Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo

Videnskab om marsvin vender hjem til Danmark

Der bliver et mylder af hval- og sælinteresserede forskere fra hele verden, når European Cetacean Societys havpattedyrskonference efter 30 års turné vender tilbage til Danmark. Konferencen, der lø-ber over fem dage, holdes i Middelfart – hvor verdens første forskningscenter for marsvin blev etableret i 1962.

Jonas Teilmann

Den årlige European Cetacean Societys havpattedyrskonference kommer til Danmark i 2017, til stor begejstring for de danske forskere.

En af dem, der har armene i vejret over, at konferencen efter 30 år vender tilbage, er seniorforsker ved Institut for Bioscience under Aarhus Universitet Jonas Teilmann. Han er leder af den danske organisationskomité.

- Vi glæder os rigtig meget. Konferencen vil skabe glimrende muligheder for, at danske forskere, særligt de yngre forskere og studerende, kan etablere og udvide deres internationale netværk og dermed skabe grobund for nye projekter i de kommende år, som vil være til stor gavn for et endnu mere globalt perspektiv i dansk forskning, siger Jonas Teilmann.

Middelfart opslagt som værtsby
På konferencen forventes, at cirka 350 studerende og forskere fra mere end 25 lande deltager.

- Det giver en enestående mulighed for blandt andet at sætte fokus på dansk havpattedyrforskning og naturbeskyttelse. Vi kan udveksle viden, ideer og teknologi med relevans for havpattedyrsforskning, og vi får mulighed for at profilere Danmark som et land med meget at byde på for både forskere og almindelige borgere med interesse for havpattedyr, fortæller Jonas Teilmann

Og her har valget af Middelfart som værtsby været oplagt for forskerne.

- Middelfart er et af de bedste steder at observere marsvin i Danmark, og verdens første forskningscenter for marsvin blev etableret her i 1962 og flyttet til Odense Universitet i 1974. Forskningscenteret lagde grundstenen for et stærkt dansk forskningsmiljø, og ECS-konferencen er med til yderligere at styrke dansk forskning ved at give vores forskere og studerende mulighed for at præsentere deres arbejde for og lære af mange af verdens førende havpattedyrforskere, forklarer Jonas Teilmann.

Indtil 2. verdenskrig var netop Middelfart centrum for Danmarks marsvinefangst. Den historie lever fortsat – blandt andet gennem byens "Marsvinelaug", der blev genstiftet i 1959 som et historisk laug, 60 år efter ophøret af de tidligere marsvinejægeres laug.

Middelfart Kommunes borgmester, Steen Dahlstrøm, der selv er medlem af marsvinelauget, er både glad og stolt over, at ECS-konferencen bliver holdt i Middelfart.

- Marsvinene og Lillebælt har en helt særlig betydning for os. Derfor er vi rigtig glade for det samarbejde, vi allerede har med forskerne på Aarhus Universitet - om projekter i Naturpark Lillebælt. At konferencen blander de etablerede forskere med den næste generation – de studerende - gør det ekstra spændende for Middelfart at være værtsby. For måske kan vi være heldige, at de får smag for at dykke dybere ned i vores område. Jo klogere vi bliver på den mangfoldighed, der gemmer sig under vandoverfladen, jo bedre kan vi leve op til vores ambition om, at benyttelse og beskyttelse kan fungere side om side, siger Steen Dahlstrøm.

Konferencens tema "Naturbeskyttelse i lyset af menneskets udnyttelse af havet" er særligt relevant for Danmark, hvor samspillet på havet mellem fiskeri, offshore industri, rekreative aktiviteter og naturbeskyttelse spiller en stor rolle. Desuden har EU for nylig søsat et stort nyt direktiv om planlægning af aktiviteter på havet (Marine Spatial Planning Directive), hvor alle menneskelige aktiviteter på havet skal organiseres, lidt som man kender det på land.

200 videnskabelige præsentationer på plakaten
Selve European Cetacean Societys havpattedyrskonference løber over fem dage: 29., 30. april og 1.-3. maj 2017 og afholdes på Hindsgavl Slot i Middelfart.

De to første dage afholdes ca. 15 workshops med specifikke emner og problemstillinger i forbindelse med havmiljøforskning efterfulgt af tre dage med ca. 60 foredrag i plenum og omkring 200 videnskabelige præsentationer på plakaten.

Den første aften på konferencen skal deltagerne en tur på hvalsafari med lokale både fra Middelfart. Derudover vil deltagerne blandt andet have mulighed for at komme en tur om bord på forskningsskibet Aurora og være med til åbningen af en offentlig tilgængelig lyttestation i Middelfart, som skal optage marsvins og skibes lyde i de kommende år. Disse aktiviteter skal være med til at løfte konferencens 30-års jubilæum og skabe yderligere opmærksomhed omkring dansk havpattedyrforskning.

Man kan lære mere om programmet på konferencens hjemmeside: http://www.europeancetaceansociety.eu/

For yderligere oplysninger:
Institut for Bioscience, AU, 4000, Roskilde, seniorforsker, Jonas Teilmann, +45 8715 8494
Borgmester Steen Dahlstrøm, Middelfart kommune. Tlf: +45 4015 1858

20.marts 2017