Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

PRESSEMEDDELELSE: Naturens Dag i skoletasken

På alle skoler og daginstitutioner i Middelfart Kommune får børnene et program for Naturens Dag, søndag d. 9. september, med hjem. Så nu kan børnene tage forskud på oplevelserne og gå på opdagelse med deres forældre eller bedsteforældre i de 41 forskellige tilbud.

Der er gode gengangere fra tidligere år, som træklatring og orienteringsløb ved Søbadet, friske fisk og kajakture i Føns, islandske heste i Naturparken og en tur i frugtplantagen i Harndrup Skov. Også de populære sejlture med Aventura og MIRA er med i programmet igen - husk at købe billetter på turistkontoret.

Selvom deltagelse i Naturens Dag efterhånden er blevet en tradition i mange klubber og foreninger, så er der også nyheder i programmet. F.eks. er der tilbud om natur-fitness både ved Gals Klint camping og ved Skyttevej i Gelsted, og der er krolf, skydning og mange andre aktiviteter ved Køstrup genbrugsplads. I Strib har man oprustet, så der i år er 5 forskellige tilbud til vands og på land. Og i Føns supplerer elever og lærere fra Vesterdal Efterskole tilbuddet med sjov, leg og skattejagt ved strand og vand.

Åbning og indvielse af Aktivitetscenter
Åbningen finder i år sted kl. 10.30 i forbindelse med indvielse af det nye Aktivitets- og Naturcenter Hindsgavl på Galsklintvej. Man kan se centeret og hvad det kan bruges til, og uden for underholder Jacob Riising. Inden man bevæger sig ud til aktiviteterne rundt om i kommunen kan man tanke op med Hindsgavl Slots frisklavede paella, der sammen med drikkevarer sælges til fornuftige priser ved Aktivitetscenteret.

For yderligere information:
Hjemmeside: www.middelfart.dk/naturensdag 
Sekretariatet v/Vibeke Nørby: Tlf. 8888 4798

23.august 2012

Sidst opdateret af Administrator
27. marts 2015