Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Åben Skole blomstrer i Middelfart Kommune

NY LÆRING: Læring udenfor klasseværelset i samarbejde med lokale foreninger og erhvervsliv er en del af konceptet 'Åben Skole', som Byråd og Skoleudvalg har iværksat i Middelfart Kommune. En ny opgørelse viser, at skolerne har taget opgaven til sig, og at det ligefrem blomstrer frem med samarbejder med alt det fra lokale landbrug til museer, foreninger og industrivirksomheder. Målet er at variere skoledagen for eleverne og samtidigt øge kendskabet til lokalsamfund og foreningsliv.

klapper ko
Duften af ko, fornemmelsen af en ru kalvetunge og tilberedelsen af 5 retter uden madspil serveret for 130 mennesker. Det er bare et af mange spændende læringsforløb, som i det seneste år er blomstret frem overalt i kommunens folkeskoler.

Middelfart Kommunes skoler har altid været gode til at samarbejde ud af huset omkring en varieret undervisning. Med skolereformen er arbejdet mere synligt og mere formaliseret.

Seneste opgørelse fra Skoleafdelingen viser, at alle skoler i kommunen har taget åben skole-samarbejder til sig og resultatet overgår alle målsætninger. Der foregår nemlig et væld af aktiviteter og en bred vifte af forskellige samarbejder mellem kulturinstitutioner, foreninger og erhvervsliv. Det glæder borgmester Steen Dahlstrøm:

- Det er et intensivt arbejde, der er lavet ude på skolerne. Det er jeg rigtig glad for og stolt over på skolernes vegne. Med Åben Skole får de unge mennesker dannelse og bevidsthed om deres egen kommune og verden omkring dem. Skolelederne og personalet har løftet denne opgave på flotteste vis - og den smitter uden tvivl også af på skolernes nationale trivselsundersøgelser, hvor vi samlet set placerer os rigtig flot.

Åben Skole er et landsdækkende initiativ, som Byrådet og Skoleudvalget i Middelfart har valgt at gøre til ét af tre vigtige indsatsområder for skolerne i Middelfart Kommune. Formålet er at sikre en tæt kobling mellem teori og praksis, så eleverne får en undervisning, der er afvekslende og alsidig. Åben Skole er med til at øge kendskabet til den kommune, som eleverne bor i, og udvide kendskabet til både fritidsaktiviteter og mulige karriereveje.

Skoleudvalgsformand Johannes Lundsfryd Jensen udtaler:

- Vi har i løbet af skoleåret set en stor mangfoldighed af læringsaktiviteter i samarbejde med for eksempel musikskole, foreningsliv, kultur- og naturinstitutioner i lokalområdet. Og når Åben Skole-aktiviteter integreres i et undervisningsforløb, tilføres undervisningen en ekstra dimension, som medvirker til udvikling af andre kompetencer end dem, der kommer fra lærerbøgerne. Det giver noget at trække virkeligheden med ind i undervisningen.

Samtlige skoler i Middelfart Kommune har samme positive beretninger om deres Åben Skole-samarbejder - alle i overensstemmelse med skolens kultur, tradition og lokale forhold.

- Det vigtigste er, at eleverne viser en stor interesse for læring både inde og ude for klasseværelset.  Vi kan se, at de oplever det som noget helt særligt, og derfor er det med til at give god energi, motivation og trivsel for både børn og voksne, siger skoleudvalgsformanden.

Åben Skole - skoler imellem
Åben Skole er ikke kun samarbejde mellem en enkelt skole og en lokal forening eller virksomhed. I Middelfart Kommune har Anna Trolles Skole og Fjelsted Harndrup Skole samarbejdet om et Åben Skole forløb.

De to skoler har i samarbejde med Fyns Familielandbrug og den lokale mælke- og kvægavler Lykkesholm tilrettelagt et undervisningsforløb om 'fra jord til bord' og madspild for begge skolers 6. klasses elever. Klasserne var på fælles gårdbesøg og fik af ejerne undervisning om kvægavl og mælkeproduktion og fik også undervisningsmateriale med tilbage, så der kunne arbejdes videre hjemme på skolen.

Dernæst havde klasserne fælles hjemkundskab og fik besøg af Familieudvalget fra Fyns Familielandbrug, som underviste eleverne i madspild og efterfølgende sammen med eleverne tilberedte fem retter mad. De to klassers forældre og søskende var inviteret til spisning, og her var der fantastisk opbakning med over 130 deltagere.

Landmand Torben Hansen fra Lykkesholm deltog i forældrearrangementet med oplæg for forældre og børn om deres arbejde med landbrug. Skolerne havde på aftenen også inviteret en konsulent fra kommunens afdeling Sundhed Indefra, som var med til at belyse emnet omkring madspild.

Åben Skole-samarbejder som disse foregår overalt på kommunens skoler. På Strib Skole skal 7.a den 22. februar til Forsorgsmuseet i Svendborg og arbejde med emnet 'Hvad er vigtigt ved at være menneske/hvad er vigtigt for at være mig. Undervisningsforløbet er lavet i samarbejde mellem Strib Skole, Strib Kirke og Forsorgsmuseet i Svendborg.

Alle de forskellige samarbejder bidrager til at eleverne oplever variation i skoledagen, motiveres for læring og øger deres kendskab til samfundet i det nære og det fjerne.

Fakta om Åben Skole i Middelfart Kommune

Formål og progressionsmål:
For at understøtte igangsættelsen af Åben Skole samarbejder og sikre fokus på de lærings-mæssige og pædagogiske værdier ved at indgå i samarbejdsaftaler med det omgivende samfund, har Skoleudvalget valgt at opstille progressionsmål for tiltag omkring Åben Skole.

Formålet med Åben Skole er:
•    At bidrage til, at eleverne lærer mere
•    At bidrage til variation i skoledagen gennem tætte og givende samarbejder, der øger elevernes kendskab til lokalsamfund og foreningsliv.

Skoleudvalgets progressionsmål for Åben Skole er:
•    At hver skole i løbet af det næste halvandet år, etablerer mindst 3 samarbejder foreningsliv, lokalområdet og/eller ungdomsuddannelser.
•    Mindst et årligt tværkommunalt forløb for skolerne fx 'Robattle' eller Skoleskak.

Her findes en liste over de forskellige skolesamarbejder på de enkelte skoler.

Opgørelse over antal af Åben Skole samarbejder fra juni til december 2016

Kontaktinformation:
Borgmester Steen Dahlstrøm. Tlf.: 4015 1858
Formand for Skoleudvalget Johannes Lundsfryd. Tlf. 2528 4142
Skolekonsulent Lars Jernsen. Tlf: 8888 5289

22.februar 2017