Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

PRESSEMEDDELELSE: Få en selvkørende støvsuger på prøve

Sådan lyder tilbuddet fra Middelfart Kommune til de borgere, der søger om hjælp til rengøring. Ønsker man at blive klogere på om en robotstøvsuger er et godt alternativ til rengøringshjælpen, så kan man låne en selvkørende støvsuger uden beregning. En medarbejder fra kommunen kommer og installerer og viser, hvordan robotstøvsugeren virker og henter den igen efter 14 dage. Ældrerådet har forud for tilbuddet testet støvsugerne.

I Middelfart Kommune er det besluttet, at borgere, der søger om hjælp til rengøring eller borgere, der allerede får hjælp til rengøring bliver tilbudt at låne en selvkørende støvsuger til afprøvning i hjemmet.

Teamleder Aase Zoffmann forklarer: ”Hvis man har lyst til at få en robotstøvsuger på prøve, så kommer der en medarbejder, som er tilknyttet hjemmeplejen, ud til borgeren med støvsugeren. Hun hjælper med at gøre støvsugeren klar til brug, og giver borgeren vejledning i, hvordan den virker. Borgeren får også et telefonnummer, så han eller hun kan ringe, hvis der opstår problemer. Og så henter vi den igen efter 14 dage.”

Støvsugning, når det passer dig
Middelfart Kommune ønsker, at borgerne på denne måde får lyst til at afprøve, hvilken frihed det kan give, hvis man anskaffer sig en selvkørende støvsuger. Borgere, der får tildelt hjælp til rengøring får normalt kun gjort rent 1 gang hver 3. uge. Med en selvkørende støvsuger kan borgeren selv bestemme, hvor ofte der skal støvsuges.

Ældrerådets medlemmer har afprøvet støvsugerne
Inden støvsugerne nu udlånes til borgerne, har medlemmerne af Ældrerådet haft mulighed for at afprøve en selvkørende støvsuger i deres hjem.

Formand for Ældrerådet Flemming Enevoldsen fortæller: ”Der er enighed om, at støvsugerne har fungeret godt, og at de kan være et godt supplement til støvsugningen i hjemmet. Der kan være forskel på, hvilken model, der er mest velegnet afhængig af hjemmets indretning, ligesom man må tage højde for, at der ikke er løse ledninger eller andre løse genstande på gulvet. Det er positivt at kommunen på denne måde giver borgerne et tilbud om at prøve, hvilken hjælp det kan være at have en selvkørende støvsuger.

Ældrerådet ser en fordel i, at de borgere, der selv kan betjene en selvkørende støvsuger, vil få mulighed for selv at bestemme, hvornår og hvor ofte, man ønsker at få støvsuget. Ældrerådet hæfter sig også ved, at det kan blive en aflastning for personalet, at en selvkørende støvsuger kan overtage støvsugningen.

Det er frivilligt
Ifølge Aase Zoffmann er man i Middelfart Kommune glade for at kunne give borgerne mulighed for at teste støvsugerne uden beregning: ”Ny teknologi kan være en udfordring at sætte sig ind i, derfor har vi valgt at sørge for, at borgerne kan prøve en selvkørende støvsuger i deres eget hjem, og at de får en god og tryg vejledning af en kompetent medarbejder, som er tilknyttet hjemmeplejen. Vi håber, at støvsugerne vil være en hjælp for borgerne og glæder os til at høre om de erfaringerne borgerne har med støvsugerne”. 

Forvaltningen vil følge udviklingen de næste måneder for at se, hvorledes borgerne tager imod dette tilbud. Vi vil også følge med i, om flere borgere selv vælger at købe en selvkørende støvsuger.

Hvem skal man henvende sig til?
Det er visitatorerne, der har kontakt med de borgere, der søger om hjælp til rengøring eller som skal revisiteres til hjælp. Visitatorerne vil gerne fortælle om muligheden for at låne en selvkørende støvsuger. Hvis du får hjælp til rengøring og gerne vil prøve en selvkørende støvsuger, kan du også selv kontakte visitatoren og på tlf. 8888 4696 eller sende en mail på visitatorer@middelfart.dk 

Visitatoren giver besked til den medarbejder, der sørger for at aflevere den selvkørende støvsuger og for at give borgeren en god instruktion. Borgeren kan låne støvsugeren i 2 uger. Derefter bliver den hentet, og vi vil gerne have en vurdering af, om støvsugeren har fungeret godt og om borgeren overvejer selv at købe en selvkørende støvsuger.

Yderligere oplysninger:
Ønskes yderligere oplysninger kan du kontakte leder af Myndighedsteamet Aase Zoffmann på tlf.  20564703 eller e-mail aase.zoffmann@middelfart.dk

27.marts 2012

Sidst opdateret af Administrator
27. marts 2015