Kulturnat 2010
Der er mange gode traditioner i Middelfart, og en af dem er Kulturnatten, som altid foregår den første fredag i september - denne gang med et grønt tema.
Programmet er under udarbejdelse, men vi ved allerede nu, at Kulturnatten igen i år byder på en bred vifte af forskellige kulturelle oplevelser. Der vil være både sportslige, sociale, kunstneriske, og musikalske aktiviteter og opvisninger som f.eks. GPS-leg, god mad, åben ild, åbent hus, mulighed for at smadre tallerkner i det muntre køkken, spejdere i fuld uniform, keramik- og kunstnermarked, deltage i lege fra oldemors tid, gymnastikopvisning med fantastiske gymnaster etc.
Det, vi specielt sætter fokus på i år, er et ”grønt” tema. Hvordan kan man lave og udstille klima/co2-venlig kunst? Forhåbentlig får vi i aftenens løb fremstillet et fantastisk genbrugskunstværk. Eller: Hvordan kan børn blive underholdt, hvis de ikke har strøm?
Torsdag den 18. februar deltager klimachef Morten Westergaard i et møde for alle kunst- og klimainteresserede personer.
Det sker på Billedskolen i Middelfart (Teglgårdsparken 116) kl. 17. Han vil bl.a. fortælle om:
- Hvad klimaforandringerne drejer sig om?
- Hvad betyder C02-udledning?
- Hvad kan man selv gøre?
- Hvad gør vi i Middelfart Kommune?
og slutteligt debatteres om, hvilken rolle kunsten spiller i debatten om klimaforandringerne.
15.februar 2010