Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Pressemeddelelse: Middelfart Kommune cyklede jorden rundt

”Vi cykler til arbejde” (VCTA) blev en succes i Middelfart Kommune: Over 50 cykelglade deltagere havde fundet vej til Middelfartsalen på KulturØen torsdag den 17. juni 2010 kl. 16.00, hvor den lokale indsats i kampagnen på behørig vis blev fejret med borgmestertale, besøg fra Dansk Cyklist Forbund, diplomer og præmier.



Knap 40.000 km er tilbagelagt i maj måned af de ansatte i kommunen og i de lokale virksomheder i Middelfart Kommune. Det svarer til en tur rundt om jorden. Og som tak for den imponerende indsats inviterede Middelfart Kommune derfor den 17. juni alle holdkaptajner fra de 87 deltagende hold i kommunen til afslutningsreception på KulturØen.

Borgmester overrakte diplomer og præmier
Borgmester Steen Dahlstrøm bød velkommen og takkede for stor opbakning til kampagnen. ”Antallet af cyklister er desværre faldet med 30% de senere år, derfor er det vigtigt, at vi har nogle rollemodeller som jer, som vore børn, naboer og kolleger kan lade sig inspirere af. Vi skal alle blive bedre til at tage cyklen, så vi ikke belaster klimaet med unødvendige bilture. Og så må vi ikke glemme, at når I vælger cyklen som transportmiddel, så har samfundet også gevinst af cykelturen i form af sundere borgere, der kan være længere på arbejdsmarkedet og samtidigt leve længere med en bedre livskvalitet. Så tak for den imponerende indsats” lød det fra borgmester Steen Dahlstrøm til de fremmødte cyklister.

Diplomet for flest cyklede kilometer gik til holdet ”Elitecykling på tværs” og til at modtage diplomet var Lone Lyneborg, som til dagligt arbejder på Middelfart Bibliotek. Diplomet for flest antal cykeldage gik til holdkaptajn Bjørn Nielsen fra ”Pedaltramperne Øst” (Gelsted Plejecenter).

Bente Nielsen og Connie Andersen vandt lodtrækningen om de to cyklerBorgmesteren gav herefter ordet til Rene Andersen fra Dansk Cyklist Forbund, som havde æren af at afsløre tallene for Middelfart Kommunes indsats i kampagnen. Her kunne med glæde meldes om flere deltagere og flere hold. Der har i 2010 været stor tilslutning til VCTA. 772 deltagere med arbejdsplads i Middelfart Kommune har således cyklet med, hvoraf 56 % er kommunalt ansatte. Det svarer samlet set til en stigning på 65 % i antallet af tilmeldte i forhold til 2009.

Og vinderen er…
Efter en omgang speed-dating for at evaluere arrangementet, så skulle vinderne af hovedpræmien afsløres. Præmien som bestod af to cykler med tilhørende cykelhjelm, som Middelfart Kommune har udloddet i forbindelse med partnerskabet i det interregionale cykelprojekt "cykler uden grænser". Cyklerne gik til hhv. Bente Nielsen fra ”Cykellapperne” (Skrillingeskolen) og til Connie Andersen fra holdet ”Team Platform ITW”.

Flot indsats – og opfordring til at gentage succesen til efteråret
Den store succes i årets kampagne kan ikke mindst tilskrives de mange engagerede og cykelentusiastiske holdkaptajner, som lokalt har gjort et stort arbejde for at samle og tilmelde et hold. Denne indsats ønsker Middelfart Kommune at påskønne og samtidig håber man på at holdkaptajnerne atter er klar til at stå i spidsen, når der igen sættes fokus på at cykle til arbejde.

Yderligere oplysninger:

Yderligere oplysninger omkring arrangementet kan fås hos:

Morten Westergaard (Klimachef), tlf. 8888 4795 eller

Christa Boisen (Teknik- og miljøforvaltningen), tlf. 8888 4797

Cykler uden grænser

 

18. juni 2010

Sidst opdateret af Administrator
27. marts 2015