Pressemeddelelser

PRESSEMEDDELELSE:
Wedellsborg halvøen danner ramme om Naturens Dag åbning, søndag d. 12. september
Naturens Dag i Middelfart Kommune 2010 tæller foreløbigt hele 35 aktiviteter til årets program. Foreninger og Middelfart Kommune afholdt for nylig stormøde for at koordinere årets program. I år åbnes dagen ved Wedellsborg Gods, der i dagens anledning inviterer ud i naturen, blandt andet på arealer, der normalt ikke er åbne for offentligheden.
Hvis du ikke allerede har sat et stort kryds i kalenderen, så skynd dig at sætte et ved søndag den 12. september 2010, her åbner Middelfart Kommune nemlig igen dørene for Naturens Dag og inviterer alle til at komme ud i naturen, opleve den og være aktive i den.
Wedellsborg Gods inviterer udenfor.
Til hverdag er Wedellsborg Gods ikke åbent for offentligheden. På Naturens Dag inviteres man da heller ikke ind i de private gemakker på slottet – men derimod ud i den fantastiske natur, der er på Wedellsborg halvøen. Der er skov, strand, engarealer og meget mere – steder der normalt ikke besøges af så mange. Ejeren, greve Bendt Wedell, har reageret positivt på styregruppens forespørgsel om at lægge åbningen af Naturens Dag ved Wedellsborg. ”Man er på Wedellsborg meget imødekommende over for vores idé med at lægge åbningsarrangementet for børn ved Wedellsborg, og at vi laver en række aktiviteter ved stranden og i skoven. Nu skal vi have detaljerne på plads, men det skal vi nok finde ud af i samarbejde med godset” siger Erik Bukh (Friluftsrådet), der er medlem af styregruppen. ”Vi har gennem noget tid arbejdet med idéen om at åbne Naturens Dag et andet sted end på Hindsgavl halvøen, så vi er glade for, at det lykkedes at placere åbningen ved Wedellsborg”.
Hvem det bliver, der skal tage arven op efter Sebastian Klein og Jeppe og Marie med en god gang naturlig børneunderholdning vides endnu ikke – ”men vi skal nok sørge for, at det bliver nogen, som særligt børnene vil sætte pris på” fortæller Erik Bukh.
Fire grupper af aktiviteter
På koordineringsmødet, hvor repræsentanter fra de 35 foreninger og klubber mødtes, blev man enige om at samle aktiviteterne på Naturens Dag i 4 klynger eller grupper. ”Det gør vi, fordi erfaringerne fra de første år har vist, at det giver en bedre oplevelse for både de besøgende og for foreningerne, at der er lidt at vælge imellem de enkelte steder frem for, at man står alene med sit arrangement” siger Tove Larsen fra Harndrup Skov Frugtplantage, der også er med i styregruppen. Frugtplantagen udgør sammen med Humlemagasinet, FDF Brenderup-Harndrup, menighedsrådet i Harndrup, Brenderup idrætsforening, Båring gymnastikforening og Brenderup og omegns civile hundeførerforening (og måske endnu flere) gruppen ”Harndrup - Brenderup og Båring”. ”Det var bestemt inspirerende for os at samles og vi har flere idéer til, hvordan vi kan gøre arrangementet sjovere for deltagerne” fortæller Tove Larsen. ”Vi arbejder blandt andet med at lave en fælles konkurrence og anvise gode ruter mellem vores aktiviteter”.
De øvrige grupper er ”Wedellsborg – Føns”, ”Naturparken Hindsgavl Dyrehave” og ”Det øvrige Middelfart og Strib”. Også her er man i fuld gang med at planlægge forløbet af Naturens Dag så programmet kan være klar i grove træk inden udgangen af juni.
Har du en idé eller et konkret arrangement, som du har lyst til at bidrage med?
Deadline for arrangementer er 28. juni 2010. Så det er ikke for sent hvis du og/eller din forening har et arrangement eller en aktivitet, som skal på programmet til Naturens Dag i år. Send din idé til en aktivitet til Naturens Dag på naturensdag@middelfart.dk. Du er også meget velkommen til at ringe til Vibeke Nørby på 8888 4798 og høre mere om dagen.
Bag om Naturens Dag
Idéen med Naturens Dag er kort fortalt, at vi får en masse mennesker ud i naturen og bevæge sig. Det vil ske flere steder i kommunen og med en lang række af forskellige aktiviteter – aktiviteter, der bliver til ved, at mange foreninger, klubber, organisationer, privatpersoner og andre arrangerer hver deres større eller mindre aktivitet. Aktiviteterne vil tilsammen udgøre et bredt udbud af muligheder for at komme ud i naturen, opleve den og være aktiv i den.
Vil du læse mere om Naturens Dag, kan du klikke dig ind på www.middelfart.dk/naturensdag - her finder du materiale og billeder fra de to foregående års arrangementer.
Yderligere information:
Sekretariatet for Naturens Dag i Middelfart Kommune
Hjemmeside: www.middelfart.dk/naturensdag
Sekretariatet v/Vibeke Nørby: Tlf.: 88 88 47 98
Middelfart den 9. april 2010
PRESSEMEDDELELSE:
Naturens Dag i Middelfart Kommune 2010 melder om god tilslutning og opfordrer til endnu flere aktiviteter
Foreninger og Middelfart Kommune gentager igen i år succesen med Naturens Dag. Derfor har Naturens Dag inviteret alle til at tilmelde arrangementer. Og der er kommet flere nye spændende aktiviteter til, som ikke er set de tidligere år.
Hvis du ikke allerede har sat et stort kryds i kalenderen, så skynd dig et sætte et ved søndag den 12. september 2010, her åbner Middelfart Kommune nemlig igen dørene for Naturens Dag og inviterer alle til at komme ud i naturen, opleve den og være aktive i den.
Har du en idé eller et konkret arrangement, som du har lyst til at bidrage med?
Allerede nu kan du og/eller din forening få indflydelse på, hvilke arrangementer og aktiviteter, som skal på programmet til Naturens Dag i år. Send din idé til en aktivitet til Naturens Dag på naturensdag@middelfart.dk senest den 18. april 2010. Du er også meget velkommen til at ringe til Vibeke Nørby på 8888 4798 og høre mere om dagen.
Bag om Naturens Dag
Idéen med Naturens Dag er kort fortalt, at vi får en masse mennesker ud i naturen og bevæge sig. Det vil ske flere steder i kommunen og med en lang række af forskellige aktiviteter – aktiviteter, der bliver til ved, at mange foreninger, klubber, organisationer, privatpersoner og andre arrangerer hver deres større eller mindre aktivitet. Aktiviteterne vil tilsammen udgøre et bredt udbud af muligheder for at komme ud i naturen, opleve den og være aktiv i den.
Programmet er stadig en hemmelighed
Styregruppen mødtes i går den 8. april sammen med repræsentanter fra lokaludvalgene og gjorde status på de foreløbige tilmeldinger:
Der er stadig et stykke tid til det endelige program er på plads. Så man må væbne sig med tålmodighed inden alle aktiviteterne og årets ”trækplaster” til børnene bliver afsløret. De to forgangne år har først Sebastian Klein og siden Jeppe og Marie fra Morgenbavian gæstet Naturens dag. ”Traditionen tro er programmet stadig en hemmelighed, indtil fristen for tilmelding udløber den 18. april. Derfor kan man godt begynde at glæde sig og sætte et stort kryds i kalenderen den 12. september, for vi kan allerede nu melde om pæn tilslutning og nye spændende aktiviteter. Vi gentager selvfølgelig også mange af sidste års succeser, så det er også med til at skabe et lovende program igen i år”, udtaler en tilfreds Mogens Kiersgaard Hansen fra Kajakklubben Strømmen.
”Vi kan dog i styregruppen løfte sløret for, at vi forventer at hovedattraktionen vil ligge udenfor Middelfart by i år”, afslører Erik Bukh fra Friluftsrådet, der også er med i styregruppen. ”Vi ønsker dermed at styrke Naturens Dag-aktiviteterne i landdistrikterne, for det er vigtigt for os, at Naturens Dag er noget man oplever i hele Kommunen. Det er også derfor vi har taget initiativ til et øget samarbejde med lokaludvalgene. Når vi har overblik over, hvem der vil deltage med aktiviteter holder vi den 3. juni et møde for dem alle, hvor vi kan koordinere tingene. På den måde håber vi på at få nogle ”hot-spots” forskellige steder i Kommunen, hvor der sker flere ting og hvor de involverede foreninger m.fl. kan få gavn af hinanden”.
Vil du læse mere om Naturens Dag, kan du klikke dig ind på www.middelfart.dk/naturensdag - her finder du materiale og billeder fra de to foregående års arrangementer.
Yderligere information:
Sekretariatet for Naturens Dag i Middelfart Kommune
Hjemmeside: www.middelfart.dk/naturensdag
Sekretariatet v/Vibeke Nørby: Tlf.: 88 88 47 98
Middelfart, den 25. marts 2010
PRESSEMEDDELELSE:
Naturens Dag i Middelfart Kommune 2010
Foreninger og Middelfart Kommune, der i fællesskab stod bag Naturens Dag sidste år, ønsker at gentage succesen. Derfor inviterer Naturens Dag nu alle aktører, foreninger og andre til at tilmelde arrangementer.
Søndag den 12. september 2010 åbner Middelfart Kommune igen dørene for Naturens Dag og inviterer alle til at komme ud i naturen, opleve den og være aktive i den. Allerede nu kan du og din forening få indflydelse på, hvilke arrangementer og aktiviteter, som skal på programmet til Naturens dag i Middelfart Kommune 2010.
Bag om Naturens Dag i Middelfart Kommune
Idéen med Naturens Dag er kort fortalt, at vi får en masse mennesker ud i naturen og bevæge sig. Det vil ske flere steder i Kommunen og med en lang række af forskellige aktiviteter – aktiviteter, der bliver til ved, at mange foreninger, klubber, organisationer, privatpersoner og andre arrangerer hver deres større eller mindre aktivitet. Aktiviteterne vil tilsammen udgøre et bredt udbud af muligheder for at komme ud i naturen, opleve den og være aktiv i den.
Der er masser af fantastiske naturområder i hele Kommunen, og på Naturens Dag får borgerne mulighed for at opleve dem på en anden måde. Samtidig vil nogle måske få lyst til at dyrke den ene eller anden aktivitet, sport m.m. og melde sig ind i en af de mange klubber og foreninger.
Vil du læse mere om Naturens Dag, kan du klikke dig ind på www.middelfart.dk/naturensdag - her finder du materiale og billeder fra de to foregående års arrangementer.
Kom med gode idéer til aktiviteter på dagen.
Styregruppen for Naturens Dag 2010 blev nedsat på evalueringsmødet i februar. Gruppen er gået i gang med planlægningen, og har netop sendt et brev til en lang liste af foreninger med opfordring til at melde en aktivitet ind til Naturens Dag d. 12. september. Samtidig forhører styregruppen sig hos de 7 lokaludvalg, om de skulle have idéer til aktiviteter i deres område.
Har din forening eller klub ikke modtaget et brev om forhåndstilmelding, og har I nogle idéer til hvad I kunne tænke jer at byde ind på Naturens Dag, så kan Styregruppen kontaktes på telefon 8888 4798 eller mail naturensdag@middelfart.dk.
Yderligere information:
Sekretariatet for Naturens Dag i Middelfart Kommune
Hjemmeside: www.middelfart.dk/naturensdag
Sekretariatet v/Vibeke Nørby: Tlf.: 88 88 47 98
Middelfart, den 23. oktober 2009
PRESSEMEDDELELSE
Status: Stor tilfredshed med årets Naturens dag i Middelfart Kommune
Styregruppen for Naturens dag i Middelfart Kommune har været samlet for at evaluere årets Naturens Dag. Det overordnede billede er, at der har været stor tilfredshed med afviklingen af dagen, og der var rigtig mange deltagere de fleste steder. Men der var også skønhedsfejl, som vi må reparere til næste gang.
Naturens Dag i Middelfart Kommune d. 13. september bestod af i alt 33 forskellige aktiviteter rundt om i Kommunen. For at finde ud af, hvad der var godt og hvad der var mindre godt har Sekretariatet, der stod for koordineringen af dagen, bedt alle de deltagende foreninger om en tilbagemelding på forløbet. Der er kommet mange svar retur – det er dejligt, for det kan man lære af, så det kan gøres endnu bedre næste gang. For en næste gang bliver der – det er Styregruppen fast besluttet på.
4000 besøgende og generel tilfredshed med aktiviteterne
Et udpluk af tilbagemeldingerne viser, at der har været gode besøgstal på de enkelte aktiviteter, og at de deltagende foreninger i det store og hele havde en god dag.
Tæller man alle de indberettede besøgstal fra de enkelte aktiviteter sammen har der nok været omkring 4.000 besøgende. Flere har besøgt mere end en aktivitet, så det reelle deltagerantal er mindre – men Styregruppen er bestemt tilfreds med fremmødet. Særligt Jeppe og Marie trak mange børnefamilier, og biograf fremvisning af live-dykning i Lillebælt havde besøgsrekord med ca. 800.
Et par steder gik det dog mindre godt med meget få eller ingen besøgende. Styregruppen vil se på, om det er noget der kan gøres noget ved til næste gang.
Generelt blev der taget godt imod de aktiviteter, hvor man får flere ting på en gang – f.eks. de guidede ture, hvor man bevæger sig i naturen og får ny viden på en gang. Det har også været godt med en blanding af aktiviteter for flere aldersgrupper, f.eks. Humlemagasinets og FDF’s fælles arrangement i Harndrup.
Her er et udpluk af foreningernes tilbagemeldinger:
”Vi vil helt sikkert binde an med en aktivitet en anden gang, vi er i gang med at udtænke næste års opgaver og rute” skriver MG & BK gymnastikafdeling. Fra Klatretræ.dk var tilbagemeldingen at det var en god og sjov dag og de skriver bl.a. ”Midt på eftermiddagen havde jeg og mine 3 hjælpere rigtig travlt. Samtidig fornemmede vi en god stemning ved de fremmødte gæster”. At der var synergi mellem aktiviteterne viser meldingen fra dem, der bemandede turistkontoret på Kulturøen, og fortalte om Kommunens naturområder: ”Vi red med på havbiografbølgen – deres succes blev vores succes”.
Som sagt var der også mindre gode ting. Flere har påpeget, at det ”smagsprøvetelt”, der var opstillet ved parkeringspladsen om formiddagen, mens Naturparken Hindsgavl Dyrehave blev indviet, blev alt for dårligt besøgt.
Der var generelt tilfredshed med materialet op til dagen, bl.a. det noget større program som blev muligt med økonomisk støtte fra Den Lokale Aktionsgruppe i Middelfart.
Tak for indsatsen
Styregruppen vil nu invitere alle de deltagende foreninger og sponsorerne til et ”tak for indsatsen i 2009 og opstart på Naturens Dag 2010” arrangement. Det kommer til at foregå onsdag d. 3. februar 2010 om aftenen på Kulturøen. Der bliver bl.a. mulighed for en snak om godt og skidt fra Naturens Dag i år + lidt inspiration om natur og bevægelse til deltagerne at tage med hjem.
Sekretariatet
Naturens dag i Middelfart Kommune
For yderligere information:
Hjemmeside: www.middelfart.dk/naturensdag
Sekretariatet v/Vibeke Nørby: Tlf. 8888 4798
Kommunikationsansvarlig, Mie Spuur Rasmussen: Tlf. 8888 5006
28.august 2009
PRESSEMEDDELELSE:
Naturens Dag i Middelfart Kommune 2009:
- Så er programmet for den 13. september på gaden!
Programmet for årets Naturens Dag i Middelfart Kommune er nu trykt i 9.000 eksemplarer og distribueres i disse dage. - Find det på www.middelfart.dk/naturensdag, i skoletasken, på biblioteket eller i Borgerservice.
Ildsjæle og stort engagement bag årets program
Det flotte program i år er et udtryk for, at det lokale foreningsliv i Middelfart Kommune – klubber, institutioner eller enkeltpersoner – har noget på hjertet, når det handler om at opleve naturen aktivt. Alle lægger stort engagement og frivillige timer i det. Det hele koordineres af en styregruppe med repræsentanter fra mange foreninger og organisationer og sekretariatsbistand fra Kommunen. ”Det har været en stor fornøjelse at se, hvordan planlægningen er skredet frem, og det er imponerende at se så mange frivillige, der lægger kræfter i at give deres medborgere end god oplevelse på Naturens Dag. Det er sådan en dag, at den grønne vækstkommune viser sig fra sin bedste side” udtaler borgmester Steen Dahlstrøm.
Ministerbesøg og Morgenbavianer
Naturens Dag 2009 får både besøg af Miljøminister Troels Lund Poulsen og det kendte makkerpar fra TV programmet Morgenbavian - Jeppe og Marie.
Dagen starter kl. 10 med den officielle indvielse af Naturparken Hindsgavl Dyrehave - et unikt naturområde. Det foregår ved den tidligere møddingsplads midt på Hindsgavlsletten, nord for Hindsgavl Allé. Borgmester Steen Dahlstrøm byder velkommen, Miljøminister Troels Lund Poulsen holder åbningstalen, og derefter er der ”smagsprøver” på, hvad Naturparken kan byde på. Kl. 12 går Jeppe og Marie, fra bl.a. Morgenbavian og Lille Nørd, på scenen. Og kl. 13 åbner alle aktiviteterne for Naturens Dag rundt om i hele Kommunen.
EU-midler styrker formidlingen og lokale sponsorer støtter med Jeppe og Marie
Det flotte program på 48 sider er blevet til med tilskud fra Middelfart Lokale Aktionsgruppe (LAG). ”Det er vi meget glade for i Styregruppen, for det har gjort det muligt dels at få et mere detaljeret program i år og dels at få det ud til så mange” fortæller styregruppens Erik Bukh fra Friluftsrådet, og fortsætter: ”Samtidig har Melfar Posten støttet os lidt med annonceringen, så vi skulle på den måde få informationerne om Naturens Dag ud til alle”.
Styregruppeformand Thorbjørn Sørensen fra Middelfart Kommune supplerer:
”Vi har jo i udgangspunktet ikke rigtig noget budget til Naturens Dag, men ved hjælp fra flere lokale sponsorer: Fiberline, Kvickly, Middelfart Sparekasse, LIP, TRE-FOR og Nordea har det været muligt at sikre et kvalitetsnavn som Jeppe og Marie til at optræde for børnene og få sejlturene med Aventura op at stå”.
Vi ses til Naturens dag i Middelfart Kommune!
For yderligere information se www.middelfart.dk/naturensdag eller kontakt venligst Sekretariatet v/Vibeke Nørby: Tlf. 8888 4798, eller Kommunikationsansvarlig, Mie Spuur Rasmussen: Tlf. 8888 5006.
3. juli 2009
PRESSEMEDDELELSE: Stor opbakning til Naturens Dag i Middelfart Kommune
Styregruppen bag Naturens Dag i Middelfart Kommune melder om rigtig flot opbakning til dette års Naturens Dag. Hele 31 aktører har meldt sig på banen og tilbyder endnu flere spændende arrangementer fordelt på hele kommunen.
Der er noget for alle aldre, når Naturens Dag i 2009 skydes i gang den 13. september 2009. Dagen starter med åbningen af første etape af Naturparken Hindsgavl Dyrehave og Jeppe og Marie fra TV kommer og underholder.
Herefter byder et varieret, men endnu hemmeligt, program på aktiviteter af alle mulige slags. Der er noget for alle aldre, og aktiviteterne er fordelt rundt i hele kommunen.
Krolf og hoppesko: Vi løfter sløret for de første aktiviteter
Hvad er krolf – en blanding af kriket og golf? Tag med den 13. september og bliv klogere.
Ejby krolfklub har slået sig sammen med spejderne og laver aktiviteter for alle aldersgrupper for enden af Anlægsvej i Ejby. Her ligger krolfklubbens baner op ad skoven, så der er gode muligheder for både krolfspil og spejderaktiviteter omkring bålet og i skoven.
På Gl. Havn i Middelfart kan man prøve de sjove hoppe-sko som gymnastikforeningen Frem stiller til rådighed. Skoene giver god og sjov motion uden at belaste de yngre og ældre knogler. Når man er træt af at hoppe rundt, kan man spadsere hen til Lillebæltværftet og dykkerklubben, hvor der også er masser af aktiviteter at kaste sig i.
Sæt kryds i kalenderen allerede nu
Invitér familien, tag børnebørnene med eller vis gode venner, hvor mange sjove aktiviteter natur-, kultur- og foreningslivet har at byde på her i Middelfart Kommune. Sæt et stort kryds søndag den 13. september 2009.
Læs mere på hjemmesiden
Følg med på www.middelfart.dk/naturensdag her afslører vi løbende arrangementer hen over sommeren. Det fulde program kommer på gaden medio august.
På hjemmesiden findes også en liste over samtlige aktører, der gerne stiller op til interview eller fortæller mere om deres arrangement.
God sommer!
Naturens Dag i Middelfart Kommune
For yderligere information:
Sekretariatet v/Vibeke Nørby: Tlf. 8888 4798
Kommunikationsansvarlig, Mie Spuur Rasmussen: Tlf. 8888 5006
Middelfart, 2. april 2009.
PRESSEMEDDELELSE:
Naturens Dag i Middelfart Kommune 2009
Foreninger og Middelfart Kommune, der i fællesskab stod bag Naturens Dag sidste år, ønsker at gentage succesen. Derfor inviterer Naturens Dag nu alle aktører, foreninger og andre med noget på hjertet til at tilmelde arrangementer.
Den 13. september 2009 åbner Middelfart Kommune dørene for Naturens dag og inviterer alle til at komme ud i naturen, opleve den og være aktive i den.
Idéen med Naturens Dag er kort fortalt, at vi får en masse mennesker ud i naturen og bevæge sig. Det sker flere steder i Kommunen og med en lang række af forskellige aktiviteter – aktiviteter der bliver til ved at mange gode kræfter arrangerer hver deres større eller mindre aktivitet. Aktiviteterne vil tilsammen udgøre et bredt udbud af muligheder for at komme ud i naturen, opleve den og være aktiv i den.
Der er masser af fantastiske naturområder i hele Kommunen, og på Naturens Dag gives borgerne mulighed for at opleve dem på en anden måde. Samtidig vil nogle måske få lyst til at dyrke den ene eller anden aktivitet, sport m.m. og melde sig ind i en af de mange klubber og foreninger.
Vil du læse mere om Naturens Dag, kan du klikke dig ind på www.middelfart.dk/naturensdag - her finder du materiale og billeder fra sidste års arrangement, der bragte smilet frem hos både børn og voksne.
Datoen ligger fast: Søndag d. 13. september 2009 – og nu mangler bare Jeres indsats og gode idéer til aktiviteter på dagen.
Styregruppen for Naturens Dag 2009 sender et brev til en lang liste af foreninger, men modtager din forening ikke en af de nærmeste dage et brev om forhåndstilmelding, så kan Styregruppen kontaktes på nedenstående telefon eller mail, så sender vi et.
Byrådet bakker igen i år op om idéen og håber, at vi får mange tilsagn om at være med til at arrangere en Naturens dag i Middelfart Kommune 2009.
Sekretariatet
Naturens dag i Middelfart Kommune
For yderligere information:
Hjemmeside: www.middelfart.dk/naturensdag
Sekretariatet v/Vibeke Nørby: Tlf. 8888 4798
Kommunikationsansvarlig, Mie Spuur Rasmussen: Tlf. 8888 5006
Middelfart, den 28. august 2008
PRESSEMEDDELELSE:
Sebastian Kleins Skøre Safarishow gæster Naturens dag i Middelfart Kommune
Naturens dag i Middelfart Kommune præsenterer en stort program for søndag den 14. september. Udbuddet af aktiviteter er bredt og henvender sig til alle aldre, når vi åbner dørene og inviterer udenfor i naturen.
Der er ingen undskyldninger for ikke at komme ud og opleve naturen i Middelfart Kommune, når de mange gode kræfter i foreninger og klubber giver deres bud på, hvordan du kan være aktiv i naturen.
Programmet
Udover Sebastian Klein, som underholder for børn i alle aldre på Kobakken ved Kongebrogården, så byder programmet på alt fra vandsport, orienteringsløb, tanzanbaner, islandske heste og stenkending til TV i biografen med dykning fra Lillebælt og friluftsgudstjeneste under åben himmel. Og meget meget mere. Aktiviteterne er bredt repræsenteret i kommunen, fra bl.a. Gals Klint til Strib, Røjle, Båring, Brenderup, Harndrup, Fjeldsted, Gelsted, Føns og Middelfart.
Kommunens skolebørn får alle et eksemplar af programmet med hjem, og kræfterne bag Naturens dag i Middelfart Kommune håber på, at ikke mindst børnene og deres forældre vil være at se ved aktiviteterne.
Stor opbakning
Konceptet for dagen har været, at få de lokale foreninger og klubber i gang med at arrangere hver deres større eller mindre aktivitet. Og opbakningen har været overvældende: ”Vi har fået 28 forskellige aktiviteter på programmet, så der er noget for en hver smag,” udtaler en glad Vibeke Nørby fra Sekretariatet for Naturens dag, og opfordrer alle til at sætte et stort kryds i kalenderen.
”Der er masser af fantastiske naturområder i hele kommunen, og vi vil gerne med dagen give borgerne mulighed for at opleve dem på en anden måde. Samtidig vil nogle måske få lyst til at dyrke den ene eller anden aktivitet, sport m.m. og melde sig ind i en af de mange klubber og foreninger”, siger Vibeke Nørby.
Naturens dag-projektet, der også har Byrådets opbakning, er så heldigt at få økonomisk støtte fra flere sponsorer: Middelfart Sparekasse, LIP i Nørre Aaby, Fioniabank i Ejby, Fiberline i Middelfart samt Fyens Stiftstidende. Teknik- og Miljødirektør Thorbjørn Sørensen fortæller, at uden dem havde et arrangement med Sebastian Klein ikke været muligt. ”Vi er i styregruppen meget glade for den opbakning der har været” siger Teknik- og Miljødirektøren, der er en af initiativtagerne til Naturens dag – ”Det viser, at der er mange foreninger og erhvervsdrivende her i kommunen, der vil være med til at bakke op om sådan et projekt, der jo er helt i tråd med kommunens vision om at være en grøn vækstkommune.”
Så spænd cykelhjelmen, grib pagajen, leg Tarzan i skoven eller find lige det arrangement, der passer til dig. Tag familien i hånden og kom ud i naturen i Middelfart Kommune – og vær aktiv i den!
Programmet kan ses på www.middelfart.dk/Naturensdag og vil fra i næste uge kunne hentes i Borgerservice på dit rådhus og på det lokale bibliotek.
God fornøjelse!
Naturens dag i Middelfart Kommune
For yderligere information:
Sekretariatet v/Vibeke Nørby: Tlf. 8888 4798
Kommunikationsansvarlig, Mie Spuur Rasmussen: Tlf. 8888 5006
Middelfart, den 23. juni 2008
PRESSEMEDDELELSE:
Mød levende fortidsminder eller prøv kræfter med en kajak
Naturens dag i Middelfart Kommune melder om stor interesse fra foreningslivet og opfordrer endnu flere til at tilmelde arrangementer.
Den 14. september 2008 åbner Middelfart Kommune dørene for Naturens dag og inviterer alle til at komme ud i naturen, opleve den og være aktive i den.
Allerede på nuværende tidspunkt tegner der sig et spændende program. Sekretariatet kan afsløre, at der bliver bl.a. mulighed for både at se live-dykning i biografen, komme ud og høre levende fortidsminder ved Hindsgavl eller sejle i kajak.
”Lige nu opfordres alle, der har noget på hjertet, når det handler om at komme ud og opleve naturen aktivt, til at melde ind med arrangementer”, siger Steen Christensen fra Dansk Naturfredningsforening, som sidder med i styregruppen bag Naturens dag i Middelfart Kommune. Et andet styregruppemedlem, Mogens Hansen fra Kajakklubben Strømmen supplerer: ”Man skal bare gå ind på hjemmesiden www.middelfart.dk/naturensdag og melde sin aktivitet til, det skulle være ret enkelt. Men man er også meget velkommen til at kontakte en af os fra styregruppen, vores telefonnumre kan ses på hjemmesiden - så skal vi nok hjælpe til”.
Konceptet for dagen er, at få alle gode kræfter i gang med at arrangere hver deres større eller mindre aktivitet. Aktiviteterne vil tilsammen udgøre et bredt udbud af muligheder for at komme ud i naturen, opleve den og være aktiv i den. Der er masser af fantastiske naturområder i hele Kommunen, og vi vil gerne med dagen give borgerne mulighed for at opleve dem på en anden måde. Samtidig vil nogle måske få lyst til at dyrke den ene eller anden aktivitet, sport m.m. og melde sig ind i en af de mange klubber og foreninger.
Byrådet bakker op om idéen og vi håber, at vi får mange tilsagn om at være med til at arrangere en Naturens dag i Middelfart Kommune – gerne som en årligt tilbagevendende begivenhed.
Sekretariatet
Naturens dag i Middelfart Kommune
For yderligere information:
Hjemmeside: www.middelfart.dk/naturensdag
Sekretariatet v/Vibeke Nørby: Tlf. 8888 4798
Kommunikationsansvarlig, Mie Spuur Rasmussen: Tlf. 8888 5006