Føns og Omegns Lokaludvalg
Turen fra Føns Gamle Skole til spidsen af Fønsskov.
Kl. 10 søndag formiddag var der 32 cyklister i skolegården på Føns Gamle skole. Der var en strid vestenvind, hvilket betød at turen ud til spidsen af Fønsskov ville foregå i modvind. Dette tog dog ikke modet fra de fremmødte, hvoraf adskillige var børn. Lokaludvalgets formand Erik B. Olsen bød velkommen, gav nogle praktiske anvisninger og præsenterede derefter lokalhistorikeren Peter Storm, som undervejs ville fortælle om liv og hændelser på Fønsskov i gamle dage. Jette Erichsen delte et nummer ud til hver deltager.
Første stop var på Sparretorn, hvor Peter bl.a. fortalte noget om skibsfart i gamle dage, samt fremkom med en teori om, at stedet i vikingetiden muligvis var blevet brugt som slæbested mellem Gamborg Fjord og Føns Vig. Der kendes noget lignende fra Samsø, hvor vikingerne dog havde været nødt til at grave en kanal tværs gennem øen for hurtigt at kunne flytte skibe fra den ene side af øen til den anden.
Næste stop var ved Torbenhøj/ skolen på Fønsskov, hvor Peter bl.a. fortalte om marsvinejagten i Lillebælt og Gamborg Fjord, smugkroer, ålefiskeri og lynbrande. Som Fønsskov ser ud i dag, synes det underligt, at der har været en skole på halvøen. Men tidligere har der boet omkring 300 mennesker i området, og så giver det mening, at der også har været en skole og en lille købmand på Fønsskov.
Næstsidste stop var ved Ellegård - en brandtomt - hvor Peter beskrev den store smukke gård, som havde ligget der indtil 1970’erne.
Sidste stop var på Fønsskovs vestpynt ved fisker Korfits Hansen, som har fisket fra stedet i en menneskealder. Lokaludvalget gav noget at drikke til deltagerne, og så blev der trukket lod blandt de udleverede numre om de gaver, som Middelfart kommune havde sponsoreret.
Hjemturen gik over stok og sten i kraftig medvind og sol. Alt i alt et godt arrangement, som blev afviklet uden uheld og med godt humør.
Kort over ruten