Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Computeren bringer verden til min stue

SENIOR-IT: En pensionist fra Strib ønskede computeren hen, hvor peberet gror. I dag er det lige omvendt, nu opfordrer han andre til at tage på computerkursus. En verden af nye muligheder gennem skærm og tastatur har nemlig overbevist ham.

I begyndelsen var 73-årige Finn Lyskjær næsten ligeså arg en modstander af computere, som en nyslået ikke-ryger af rygning.

- Jeg kunne virkelig ikke se, hvad man skulle kunne bruge det til. Men så slog mine børn og børnebørn i bordet og sagde, ”Nu må du altså se at komme på” – og i dag er jeg vildt begejstret for det, fortæller Finn Lyskjær fra Strib.

Han deltog endda i et computerkursus sammen med hustruen Annemarie for at lære det nye værktøj at kende.

- Hvis man ikke har nogen til at hjælpe sig i gang eller vil vide mere, så bør man helt klart melde sig til et it-kursus. Vi var faktisk heldige, for vores børn og børnebørn kunne hjælpe os i starten, siger Finn Lyskjær.

Lille verden
Finn er kommet så godt i gang, at det faktisk er svært for ham at forestille sig en verden uden brug af computer i dag.

- Jeg er formand for Strib Røjle Pensionistforening og er derfor med til at arrangere bus-ture. Jeg slår stederne op på Google og finder busselskaber derinde. På den måde laver jeg et program, laver pladsplaner – så folk ved, hvor de skal sidde i bussen og mange andre ting. Man kan finde hele verden på nettet, fortæller Finn Lyskjær begejstret.

På den måde er verden blevet meget lille. Det er kun fantasien og nysgerrigheden, der begrænser brugen af computeren, og ingen af delene skorter det på hos Finn.

- Jeg indrømmer, jeg er nysgerrig. Det gode ved en computer er, at man ikke kan lave fejl, der ødelægger den. Man skal højst til at begynde forfra, forklarer Finn Lyskjær.

Krone en, krone to
Computeren er således blevet en fast del af hjemmet i Strib, og ægtefællerne Lyskjær bruger hver dagligt et par timer i selskab med den bærbare computer.

- Vi er dog ikke på Facebook endnu, men det kommer. Bare vent. Lige nu er det mail, vi bruger til at komme i kontakt med andre. Det er så smart. Man kan gemme sit brev på computeren, fortsætte næste dag og sende det med mail. Postvæsnet tager otte kroner, her er det gratis, siger Finn Lyskjær.

En stor del af parrets korrespondance foregår derfor nu per mail – og det sparer ikke kun frimærker – men også turen til postkassen.

- Og så får man svar og kan svare med det samme. Det er vigtigt, hvis man skriver til for-skellige busselskaber og i mange andre forbindelser. Mailbreve ligger sig også samme sted, så man kan altid se, hvem der skrev hvad. Hvis man endnu ikke er på nettet, er det derfor bare med at komme i gang, siger Finn Lyskjær.

I dag er det således ikke længere Finn og Annemaries to børn og fem børnebørn, der skal holde de to til computeren – det går helt af sig selv.

COMPUTERUNDERVISNING FOR ÆLDRE:
Ældrerådet i Middelfart Kommune har anskaffet seks computere (pc’ere) til udlån til bor-gere, der er afskåret fra holdundervisning p.g.a. nedsat funktionsevne. Lånere kan få støtte og undervisning i brugen, inden beslutningen om at købe udstyr træffes.

Stig Hulgaard,der er ansat i Middelfart kommune, vil komme i de enkelte hjem og hjælpe med opsætning af pc og undervisning. Desuden har Stig Hulgaard holdundervisning af borgere i samarbejde med Middelfart bibliotek. Interesserede kan ringe på telefon 8888 5500. Du vil efterfølgende blive kontaktet af Stig Hulgaard.

Ældrerådet har desuden lavet en aftale med frivillige på Strib Bibliotek om computerun-dervisning. Nogle af de frivillige, der driver biblioteket, vil tilbyde computerundervisning til borgere, der føler sig usikre i brugen af computere. To pc’er stilles således til rådighed til undervisning de kommende tirsdage i juni måned. Planen er, at man vil fortsætte undervisningen også efter sommerferien.

Omkring 82 procent af borgerne i Middelfart Kommune har en Nem-Id.
I alderen +60-år ser tallene således ud:
60-69 år: 83,3 procent
70-79 år: 59,7 procent
80-89 år: 27,6 procent
90-99 år: 11,9 procent

 

31. maj 2013

Sidst opdateret af Administrator
27. marts 2015