Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Tumledage for børnehavebørnene i Nørre Aaby fortsætter

Efter en vellykket forsøgsperiode er det nu besluttet at forsætte med tumledage i Vestfyns Kultur- & Idrætscenter. Tumledagene er et resultat af et tværgående samarbejde mellem Projekt Glade Unger, Vestfyns Kultur- & Idrætscenter, Børnehuset Nørre Aaby og Nørre Aaby Realskoles Børnehave.

Motion, leg og fællesskab
Målet med tumledagene er at øge trivslen gennem motion, leg og fællesskab. Det skal være sjovt for ungerne at røre sig. Begge børnehaver har været utrolig glade for samarbejdet og muligheden for at komme i hallen og børnene har været super tilfredse med at komme en gang om ugen til leg og sjov i hallen. I forsøgsperioden har forskellige sportsforeninger som håndbold, fodbold, gymnastik og jiu-jitsu været forbi, for at vise hvad de kan tilbyde børnene. Det er fortsat planen at invitere forskellige sportsforeninger forbi.

Kharunnya Rajkumar, Projektleder for Glade Unger, udtaler: " Vestfyns Kultur- & Idrætscenter og børnehaverne har været samarbejdsvillige og idérige. Alle har været med på idéen om at skabe et ekstra tilbud, hvor trivslen øges igennem tumle-lege og sportslige aktiviteter. Det giver derfor rigtig god mening for alle parter at fortsætte med det gode samarbejde."

"Fysisk inaktivitet er en voksende udfordring for folkesundheden, så det er rigtig dejligt, at man i Nørre Aaby har fundet sammen på tværs af børnehaver og idrætscenter omkring dette. Al erfaring viser, at det skal være sjovt at være sund, hvis det skal batte noget." slutter Sundhedschef, Lis Huge.

Forældre velkomne til at være med
Tumledagene er rykket fra tirsdag eftermiddag til onsdag formiddag, for at børnehaverne har mulighed for at have flere børn med. Selvom tumledagene er rykket til om formiddagen er forældrene selvfølgelig stadig velkomne til at smide skoene og komme ind og lege med. Middelfart Sparkasse har støttet op om det gode initiativ ved at sponsorere T-shirts til alle børnene.

Projekt Glade Unger
Glade Unger er et projekt hvor formålet er at motivere lokale småbørnsfamilier, foreningslivet, erhvervslivet, institutionsområdet og andre lokale aktører til at gå sammen om at etablere lokale lege- og samlingsaktiviteter for småbørnsfamilier i nærmiljøet. Der er fokus på samskabelse, integration, bevægelse, aktivt medborgerskab og glade unger.

Kontaktinformation 

Projektleder Glade Unger, Kharunnya Rajkumar, tlf.: 20 55 98 69

14.november 2016