Mød en folkeskolelærer
Jakob Lundgaard er 31 år og ansat på Veste Skole i Middelfart. Her har han været ansat som folkeskolelærer siden han blev uddannet for 8 år siden. Jakob er klasselærer for en 3.klasse, fungerer som AKT-lærer og er støttelærer for en elev i 7. klasse. Han har også været unge- og alkoholrådgiver i en periode på to år. En dag om ugen er Jakob leder for projektet ”Rødder” under ungdomsskolen – et tilbud for drenge i alderen 12-15 år med udfordringer.
Højt til loftet og albuerum
Da jeg for otte år siden, som nyuddannet, søgte job i Middelfart Kommune havde jeg to andre job på hånden. Jeg valgte Middelfart Kommune, fordi det er vigtigt for mig at få lov at prøve nogle ting af, og at der er en god aldersfordeling på lærerværelset, så der også er kolleger på min egen alder. Her er højt til loftet og albuerum. Man får lov at prøve en masse ting af, og man mærker tydeligt, at hvis du har mod på at prøve noget nyt, så udløser initiativ og engagement udfordringer og ansvar.
En god lærer er en god kollega
Det vigtigste for mig er at fungere som team med mine kolleger. Og vi har et fantastisk arbejdsklima, hvor folk tager sig af hinanden. Jeg tror også, det er nødvendigt for at fungere som folkeskolelærer – at have et godt netværk på arbejdspladsen. For hvis du ikke fungerer på lærerværelset, så tror jeg ikke, man kan være en god lærer.
Børn lærer ikke ens
Min interesse i specialundervisning og børn med særlige behov eller udfordringer har jeg med hjemmefra. Jeg kommer ud af en familie med fem børn og flere plejebørn, så det er helt naturligt for mig, at man hjælper dem, der har det svært. Og sådan er jeg også som lærer. Man er nødt til at opbygge relationer til sine elever og lære dem at kende, så man kan mærke om de har det godt og trives. Børn skal have det godt for, at de kan lære og børn lærer ikke ens, så jeg er meget bevidst om at tilrettelægge undervisningen, så alle lærer noget – med alle intelligenser.
Kommunen er som en virksomhed
Middelfart Kommune er en dynamisk kommune. Og efter sammenlægningen er der mange initiativer for, at vi skal føle os som en enhed – en virksomhed, der leverer en samlet service til borgeren – hvad enten det er ældre eller unge. Vores interne sundhedsordning er en af dem. Det skaber fællesskab og sunde medarbejdere, når vi stiller op som samlet hold fx til Lillebælt Halvmarathon eller Kongebroløbet. Her på skolen er vi en gruppe kolleger, der plejer at deltage sammen og så mødes vi med andre, der løber for Middelfart Kommune.