Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

PRESSEMEDDELELSE: TRE-FOR betaler Middelfart Gymnasium 226.000 kr. for at spare på energien

Det er god energi, når Middelfart Gymnasium og TRE-FOR Energi A/S på fredag den 13. maj kl. 9 underskriver en aftale, hvor gymnasiet populært sagt ”sælger” en energibesparelse, som årligt svarer til el-forbruget i ca. 200 standard parcelhuse.

Ved underskrivelsen af aftalen fredag på gymnasiet deltager Middelfarts borgmester Steen Dahlstrøm, som glæder sig over, at gymnasiet har valgt at investere de ressourcer, som nu udløser den attraktive energibesparelse.

Energibesparelser skaber grøn erhvervsvækst
”I Middelfart kommune har vi igennem nogle år energirenoveret mange af vores egne bygninger og derved opnået store besparelser. Det bidrager naturligvis til kommunens mål om at være en grøn vækstkommune, når også kommunens erhvervsvirksomheder og private og selvejende institutioner lægger vægt på at spare på energien. I sidste ende er jeg sikker på, at det kan gavne væksten i kommunen og i de enkelte virksomheder, når man vælger at investere i energibesparelse” udtaler Steen Dahlstrøm. ”Omsættes investeringen til arbejdspladser, så betyder en investering på 30 mio. kroner mellem 30-og 45 årsværk i form af håndværkstimer, produktion, service med mere. Det er ikke uvæsentligt, at byggeriet søger vækst i energirenovering i en tid hvor branchen i forvejen har været trængt” slutter Steen Dahlstrøm.

Viden og uddannelse - Ikke kun nye vinduer og nyt varme- og ventilationssystem
”Nye vinduer og et helt nyt varme- og ventilationssystem er kun en del af moderniseringen” siger rektor Christian Alnor. ”Det er naturligvis vigtigt, at vi viser overfor vores elever, at vi også påtager os et ansvar for at reducere CO2-belastningen. Men det er nu også en meget vigtig pointe ved hele øvelsen, at vi får moderniseret resten af vores undervisningslokaler. Sidste vinter fik vi moderniseret 1500 m2 naturvidenskabslokaler. Nu skal de resterende undervisningslokaler også forbedres, og lærerne og det øvrige personale skal have nye og moderne rammer for deres forberedelse og samarbejde. Eleverne får en ny fælles kantine i festsalen og nogle studieområder, hvor der er plads til at arbejde i grupper og for sig selv. Endelig er det planen at udvide lidt med et ekstra kemi-lokale og nogle nye lokaler til musik. Elevtallet er nemlig steget støt over de sidste 3-4 år, sådan at vi fremover skal være 22 klasser på skolen mod 17 klasser for 4 år siden.”

Baggrund:
Middelfart Gymnasium vil bruge besparelsen på energikontoen til at betale for modernisering af skolens bygninger. Der skal forrentes og afdrages på et kreditforeningslån på ca. 30 millioner kroner, hvilket er prisen for hele moderniseringen. Salget af energibesparelsen til TRE-FOR indbringer gymnasiet 226.000 kr. – nemlig 25 øre for hver kilo Watt-time som spares i det årlige forbrug. Hvad de 226.000 kr. fra TRE-FOR skal bruges til, er der imidlertid ikke taget stilling til endnu.

Det er ingeniørfirmaet Hundsbæk & Henriksen, der er totalrådgiver og ingeniør bag moderniseringen. Ingeniørerne har regnet på, hvad merisolering, udskiftning af vinduer og renovering af gymnasiets tekniske udstyr skal kunne give i energibesparelse.
”Denne slags rådgivning er en af kompetencerne hos Hundsbæk & Henriksen, og det er altid rart at kunne være medvirkende til en kontant check til bygherren”, udtaler afdelingsleder Roy Thoresen fra Hundsbæk & Henriksen, Middelfart

TRE-FOR skal hvert år indgå aftaler med virksomheder og institutioner om at reducere energiforbruget med 42. Mio. kWh., som indberettes til Energistyrelsen.

For yderligere informationer kontakt venligst:
Middelfart Gymnasium og HF-kursus:
Rektor Christian Alnor ca@middelfart-gym.dk tlf. 6441 2272 / 2486 2455

TRE-FOR:
Energirådgivningsleder Daniel Wojcik dawo@tre-for.dk tlf. 7933 7066 / 2844 1838

Middelfart Kommune:
Klimachef Morten M. Westergaard morten.westergaard@middelfart.dk tlf. 8888 4795
Borgmester Steen Dahlstrøm Steen.Dahlstrom@middelfart.dk Tlf.: 8888 5009/4015 1858

Rådgivende ingeniører Hundsbæk & Henriksen:
Direktør Flemming Hoff Jakobsen fhj@huh.dk tlf. 79 43 53 00

 

11. maj 2011

Sidst opdateret af Administrator
27. marts 2015