Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

PRESSEMEDDELELSE: Naturpark Lillebælt vil have lokale marsvin på facebook

Naturpark Lillebælt går på facebook og sætter fokus på Danmarks nationalhval marsvinet. Naturparken vil have 1000 venner inden Naturens Dag den 13. september og opfordrer alle til at tage en video eller et foto af Lillebælts marsvin og poste det på www.facebook.com/naturparklillebaelt . Målet er at udbrede kendskabet og skabe dialog om naturparkens arbejde og naturen i og omkring Lillebælt.

Formand for Naturparkrådet Johannes Lundsfryd Jensen håber, at den nye facebookside vil skabe en god dialog:

”Vi har brug for en masse kommentarer og dialog med borgere, foreninger og besøgende i udarbejdelsen af det konkrete indhold i Naturpark Lillebælt. Det vil også hjælpe i processen med at blive officielt godkendt af Friluftsrådet som naturpark. Derfor håber jeg meget, at folk vil tage godt imod facebooksiden, som et værktøj i den proces.”

Facebook og marsvin
Niels Ole Præstbro fra Naturpark Lillebælt har været med til at sætte fokus på marsvinet via den nye facebookside:

”Marsvinene i Lillebælt har kalve lige nu, dvs. unger, som drikker mælk fra mødrene, og de har travlt med at finde føde i havet. Der er lige nu stor chance for at se dem, derfor har vi valgt at sætte fokus på lige netop marsvinet. Naturpark Lillebælt er også på mange måder stadig en kalv og er slet ikke færdigudvokset. Derfor var det oplagt at vælge marsvinet, som emne for lanceringen af facebooksiden”, fortæller Niels Ole Præstbro og fortsætter:

”Marsvinet kan ses fra kysten i alle naturparkens kommuner – både Kolding, Fredericia og Middelfart – og så er vi stolte af den store bestand i området – det er absolut et unikt kendetegn med Naturpark Lillebælt.”

Hvor kan du spotte et marsvin?
Søbadet eller Røjle Klint ved Middelfart, Fredericia C eller fra Østerstrand ved Fredericia og Stenderup Hage, Løverodde og inderfjorden ved Kolding.

Spot og post marsvinet her:

www.facebook.com/naturparklillebaelt

Johannes Lundsfryd, formand for Naturparkrådet om Naturpark Lillebælt:
” I Lillebælt har vi en fantastisk kyststrækning med mange muligheder og vi ser frem til at skabe endnu flere via dialog med de forskellige interessenter og frivillig involvering af lodsejere. Det er alt afgørende, at der sættes fokus på beskyttelse og benyttelse af den grønne og blå natur, som kan være med til at støtte op om det sunde liv i området, Ved fx facebook kan vi skabe en interesse og forståelse, som betyder vi ændrer adfærd og passer bedre på Lillebælts ressourcer. Men vi kan også få input til, hvor i Naturpark Lillebælt vi kan styrke friluftslivet og udvikle flere aktiviteter.”

Yderligere oplysninger:
Formand for Naturparkrådet Johannes Lundsfryd Jensen Tlf.: 2528 4142
Projektleder Niels Ole Præstbro Tlf.:8888 4892

 

04.september 2015