Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Realdania og Middelfart Kommune sætter fokus på radon

Radon er årligt medvirkende årsag til 300 tilfælde af lungekræft i Danmark. Nu kan du igen få mulighed for at få målt for radon i dit hus gennem oplysningskampagnen radonfrithjem.dk. Sidste år valgte 265 husstande i Middelfart at få målt radonniveauet, og i knap halvdelen af de målte boliger havde et højere niveau, end det WHO og Sundhedsstyrelsen anbefaler.

Radonmåleren er ikke meget større end en chokolade skildpadde.

Radon er noget, man hverken kan mærke, se eller lugte. Og samtidig tager det mange år, før en eksponering udvikler sig til lungekræft. Ikke desto mindre anslår Verdenssundhedsorganisationen WHO og Sundhedsstyrelsen, at 300 årlige tilfælde af lungekræft i Danmark kan relateres til radon.

Derfor lancerede Realdania i efteråret 2015 oplysningskampagnen www.radonfrithjem.dk. Kampagnen, der løber over tre år, har som formål at øge kendskabet til radon og opfordre husejerne til at måle, hvor meget radon, de har i hjemmet.

e-Boks-brev på vej fra kommunen
I løbet af kampagnens første målesæson i 2015 valgte 265 husstande i Middelfart Kommune at måle husets radonniveau via Realdanias kampagne. Data fra de målinger viser, at 47% af husene – lidt under halvdelen af de målte huse – havde mere radon end de 100 becquerel pr. kubikmeter luft (Bq/m3), som Sundhedsstyrelsen og WHO angiver som anbefalet grænseværdi.

Derfor støtter Middelfart Kommune nu igen op om Realdanias kampagne. Det sker med et e-Boks-brev til alle husejere i kommunen, hvor de opfordres til at få målt deres radonniveau.

Nemt at få målt
Det er hverken dyrt eller svært at få målt sit radonniveau. Det kræver blot nogle få målere på størrelse med en chokoladeskildpadde, der over tre måneder står og måler niveauerne i nogle af husets opholdsrum. En sådan måling koster fra 500-1.500 kr. og kan bestilles via Realdania-kampagnens hjemmeside, www.radonfrithjem.dk.

”Vi ved fra undersøgelser, at mange slet ikke kender til problemet med radon. Derfor er vores mål med kampagnen først og fremmest at få folk til at forstå, at radon er noget, man skal tage alvorligt, og få foretaget en måling. Den eneste måde, man kan vide, om man har for høje radon-niveauer i sit hus, er nemlig ved at få målt. Og vintersæsonen, vi går ind i nu, er det bedste tidspunkt at gøre det på, siger programchef Lennie Clausen, Realdania.

Middelfart Kommunes borgmester Steen Dahlstrøm siger: ”Vi havde i 2015 en meget flot tilslutning til radonkampagnen og efterfølgende et borgermøde med stor tilslutning med information om radon og hvilke tiltag den enkelte husejer kan foretage. Jeg kan derfor kun opfordre husejere til at få foretaget måling for niveauet af radon. Kun med denne viden har du mulighed for at sikre dig og din familie, hvis niveauet ligger for højt hos dig.”

Du kan læse mere om radon og få viden fra eksperter på området via kampagnens hjemmeside, www.radonfrithjem.dk  

Kontakt
Plan- og Byggechef Jørgen Knudsen, Middelfart Kommune, tlf. 88 88 48 20
Programchef Lennie Clausen, Realdania, tlf. 29 69 52 17




Fakta:

Om radon i boliger
Koncentrationen af radon i luften angives i enheden becquerel pr. kubikmeter luft (Bq/m3). Becquerel er den almindeligt anvendte måleenhed for radioaktiv stråling. WHO og Sundhedsstyrelsen har fastsat en anbefalet grænseværdi på 100 Bq/m3 i boliger. Har man højere end det, bør man gøre noget. Hvor meget der skal gøres, afhænger af hvor meget radon, man har.

Radon bør måles i årets kolde måneder, fra oktober til april. Det skyldes, at temperaturforskellen ude og inde er størst i disse måneder. Derved får man en trykforskel, som gør, at huset fungerer som en støvsuger og suger radon op fra undergrunden. Da det samtidig er den tid på året, hvor der luftes mindst ud, er radonniveauet i boligen højest

Om kampagnen
Radonfrithjem.dk er en tre-årig kampagne, der blev iværksat i 2015 af Realdania. Kampagnen skal højne danskernes viden om radon, hjælpe boligejerne med at få målt radonniveauet i deres hjem, og ved for højt radonniveau få vejledning til at gøre noget ved det. Kampagnen har to spor:

• En oplysningskampagne målrettet boligejere via medier og samarbejder med kommuner og landsdækkende myndigheder. Herunder også et website, hvor man kan få mere information og bestille en måling.
• En opgradering af den rådgivnings- og håndværkerbranche, der hjælper boligejerne til at løse problemet, hvis der er for meget radon i huset. Herunder etablering af en uddannelse af radonrådgivere i samarbejde med Teknologisk Institut og Statens Byggeforskningsinstitut.



Om Realdania
Realdania er en filantropisk forening, der støtter projekter i hele Danmark. Realdania arbejder for at forandre og forbedre byggeriet, byerne og bygningsarven. Sammen med ildsjæle, kommuner, fonde og foreninger skaber Realdania livskvalitet for alle gennem det byggede miljø. Realdania har støttet mere end 3.000 projekter siden år 2000, hvor foreningen blev dannet. Realdania har ca. 146.000 medlemmer.

Læs mere på realdania.dk  

13.januar 2017