Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Rygestopkampagne giver gode råd til rygere, der vil holde op med at ryge

Er du en af de mange, der gerne vil holde op med at ryge? I uge 35 og 36 sætter en national kampagne fokus på, hvor du kan få hjælp til det.

Vi ved, at 6 ud af 10 rygere gerne vil holde op, og at mange vælger en metode, som ikke fungerer. Derfor tilbyder Middelfart Kommune løbende rygestopkurser til borgere, der ønsker støtte i forbindelse med deres rygestop. Næste rygestopkursus starter d. 23. september i Nørre Aaby og der er stadig ledige pladser.


Det skal du huske
Sundhedsstyrelsen har samlet 5 gode råd til, hvordan man kan planlægge sit rygestop, som baserer sig på viden om, hvad der giver det bedste resultat:

1. Få rådgivning før og under dit rygestop - enten ved at ringe til Stoplinien på 80313131 eller ved at tilmelde dig et gratis rygestopkursus i kommunen.
2. Skriv dine grund til at stoppe med at ryge ned, og hæng dem et synligt sted.
3. Beslut dig for en stop-dag indenfor de næste 2-3 uger, hvor du stopper HELT med at ryge
4. Brug nikotin-erstatning eller receptpligtig medicin.
5. Læg en plan for, hvad du vil gøre, når rygetrangen melder sig.

"Kampagnen giver de rygere, der gerne vil holde op en hjælpende hånd til det. Den skal sprede viden om, hvor det er muligt at gå hen, hvis man gerne vil have hjælp. Desuden vil vi gerne have den viden ud om, hvad der har den bedste effekt, så man faktisk holder op. Hvis man bruger nikotinerstatning eller rygestopmedicin, er det fx vigtigt at vide, at begge dele virker bedst, når man bruger dem længe nok og hyppigt nok" siger tobaksekspert Mads Lind, fra Sundhedsstyrelsen.


Lokalt rygestopkursus
På rygestopkurserne i Middelfart Kommune arbejdes der ud fra STOP-konceptet fra Kræftens Bekæmpelse. Der sættes en fælles stop-dag, og det kræver, at man er indstillet på at stoppe med at ryge på denne dato. Stop-dagen er 2-3 dage inden 3. mødegang og forløbet består af 5-6 mødegange i alt.

Næste kursus starter d. 23. september i Nørre Aaby. Tilmelding nødvendig til: Rygestopkoordinator Signe Leschly, Sundhedsafdelingen, Tlf.: 21 12 02 88.


Fakta om kampagnen
Kampagnen "Få hjælp til dit rygestop" er en landsdækkende kampagne, som skal få flere storrygere til at kvitte smøgerne. "Få hjælp til dit rygestop" kører både på landsdækkende TV, i radio og på Facebook. Sundhedsstyrelsen står bag indsatsen, der også støtter mange lokale initiativer til rygestop. Indsatsen har kørt over 1 ½ år med to kampagneperioder i 2015 og en nu igen i uge 35+36 2016.


Fakta om rygning
• Alle kan stoppe med at ryge, men mange forsøger at stoppe flere gange, før det lykkes.
• Chancen for at lykkes med et rygestop bliver fem gange større, hvis man får hjælp til det.
• Personer, der dagligt ryger 15 cigaretter eller derover, lever i gennemsnit 8-10 år kortere end personer, der aldrig har røget.
• De fleste storrygere ønsker at stoppe. Det gælder for mindst 6 ud af 10 rygere.
• Trangen til tobak er størst i begyndelsen af rygestoppet. Men den bliver hele tiden gradvist mindre.











Kontaktinformation
• Yderligere information om den kommunale indsats: Rygestopkoordinator Signe Leschly, Sundhedsafdelingen, Tlf. 21 12 02 88
• Fakta og baggrund om kampagnen: Mads Lind, specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen, tlf. 72 22 85 01

30.august 2016