Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Digital hjælp til selvhjælp

Den 17. december 2012 åbner Borgerservice et nyt selvbetjenings- og medbetjeningsmiljø, så endnu flere borgere kan få hjælp til digital selvbetjening på Middelfart Rådhus.

Det nye selvbetjenings- og medbetjeningsmiljø placeres i rådhusets forhal, hvor Borgerservice tager imod og hjælper borgerne på vej med de digitale udfordringer, de møder i deres nye digitale kommunikation med det offentlige. Medarbejderne fra Borgerservice er blevet klædt ekstra godt på, til at bidrage med hjælp til selvhjælp. De har alle været på uddannelse, så nu yder de en endnu bedre hjælp og vejledning til at oprette et NemId og en digital postkasse. Derudover giver de alle, der ønsker det en guidet tur igennem selvbetjeningsmulighederne.
 
Nye tider
”De nye tider med digital selvbetjening og øget digital kommunikation mellem borgerne og det offentlige er vejen frem. Mange borgere oplever allerede i dag en af de største gevinster ved digital selvbetjening: At det offentlige har åbent 24 timer i døgnet – på nettet.
Når flere borgere betjener sig selv på nettet, frigiver dette også ressourcer, som vil kunne gøre gavn i den øvrige kommunale service,” udtaler borgmester Steen Dahlstrøm og siger om de nye tider: ”I starten var alle skeptisk med netbank, men i dag er det helt normalt. Sådan tror jeg også, vi vil opleve det med nemId og digital post. Det er kommet for at blive”.

Uanset om kommunens borgere er godt kørende eller mindre godt kørende, i forhold til digitalisering og anvendelse af pc, så er der mulighed for at komme på rådhuset og anvende Borgerservices’ opstillede pc’er. Hertil yder personalet hjælp efter den enkeltes behov.

Pension og boligstøtte flytter til Udbetaling Danmark
Fra den 17. december vil det heller ikke længere være muligt at rette personlig henvendelse angående pension og boligstøtte, til gengæld er det stadig muligt at rette henvendelse pr. telefon, mail eller brev. Ændringen skyldes en ny lovgivning, som flytter medarbejdere og opgaver inden for familieydelser, barselspenge, pension, boligsikring og boligydelse fra kommunerne til et landsdækkende center: Udbetaling Danmark. Familieydelser og barseldag-penge er allerede flyttet. Og pension, boligsikring og boligydelse flytter d. 1. marts 2013.

”Det bliver en stor udfordring at komme godt i mål med den store omstilling af Borgerservice, som etableringen af Udbetaling Danmark medfører. Vi går d. 17. december 2012 i gang med at ”trykprøve” vore nye arbejdsgange i Borgerservice, så vi med god samvittighed d. 1. marts 2013 kan overdrage vores Pensionskontor og Boligstøttekontor til Udbetaling Danmark.
Vi er i Borgerservice meget fokuserede på, at overgangen skal blive så gunstig for alle som muligt. Det vil være det bedste afsæt for, at alle også fremadrettet får den hjælp, som de er berettiget til, samt at de store potentielle gevinster ved de digitale løsninger bliver høstet.” Udtaler lederen af Borgerservice, John Reib.

Idet Udbetaling Danmark ikke tager i mod personlige henvendelser, men servicerer alene borgerne via telefon, mail og brev, prøver Borgerservice at være forgangsbillede og viser borgerne, at de stadig får den nødvendige hjælp – uden at de retter personlig henvendelse. 

Yderligere oplysninger:
Borgmester Steen Dahlstrøm. Tlf.: 8888 5009/4015 1858
Leder af Borgerservice, John Reib. Tlf. 8888 5150

12.december 2012

Sidst opdateret af Administrator
27. marts 2015