Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Christian Eriksen åbner Danmarks første Johan Cruyff-bane i Middelfart

Der er godt nyt til alle fodboldfans i Middelfart Kommune, når Christian Eriksen kommer og åbner sin helt egen ”Cruyff Court Christian Eriksen”. Banen fulgte med æren af at blive årets talent i den hollandske liga i 2011 og på søndag den 9. september kl. 14 giver den lokale fodboldhelt, så gaven videre til sit gamle kvarter ved Lillebæltskolen - kun et stenkast fra barndomsklubben MG og BK. Åbningen er en fodboldfest og alle er velkomne.

Cruyff Court Christian Eriksen

Banen har været undervejs et stykke tid og først for få uger siden lå datoen for åbningen af Danmarks først Cruyff Court fast: den 9. september 2012. En dato, der passer med, at den populære middelfarter og angriber fra Ajax Amsterdam er i Danmark i anledningen af VM-kvalifikationskampen mod Tjekkiet i Parken lørdag den 8. september.

Christian Eriksen Ajax AmsterdamFodboldfest for alle
Borgmester Steen Dahlstrøm, som er vært ved åbningen sammen med direktøren fra Cryuff Foundation Carole Thate, fortæller:

”Vi er rigtigt glade for, at Christian har valgt at give banen til alle de fodboldglade drenge og piger i Middelfart. Med placeringen centralt i Middelfart kan flest mulige få glæde banen, som er for alle, som har lyst til at være med. Det er en del af konceptet bag banen, at den ikke kan reserveres, men står åben for dem som har lyst til at spille. Cruyff Court Christian Eriksen er en gave til området og vi som kommune forpligter os til at vedligeholde den og til at uddanne fire fodboldambassadører til at hjælpe til på banen i hverdagen”.

Også skolerne i området er glade for gaven. Skoleleder Grete Berggren fra Lillebæltskolen, som er Christians gamle skole fortæller:

”Vi er utroligt glade for, at placeringen af banen bliver lige ved vores skole. Vi vil komme til at bruge banen rigtig meget, når den er ledig – både i skoletiden og om eftermiddagen, når sfoen har åben. Alle børn, forældre og lærere kender jo Christian Eriksen, så vi er da utroligt stolte over at få en Christian Eriksen bane lige her i Middelfart.”

Specialskolen Skrillingeskolen, som ligger i gåafstand af banen, ser også frem til de nye faciliteter. Skoleleder Karin Munk glæder sig: ”Ja, det er netop en gave til alle borgere i Middelfart kommune, vi får således også uddannet en fodboldambassadør her i efteråret, og lige nu er vi i gang med at planlægge en turnering, hvor også andre specialskoler vil deltage. Vi glæder os over, at vi, på lige fod med alle andre i Middelfart Kommune, kan få glæde af denne flotte gave”.

Miniturnering med Eriksen på banen
På søndag indtager Christian Eriksen den lidt anderledes grønsvær sammen med udvalgte børn fra lokalområdet en miniturnering, som indvier banen. Og så har den lokale helt lovet at skrive en masse autografer til fremmødte fans.

De forudbestemte hold til åbningstuneringen er sat efter filosofien bag Johan Cruyff banerne – nemlig at banen er for alle – både store og små, og handicappede og raske. Derfor deltager børn fra flere af byens folkeskoler og specialskolen Skrillingeskolen på miksede hold. De spiller om æren og med fokus på kammeratskab og fairplay. Christian har i den særlige anledning fået lov af sin faste klub Ajax Amsterdam til at gå på banen og spille for den gode sag.

Efter kampen er der holdfotos og trækning af vindere af Melfarpostens ”Christian Eriksen konkurrence”, samt isbilen fra Viking Is kommer forbi og deler 2000 gratis is ud til børnene. Og så skriver Christian autografer og giver interview indtil arrangementet slutter kl. 15.45.

En søndag fuld af oplevelser
Middelfart Kommune er i forvejen klædt på til sunde aktiviteter i det fri, da den årlige Naturens Dag fejres med hele 41 arrangementer. Nu kan der tilføjes endnu en oplevelse af de helt store: Åbningen af Cruyff Court Christian Eriksen.

Fakta om banen:
En Johan Cryuff bane er en særlig kunststofbane i målene 28 x 42 meter med tilhørende bordebænke-sæt og omkranset af græsvolde til tilskuerne. Banen har hegn i en meters høje langs siderne og fire meter højt bag målene.

For at få en sådan bane, skal lokalområdet ligge tæt på skoler og sportsklubber, så flest mulige for glæde af banen. Filosofien bag banen er, at den er for alle. Håbet er at alle store og små, handicappede og raske, etniske og danske kan mødes om legen med bolden – her er plads til alle.

Læs mere om banen på www.cruyff-foundation.org

Læs mere om naturens dag på www.middelfart.dk/naturensdag

 

03. september 2012

Sidst opdateret af Administrator
27. marts 2015