Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Gratis oplevelser for hele familien

I Middelfart Kommune starter cykelkampagnen Familien Cykler søndag den 25. marts og hovedpræmien vil endnu engang være en hvalsafari på Lillebælt for hele familien. I år kan skoleeleverne også vinde 500 kroner til klassekassen, hvis de kan få mor og far op ad sofaen. Børnehavebørn kan vinde en ladcykel til institutionen, hvis familierne bruger fritiden i kampagneperioden til at få luftet børn og cykler.

Søndag den 25. marts skruer vi urene en time frem – sætter havemøblerne ud i haven – vasker, vokser og støvsuger bilen, men parkerer den for at vende blikket imod barndommens kærlighed: Cyklen. Hvis du tænker tilbage kan du sagtens huske din barndom og den første cykel. Det var tider!

”Gode cykelvaner starter tidligt, derfor arbejder kampagnen Familien Cykler bevidst med at få forældre og bedsteforældre til at give de gode sunde og gratis cykeloplevelser videre til næste generation” fortæller Henrik Christoffersen fra Trafik- og Vejafdelingen i Middelfart Kommune. Det er Henrik, der sammen med kollegaen Christa, sidste år opfandt kampagnen, der i modsætning til landsdækkende kampagner er målrettet hele familien. Der sker nemlig noget, når familien er samlet om en aktivitet. Christa Boisen fortæller:

”Cykleferie er bl.a. en stigende tendens, hvor denne måde at holde ferie på vidner om, at der er mange oplevelser, som er mere nærværende, når alle sanser tages i brug og smilene deles med ungerne i sadlen. Man får nemlig talt om oplevelserne, når man bruger mere tid sammen – og ungerne vil huske det om mange år.” Christa har selv oplevet mange ferier fra en cykel.

Familieture på cykel
En ting er ferie en anden ting er den stramme tid i en børnefamilies hverdag. Her er dagligdagen for rigtig mange familier travl og skemalagt. ”Man skal arbejde, der skal handles ind, der skal dyrkes sport. Mange mennesker har dog mulighed for at trække tempoet ud af hverdagen – måske ikke hver eneste dag, men 2-3 gange om ugen og her kommer familiecykelturen ind i billedet. Hvornår har du sidst cyklet en tur sammen med kæresten, børnene eller dine forældre?” Spørger Henrik, der selv cykler, så snart muligheden byder sig.

Præmier og konkurrencer hjælper på vej
Børnene er ofte frisk på en cykeloplevelse, derfor har Middelfart Kommune lavet en række indlagte konkurrencer, foruden den store Hvalsafari-konkurrence! Skoleklasserne kan vinde 500.- til klassekassen og børnehaverne kan vinde en ladcykel, som forældrene kan låne i weekender og på helligdage. Læs mere om konkurrencerne på http://www.familiencykler.dk/ 

Sådan tilmelder du familien
Middelfart Kommune opfordrer dig og din familie – fra børnebørn til bedsteforældre – til at deltage i cykelkampagnen, som foregår i perioden søndag den 25. marts til og med mandag den 9. april. Deltagelsen er gratis, oplevelserne er gratis, den friske luft er gratis, men det koster lidt kræfter i pedalerne. Tilmeld jer på http://www.familiencykler.dk/ 

For yderligere information, kontakt:
Henrik Christoffersen, Trafik- og Vej, henrik.christoffersen@middelfart.dk, tlf. 8888 4880.
Christa Boisen, Teknik- og Miljø, christa.boisen@middelfart.dk, tlf 8888 4797.

02.marts 2012

Sidst opdateret af Administrator
27. marts 2015