Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Pressemeddelelse: Centralforvaltningsdirektør Steen Vinderslev ansat som ny kommunaldirektør

Steen Vinderslev

Der var et bredt ansøgerfelt til stillingen som Middelfart Kommunes nye kommunaldirektør. Fire ud af 23 ansøgere har været til samtale og heraf blev to kandidater ledervurderet af rekrutteringsfirmaet Mercuri Urval, inden Økonomiudvalget valgte at ansætte den nuværende central-forvaltningsdirektør Steen Vinderslev i stillingen som kommunens nye kommunaldirektør.

Et enigt ansættelsesudvalg har vurderet, at Steen Vinderslev opfylder kravene, som blev efterspurgt i stillingsbeskrivelsen på såvel det personlige, det faglige som det ledelsesmæssige plan. Derfor besluttede Økonomiudvalget på et ekstraordinært møde den 3. januar 2011 at ansætte Steen Vinderslev i den ledige stilling som kommunaldirektør med tiltrædelse 1. april 2011.

Den nye kommunaldirektør
Den nye kommunaldirektør er 48 år gammel og kan trække på mange års ledelseserfaring i den kommunale verden. I 2000 kom Steen Vinderslev til Middelfart Kommune som centralforvaltningsdirektør fra en stilling i Fredericia Kommune, hvor han fra 1997 var viceøkonomichef. Desuden var Steen to år hos Kommunernes Revision og før det en årrække i Viborg Kommune.

Steen Vinderslev er uddannet cand.scient. i humangeografi ved Århus Universitet og dimitterede i 1989. Det blev i 2010 suppleret med den toårige ’Executive MBA - ledelse i forandring’ fra Syddansk Universitet.

Steen bor til daglig i Middelfart og er gift med Karen Heebøll, som er senior- og sundhedsdirektør i Vejle Kommune. Sammen har de børnene Troels, Astrid og Laurids.

Borgmester Steen Dahlstrøm er tilfreds med, at ansættelsen af ny kommunaldirektør nu er faldet på plads. ”Jeg glæder mig sammen med Byrådet til at fortsætte det gode samarbejde med Steen Vinderslev, som nyder åbenbar respekt og anerkendelse i den kommunale organisation samt i lokalsamfundet”, udtaler Steen Dahlstrøm.

Yderligere oplysninger:
Borgmester Steen Dahlstrøm. Tlf.: 8888 5009/4015 1858

23. august

Sidst opdateret af Administrator
27. marts 2015