cyklekoordinatoren kommer fra en stilling hos Syddansk Turisme i Middelfart og har stor erfaring fra messer og turisme og har blandt andet koordineret samarbejdet mellem de Fynske Turistbureauer.

Gul og grøn
Overordnet er Cykleplanen en udmøntning af Middelfart Kommunes slogan ”Den grønne vækstkommune”.

- Vi vil gå efter den gule førertrøje som den mest cyklende kommune, netop fordi vi ser os som en grøn kommune. En god cykelkultur er med til at sikre CO2-reduktion, økonomiske gevinster, samvær og motion, forklarer formand for Miljø- og Energiudvalget i Middelfart Kommune, Johannes Lundsfryd Jensen.

Konkret skal kommunens nye cyklekoordinator blandt andet få flere skolesøgende børn til at bruge cyklen. Samtidig skal koordinatoren sikre et større fokus på allerede igangværende projekter som: Vi cykler til arbejde, Vi cykler stadig til arbejde i Middelfart Kommune samt en række andre cykleaktiviteter.

- Vi har vi fokus på at få de erhvervsaktive til at bruge cyklen, samt at få turister til at bruge cyklen i vores skønne kommune. Derfor glæder jeg mig også over, at vi i det nye vejanlæg ved Aulbyvej har fået indarbejdet cykelstier- og tunneller, så det er nemt at cykle på kryds og tværs af kommunen, siger Steen Dahlstrøm.

Cykleplanen for Middelfart Kommune gælder for perioden 2013-17.

 

01. oktober 2013

Sidst opdateret af Administrator
27. marts 2015