Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

PRESSEMEDDELELSE Middelfart Kommune: Byrådspolitikere til træf på to hjul i Tysklands næststørste cykelby Kiel

Tirsdag den 07. juni var der politisk træf i Kiel om bedre betingelser for cyklismen. Der var deltagere fra Kiel, Flensborg, Svendborg, Kolding, Esbjerg og Middelfart kommuner. Alle er med i projekt ”Cykler uden grænser”, hvor Middelfart Kommune er lead partner. Kiels overborgmester Todenskino fortalte om den vilje og indsats, der har ført til at Kiel er den by i Tyskland, hvor næst flest cykler.

Samspil om prioritering af cyklisme
Fra byrådet i Middelfart Kommune deltog Johannes Lundsfryd Jensen (S), Niels Bebe (V) og Johannes Gregersen (K). Alle havde hæftet sig ved forskellige positive pointer for at prioritere cyklisme.

Formand for Teknisk udvalg, Niels Bebe bemærkede ”Vi er bekræftet i, at vi med fordel kan prioritere cyklisme i Middelfart Kommune. Cyklisme er et decideret konkurrencemoment, der skaber attraktive byer. Vi hørte om den direkte sammenhæng, som er mellem borgernes opfattelse af byernes attraktivitet og så den indsats man gør for cyklismen. Vi så også nogle meget konkrete løsninger. Løsninger, der nemt og billigt kan indføres i kommunen. Eksempelvis kantbaner langs veje, for på den måde at sikre cyklister.”

Johannes Gregersen kunne konstatere, at man ved at prioritere cykler, kan man også tilgodese andre befolkningsgrupper. ”Vi så en udstrakt brug af niveaufrie overgange mellem cyklebaner, vejarealer og fortov. Det modvirker styrt på cyklen og tilgodeser tilgængelighed for handicappede. Det helt store var at opleve, hvordan politikerne i Kiel prioriterer cyklisme. Uden at blinke med øjnene kunne samtlige politikere fra værtsbyen Kiel fortælle om prioritering af cykler i byen. Eksempelvis har man indført hastighedsgrænser på 30 km/t i alle eksisterende boligområder og ændret almindelige veje, hvor cyklen nu har forrang for bilerne - så bilerne nu skal køre bag cyklerne.”

Byrådspolitikere til cykeltræf

Formand for Miljø- og energiudvalget, Johannes Lundsfryd Jensen samlede op på pointerne om, at cyklen er et samlende tema, der går på tværs af politik og fagområder. ”Det er vigtigt at skabe endnu bedre forhold for cyklisterne i Middelfart kommune for at gavne folkesundheden, miljøet og trafiksikkerheden. Middelfart får måske ikke cykelpolitikkens gule førertrøje, og her skal vil gøre det endnu bedre end i dag. Det kan eksempelvis ske ved, at åbne for cykler i begge retninger på ensrettede veje, understøtte kampagner for at flere tager cyklen i stedet for bilen og tage dialog med forældre, elever og skoler om sikker skolevej. Vi skal turde tænke kreativt og i den forbindelse har det været inspirerende at høre, hvordan andre byer arbejder med at fremme cyklismen.

Grundlag for en kommende cykelpolitik
Borgmester Steen Dahlstrøm glæder sig over succesen og konstaterer, at det er særdeles tilfredsstillende, at byrådsmedlemmerne finder sammen om cyklisme som et emne, der fremmer visionen om Middelfart, den grønne vækstkommune. ”Jeg er sikker på, at vi med denne baggrund får udarbejdet en slagkraftig cykelpolitik, der er en af de ting vi skal have lavet i nærmeste fremtid” udtaler Steen Dahlstrøm.

Yderligere information om projekt cykler uden grænser www.cyklerudengraenser.eu

Yderligere oplysninger
Borgmester Steen Dahlstrøm. Tlf.: 8888 5009/4015 1858

09. juni 2011

Sidst opdateret af Administrator
27. marts 2015