Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Seje børn styrer selv: Middelfart Kommune vil have flere børn op på cyklen med børnemotionskampagnen Alle Børn Cykler

Aktive børn lærer mere, og cykling hver dag giver god motion. I Alle Børn Cykler dyster skolebørn i september om at cykle så meget som muligt både til og fra skole og i selve undervisningen. Men hvert tredje barn, der begynder i skole, har problemer med motorikken. Derfor tilbyder en særlig forældreguide allerede nu forældre inspiration til at give børnene cykelglæde og cykelsikkerhed hen over sommeren.

Hver dag på cyklen tæller

Når tusindvis af skolebørn til september deltager i Cyklistforbundet og TrygFondens kampagne Alle Børn Cykler, gælder det om at cykle så mange dage som muligt i den store dyst om seje præmier. Hver dag på cyklen giver point, og brug af cykelhjelm tæller dobbelt.

Men kampagnen handler også om at kombinere fysisk aktivitet og indlæring i fag som matematik, dansk, biologi eller samfundsfag med aktiviteter som grammatik-cykelstafet og matematisk cykelstjerneløb.

- Motion og fysisk bevægelse forbedrer børns evne til at koncentrere sig, og med cykler er det nemt at integrere bevægelse og læring. Cykler kræver ingen særlige fysiske rammer eller store idrætsanlæg - bare en skolegård og nogle gode undervisningsmaterialer, som lærerne kvit og frit får adgang til med Alle Børn Cykler, siger kampagneleder i Cyklistforbundet, Lasse Skou Hauschildt.

Alle Børn Cykler-guide til forældre
Men kampagnen henvender sig også til forældre. For cyklen er et stærkt redskab, når det gælder om at styrke børns motorik, balanceevne og rum-retningssans.

Derfor kan forældre allerede nu på www.abc-abc.dk finde inspiration til cykellege også til de helt små børn, anbefalinger til brug af hjelm, køb af børnecykler og meget mere.

- Hvert tredje barn, der starter i skole, har problemer med motorikken. Derfor er det vigtigt, at både lærere og forældre hjælper børn til at opleve glæden ved at cykle og få mere bevægelse ind i deres hverdag, siger Lasse Skou Hauschildt.

Seje børn styrer selv
Middelfart Kommune er en af de indtil videre 39 kommuner, der som samarbejdspartner på kampagnen arbejder for, at flere børn i kommunen kommer op på cyklen og får mere daglig motion.

Grete Berggren, dagtilbuds- og skolechef:

Undersøgelser viser, at motion og bevægelse styrker børns motorik og indlæring. Det er derfor vigtigt, at såvel forældre som skole fokuserer herpå, så vi sammen giver barnet de bedste forudsætninger for at lære så meget som muligt i skolen. Med en god indlæring i skolen er der dannet grundlag for ikke alene muligheden for et godt valg af uddannelse, men også for et godt og sundt liv i det hele taget. Jeg opfordrer til, at fokus ikke kun holdes forud og under kampagnen, men også fremadrettet, så det bliver naturligt at man i dagligdagen vurderer, om børnene kan cykle, frem for at blive kørt eller tage bussen.

Det er den enkelte lærer, der tilmelder sin klasse til kampagnen, og netop nu strømmer tilmeldinger fra skoler over hele landet til årets kampagne ind på www.abc-abc.dk. Sidste år deltog 135.990 skoleelever i kampagnen.

PRESSEBILLEDER
Billederne kan bruges frit ved redaktionel omtale af Alle Børn Cykler: www.abc-abc.dk/Om-ABC/Presse.aspx  

FAKTA: ALLE BØRN CYKLER
Cyklistforbundets og TrygFondens kampagne Alle Børn Cykler kører på skoler over hele landet den 4.-17. september 2017. Det er gratis at være med i kampagnen, der tilbyder lærere gratis undervisningsmaterialer til at inddrage cyklen i undervisningen. I kampagnens to uger samler eleverne point ved at cykle så mange dage som muligt - både til skole og i fritiden. Cykler man med cykelhjelm, giver det ekstra point. Efter kampagnen deltager klasserne om sjove og lækre præmier - bl.a. nye cykler til alle elever i en klasse og fede klassefester. Tilmeldingen frem til 18. august på www.abc-abc.dk.

Kontaktinformation

Sundhedsplanlægger i Middelfart Kommune, Iben Lykke Eggertsen, mail iben.lykkeeggertsen@middelfart.dk, mobil 30571183
Kampagneleder i Cyklistforbundet, Lasse Skou Hauschildt, mail
lsh@cyklistforbundet.dk, mobil 60 13 59 52

03.juni 2017