Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Sundhedsprofilundersøgelsen i Middelfart Kommune

Vi er for fede, vi drikker og ryger for meget, men vi vil gerne gøre noget ved det. Det er hovedkonklusionen på Middelfart borgernes vurdering af deres egen sundhedstilstand.

I februar til april 2010 gennemførte alle landets regioner en spørgeskemaundersøgelse ”hvordan har du det”. 2500 borgere på 16 år og derover fik i hver kommune tilsendt et spørgeskema, som handler om sundhed og sygelighed.

Nu foreligger resultaterne, Region Syd offentliggjorde sin rapport i går, og i marts måned kommer den samlede rapport for hele landet.

Som noget helt nyt har vi nu fået data, som bygger på borgernes besvarelser og ikke kun data, som kan trækkes i et register. Det betyder, at vi har fået en unik viden om borgernes holdninger, og borgernes egne vurderinger af deres sundhedstilstand.

Middelfart har regionens højeste svarprocent
I Middelfart kommune er vi meget glade for rapporten, udtaler formand for social- og sundhedsudvalget Kaj Johansen. Vi er den kommune i Region Syd, hvor flest borgere har svaret, 1692 borgere har medvirket.

Jo længere uddannelse, jo bedre sundhed
Rapporten viser, at der på stort set alle parametre er en sammenhæng mellem uddannelse, erhverv og samlivsstatus, jo længere uddannelse, jo bedre sundhed.

Middelfart kommune er en meget gennemsnitlig kommune, vi ligger i midten på næsten alle områder, til den pæne side på de fleste parametre.

Selvom rapporten viser, at borgernes sundhed er belastet af for meget røg og alkohol, usund kost og for lidt motion, så er den glædelige nyhed, at rigtig mange borgere gerne have hjælp til at gøre noget ved deres usunde livsstil. Det er en udfordring for kommunen, som vi selvfølgelig vil tage op.

Svarene udtrykker den enkeltes oplevelse, så det bliver også interessant at sammenligne med andre data, siger sundhedschef Lis Huge. For eksempel siger sundhedsprofilundersøgelsen, at 81,3 % af de adspurgte har været ved egen læge indenfor de seneste 12 måneder, og her ligger Middelfart kommune ret højt blandt kommunerne i Region Syd, men vi har lige fået tal fra Regionen, som viser, at udgiften til lægebesøg er blandt de laveste i Middelfart – så, hvordan hænger det lige sammen – det bliver interessant at få belyst nærmere.

Det er en stor udfordring for kommunen at ændre på rammerne, så flere vælger en sundere livsstil, vi er godt i gang på en række områder, men rapporten skal bruges til at give inspiration til det videre arbejde.

Der er rigtig mange penge at hente på sundhedsområdet, hvis vi kan få borgerne til at leve sundere, og for den enkelte er der gevinst her og nu, hvis man kommer i gang med en sundere livsstil.

Det handler om at få flere til at droppe tobakken, nedsætte forbruget af alkohol, spise sundere og dyrke mere motion – men for den enkelte er det ikke altid så let at komme i gang.

Tror på en kollektiv indsats
Vi tror meget på, at en kollektiv indsats virker bedst, så vi arbejder med at få sundhed på dagsordenen i daginstitutioner og skoler, på uddannelsessteder og arbejdspladser.

Vi ved, at der skal gøres en særlig indsats for de socialt udsatte, og vi har fået rigtig meget sundhed indarbejdet på Middelfart produktionsskole og vi er også i gang på Rusmiddelcentret.

Men lige nu skal vi grundigt have analyseret de nye data fra rapporten, så vi bedre kan målrette vores indsatser, lyder det fra Sundhedschefen.

Læs rapporten her http://www.regionsyddanmark.dk/wm344582

Yderligere oplysninger
Formand for social- og sundhedsudvalget, Kaj Johansen tlf.: 2058 1255
Sundhedschef, Lis Huge tlf.: 8888 4650

 

16. februar 2011

Sidst opdateret af Administrator
27. marts 2015