Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Pressemeddelelse: 2,1 millioner til Aktivitets- og Naturcenter på Hindsgavl-halvøen i Middelfart

Aktivitets- og Naturcenteret i Middelfart Kommune får 2,1 millioner kroner fra Lokale- og Anlægsfonden (LOA).



Borgmester Steen Dahlstrøm udtrykker stor glæde over, at LOA har besluttet at bevilge penge til centeret: ”Det er en stor og flot gave, som nu gør det muligt at påbegynde byggeriet til foråret og realisere planerne om et aktivitets- og naturcenter på Hindsgavl-halvøen. Nu kan vi tilføre centret arkitektens ekstra elementer, som gør centret til noget helt særligt. Aktivitets- og naturcentret vil tilgodese de mange brugere af Hindsgavl-halvøen og det vil helt sikkert trække mange turister til, så de sammen med kommunens borgere kan få en unik oplevelse”.

Hindsgavl-halvøen

Kommunen har omlagt størstedelen af Hindsgavl-halvøen fra traditionel skov- og landbrugsdrift til en bæredygtig naturpark og dyrehave med masser af oplevelser for børn og voksne. Målet er at bevare, styrke og udvikle naturen og kulturhistorien og fremme mulighederne for at bruge og opleve naturen og kulturhistorien på egen hånd eller på en guidet tur.

Et center – til gavn og glæde for de mange brugere af Hindsgavl-halvøen.

For at understøtte de mange aktiviteter på Hindsgavl-halvøen opfører Middelfart Kommune et aktivitets- og naturcenter, der vil gøre ophold i skoven og på sletten endnu mere tiltrækkende for brugerne. Den grundlæggende ide er at skabe rammerne for aktiviteter rettet mod ophold i naturen, hvad enten det er kondiløberen, cykelklubben, skoleklassen eller borgerforeningen. Centeret bliver indrettet fleksibelt med mange områder for det organiserede og uorganiserede møde mellem mennesker. Målet er, at de mange forskellige brugergrupper kan benytte centeret og faciliteterne på samme tid. Aktivitets- og Naturcenteret er en del af et samlet aktivitetsområde, hvor der også vil være mange tilbud om leg og læring udendørs.

Et center – fuldt finansieret af eksterne midler.

Ud over midlerne fra LOA har kommunen tidligere modtaget tilskud fra Friluftsrådet og Skov- og Naturstyrelsen. Det betyder at kommunen nu kan opføre et Aktivitets- og Naturcenter center fuldt finansieret af eksterne midler.

Johannes Lundsfryd, Formand Miljø- og Energiudvalget i Middelfart Kommune, udtaler:

”Det er et spændende projekt, som vi nu efter flere års planlægning kan virkeliggøre. Et Aktivitets- og Naturcenter på Hindsgavl-halvøen vil blive en stor attraktion for Middelfart og vil tilføre området en ny dimension. Centeret vil med sin placering og udformning danne ramme og startsted for friluftskulturen på Hindsgavl-halvøen.

Yderligere information:

Borgmester Steen Dahlstrøm: Tlf. 88885009 el. 40151858

Formand Miljø- og Energiudvalget Johannes Lundsfryd Jensen, Tlf. 2528 4142

Teknik- og Miljødirektør Thorbjørn Sørensen Tlf. 88884800 eller 21204801

 

07. januar 2011

Sidst opdateret af Administrator
27. marts 2015