Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Åben Skole: Erhvervsliv og folkeskoler klar til at gå løs på klimaudfordringerne sammen

Nyt undervisningskoncept i Middelfart Kommune bringer elever, lokale virksomheder og undervisere sammen om klimalæring - med udgangspunkt i virksomhedernes konkrete problemstillinger og muligheder. Lokalt erhvervsliv bakker op.

Fænøsund 504 px

Ingen er for store, ingen er for små - alle er velkomne! Sådan lød det i foråret, da Middelfart Kommune efterlyste virksomheder, som vil være med til at udvikle et klimaundervisnings-koncept til kommunens folkeskoler.

Målet er, at skolelærere, elever og virksomheder sammen lærer, udvikler og anstrenger sig for at bearbejde klima problematikker - til gavn for alle parter.

- Vi er rigtig glade for, at der er en række lokale virksomheder, som har meldt sig til at være en del af første bølge i udviklingen af undervisningskonceptet, som har arbejdstitlen "Klimalaboratoriet - næste generation". Vi har store forventninger til projektet - både fordi det handler om at give vores børn og unge viden om klimaudfordringerne og redskaber til at handle. Og fordi konceptet rammer direkte ind i ånden omkring "åben skole", hvor virksomheder og folkeskoler arbejder sammen om læring og samtidig giver eleverne et kig ind i virksomhederne og forskellige fagområder, siger Steen Dahlstrøm.

En af de virksomheder, der har sagt ja til at være med i udviklingen af "Klimalaboratoriet - næste generation", er EL:CON A/S.

For servicechef Jesper Lund Hansen er det netop de to spor, der er årsagen til, at virksomhe-den, der beskæftiger 75 mand i Middelfart, Nørre Aaby og Fredericia - og 700 mand på landsplan, har sagt ja til at være med.

- For det første matcher undervisningsforløbet EL:CONs fokus på klimaløsninger. Vi arbejder blandt andet med energioptimering, og projektet giver os mulighed for at dele vores viden med både skoleeleverne og de konsulenter, der er med. Og for det andet, så er det her en rigtig god indgangsvinkel til at få nogle skoleelever til at interessere sig for elektriker-faget. Vi er i en branche, som både her og nu og på sigt har brug for at kunne rekruttere den rigtige arbejdskraft, siger Jesper Lund Hansen.

Flere virksomheder inviteres med i skoleåret 18/19
Pt. er der 24 cases at arbejder med det første år - som er udviklingsåret. Klimachef Morten Westergaard vurderer, at det er tilstrækkeligt til at komme i gang. Men sidder der virksomhedsledere et sted i kommunen og fortryder, at de ikke er med i første bølge, så kan de sta-dig nå at henvende sig.

- Man kan dele virksomheder, som er med allerede nu, ind i to kategorier. Den ene er virksomhederne, som gerne vil udfordres på en problemstilling omkring f.eks. deres egne bygninger eller deres produktion. Og så er der virksomheder som f.eks. EL:CON, Nordic Pipe og Wise Marketing, der hver på deres måde har den grønne omstilling som en del af deres forretningsområde. Begge grupper åbner for nogle rigtig gode læringsforløb, som alle kan blive klogere af. Så vi har faktisk allerede armene i vejret, fortæller Morten Westergaard.

Med virksomhederne klar bliver næste skridt i arbejdet, at der efter sommerferien skal uddannes en klimavejleder på alle kommunens skoler. Klimavejlederne og virksomhederne, som er med i projektet, skal i efteråret forventningsafstemme virksomhedernes bidrag til undervisningen, antal besøg og udvikle de konkrete undervisningsforløb på virksomhederne.

Det betyder, at de første klimaklasser tester undervisningsforløbene i begyndelsen af 2018.

- Det bliver rigtig spændende. Alle er enige om, at det her er en rigtig god idé - men det er første gang. Så når forløbene er testet, så skal vi i gang med at justere dem, så vi optimerer gevinsterne. Både for eleverne, for lærerne og for virksomhederne. Og herefter er det planen, at de testede forløb skal bredes ud og være grundlaget for bølge to, hvor vi ruller konceptet bredt ud i kommunens skoler med vores uddannede klimavejledere som ambassadører og problemknusere på deres skoler, fortæller Morten Westergaard.

Sidste frist for at være med i udviklingen af undervisningsforløbene er efter sommerferien. Virksomheder kan henvende sig til klimachef Morten Westergaard på morten.westergaard@middelfart.dk eller skolekonsulent Lars Jensen på lars.jensen@middelfart.dk

FAKTA: Klimalæring - en del af Klimalaboratoriet

I Klimalaboratoriet arbejder Middelfart Kommune med både forebyggelse og klimatilpasning.

Klimalaboratoriet handler om at tage et lokalt ansvar - og dele viden nationalt og globalt.

Grundidéen er altså at udvikle, gennemføre og fremvise energi- og klimaløsninger i skala 1:1 - i en levende og lærende kommune, der samarbejder med forskere, videns-institutioner, erhvervsliv og kommunens borgere.

I Klimalaboratoriet ligger bl.a. viden fra energirenovering af 100 offentlige bygninger - og kommunens gadebelysning - efter ESCO-princippet, regnvandshåndtering i Danmarks største demonstrationsprojekt KlimaByen og skabelsen af Føns Nærvarme - Danmarks mindste "nær-fjernvarmeanlæg" - med lokalsamfundet som bærende kræfter.

09.juli 2017