Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Nyt tilbud om familieidræt

Store smil, latter og røde kinder hos både børn og voksne er et af succeskriterierne når Projekt Glade Unger d. 8. januar 2017 starter familieidræt op i Middelfart og Strib. Tilbuddet er blevet til ud fra et nyt tværgående samarbejde mellem Lillebælt Sport og Kultur, Middelfart Produktionsskole og Middelfart Kommunes Sundhedsaf-deling/Projekt Glade Unger.

Motion, leg, sjov og samvær

Målet med Familieidrætten er at give børnefamilierne i Middelfart Kommune mulighed for at kombinere en travl hverdag med at være aktive sammen. Fokus er leg og familiesamvær samt at danne netværk på tværs af kultur og etnicitet.

Tilbuddet kører hver anden søndag fra januar til juni i Middelfart og Strib. Herefter vil det blive evalueret om tilbuddet vil fortsætte. Der vil hver gang fra kl. 10.30-11.30 være forskellige aktiviteter målrettet 0-5 årige og deres familier (forældre, bedsteforældre og ældre søskende). Familierne opfordres til at tage madpakke med og nyde den sammen med de øvrige efter aktiviteterne.

Vi vil med familieidrætten gerne skabe nogle rammer, der ligger op til masser af leg og bevægelse, da vi ved der er en sammenhæng mellem børns trivsel og graden af fysisk aktivitet. Derudover håber vi også at få nogle af småbørnsfamilierne med anden etnisk baggrund end dansk til at komme og være med, da vi tror på, at idrætskulturen kan bidrage positivt til social integration i samfundet, udtaler Sundhedschef Lis Huge. 

Samarbejde på tværs

Lillebælt Sport og Kultur har de ideelle rammer for et tilbud som Familieidræt, aktiviteterne vil både komme til at foregå i Lillebæltshallerne i Middelfart og i Strib Fritids- og Aktivitetscenter. Det vil være eleverne fra ”Sundhed og Event linjen” på Middelfart Produktionsskole, samt forskellige sportsforeninger, som håndbold, fodbold, gymnastik og volleyball, som kommer til at stå for aktiviteterne. 

Vi er super spændte på det nye samarbejde, og glæder os over, at de lokale aktører har været utrolig samarbejdsvillige og idérige for at skabe fysisk aktivitet og netværk på tværs af kommunens borgere, udtaler projektleder Boe Trøigaard Hansen. 

Det vil være gratis at deltage og tilmelding er ikke nødvendigt. Første gang er søndag d. 8. januar kl. 10.30-11.30. Interesserede kan følge med i facebookgruppen ”Familieidræt i Middelfart”.

Projekt Glade Unger
Glade Unger er et projekt hvor formålet er at motivere lokale småbørnsfamilier, foreningslivet, erhvervslivet, institutionsområdet og andre lokale aktører til at gå sammen om at etablere lokale lege- og samlingsaktiviteter for småbørnsfamilier i nærmiljøet. Der er fokus på samskabelse, integration, bevægelse, aktivt medborgerskab og glade unger.

Kontakt information

Projektleder Glade Unger, Boe Trøigaard Hansen, tlf.: 29 74 51 08

19.december 2016