Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Middelfart Byråd inviterer til borgermøde om fremtidens marina

INVITATION TIL BORGERMØDE: Middelfart Byråd har 2. januar 2017 besluttet at sende forslag til Marinaplan Middelfart i høring, derfor opfordrer Byrådet alle med interesse i at udvikle området til at deltage i det kommende borgermøde 30. januar på Middelfart Gymnasium.

Dronefoto

For at kunne realisere udviklingen af signaturindsatsen Middelfart Marina, har Middelfart Byråd sammen med konsulentfirmaet Rambøll udarbejdet Marinaplan Middelfart. Planen er nu sendt i høring, og derfor starter en længere proces med at inddrage både nuværende og kommende brugere af marinaen.

Borgmester Steen Dahlstrøm fortæller:
"Middelfart Marinaplan er næste skridt i realiseringen af visionen: Broerne begynder her.
Marinaen er en signaturindsats i den sammenhæng, fordi den rummer et stort potentiale for turisme, events og erhverv. Det potentiale vil vi gerne udnytte til at skabe en marina for hele kommunen. En marina, som fortsat tilgodeser sejlerfolket, men som også er fuld af aktiviteter for andre borgere og gæster - og gerne hele året rundt."

Marinaplanen tegner de store linjer i udviklingen af marinaen i forhold til bl.a. infrastruktur, arkitektur og byggeri. Den er skabt på baggrund af dialog med flere interessegrupper over flere år:

"Marinaplanen i sin nuværende form er stykket sammen af gode ideer samlet ind via workshops og brugerundersøgelser gennem årene bl.a. VM i matchrace. På borgermødet vil vi gerne have kvalificeret planen yderligere sammen med borgerne. Sådan vil vi også arbejde med realiseringen af planen - med inddragelse af dem, som det vedrører", slutter borgmesteren.

Sammen med Middelfart Marinaplan har byrådet også sendt en principbeslutning om at overgå til stativordning for opbevaring af både i høring. Formand for Teknisk udvalg Niels Bebe forklarer:

"Hvis vi skal realisere de mange projekter, som marinaplanen lægger op til, så skal vi have en stativordning, der frigør nye arealer til formålet. Vi trækker på positive erfaringer fra andre marinaer. Det er to trin: I første omgang, skal vi tage en principbeslutning om at overgå til stativordning, og herefter går vi i dialog med brugerne om, hvordan vi bedst får lavet en funktionel stativordning, der passer til behovene på Middelfart Marina."

Tid og sted for borgermødet
Borgermøde om marinaplanen finder sted på Middelfart Gymnasium, Østre Hougvej 97 i Middelfart fra kl. 19-21.45. Af hensyn til forplejningen bedes deltagere til borgermødet tilmelde sig på www.middelfart.dk/tilmeldingmarina

Høringssvar:
Man kan læse Middelfart Marinaplan på hjemmesiden www.middelfartmarina.dk og høringssvar kan sendes på mail til staben@middelfart.dk. Alle høringssvar offentliggøres på www.middelfart.dk .

Marinaplanen er i høring frem til 28. februar 2017 og Byrådet behandler den endelige Middelfart Marinaplan 3. april 2017.

Om Middelfart Marinaplan
Middelfart Marinaplan er næste skridt i byrådets vision - "Broerne begynder her". Byrådet ønsker at udvikle Middelfart Marina sammen med nuværende og kommende brugere til at blive hele kommunens marina og gøre området mere attraktivt og alsidigt. Byrådet ønsker at området udvikles til et stærkt aktiv for turisme, erhverv og events, samtidig med, at marinaens brugere og kommunens borgere får en mere attraktiv marina. Gennem lokalplanlægning for området skal der gives nye muligheder for byggeri og aktiviteter i respekt for det eksisterende havnemiljø.

Billede fra tidligere workshop

19.januar 2017