Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

PRESSEMEDDELELSE: Naturens Dag med rekordopbakning fra foreningslivet

Rekordmange foreninger – op mod 40 - er klar til at tage imod de besøgende, når Naturens Dag åbner på søndag d. 13. september kl. 10.00 i Middelfart Kommune. Det svarer til, at hvert 5. arrangement på den landsdækkende Naturens Dag foregår i Middelfart.

Programmet er trykt og delt ud, Kaya Brüel og Ole Kibsgaard bestilt til den musikalske underholdning på Middelfart marina, foreningerne har planlagt deres aktiviteter i naturen, og tilbage er bare at håbe på godt vejr til en sjov dag i naturen.

Det kan være en god idé at kigge lidt på programmet inden det går løs på Naturens Dag. For nå rundt til det hele kan man vist ikke.

Borgmester Steen Dahlstrøm roser de frivillige kræfter og styregruppen, der samler trådene og får de mange aktiviteter til at udgøre et hele: Foreningerne gør rigtig meget for, at det skal blive en dag med gode naturoplevelser for familierne. At så mange er med til at arrangere og til at besøge aktiviteterne vidner om den interesse, der er for at bruge og passe på naturen her i Middelfart kommune. Og jeg er da stolt af, at ca. en femtedel af alle Naturens Dag arrangementer i hele landet – ja, de ligger her i vores kommune.

Gode gengangere og spændende nyheder
Mange af kommunens foreninger stiller hvert år trofast op med en aktivitet på Naturens Dag. Det er f.eks. orienteringsløb og geocaching ved Aktivitets- og naturcenteret Hindsgavl, kajak- og inriggerroning og Vesterdal Efterskoles ”Naturens Legeland” ved Føns Søsportsklub, og spejderaktiviteter i marinaen, ved dykkerklubben i Sildemarken og i Strib ved Strib Ro- og kajakklub. Også de populære sejlture med Aventura er med i programmet igen – og husk at købe billetter på www.lillebaelt-waters.dk.

Skattejagt i Vesterdal Efterskoles Naturens Legeland

Selvom deltagelse i Naturens Dag er blevet en tradition i mange klubber og foreninger, så er der også nyheder i programmet. F.eks. er der tilbud om ”Walking Rally” ved Aktivitets- og naturcenter Hindsgavl. Her har Frivillignet Middelfart, en del af Dansk Flygtningehjælp, sammen med Sundhedsafdelingen arrangeret en hyggelig gåtur. Der er også nyt på vandsiden, hvor Strib Bådeklub og Middelfart Sejlklub begge har omfattende og forskelligartede aktiviteter at byde på. I Ejby er der også tilbud på både den ene og anden side af byen – Vildt i Ejby Mose og søndagshygge i Vestermose Skov.

Strib Spejdernes lækkerier

Ved Aktivitets- og naturcenter Hindsgavl

En ren win-win
Mogens K. Hansen er medlem af styregruppen og deltager i planlægningen af aktiviteter på Naturens Dag for både Kajakklubben Strømmen, AOF og Røde Kors. Mogens fortæller, at det er dejligt at kunne vise de besøgende nogle af de mange muligheder for aktiviteter i naturen, der er i Middelfart Kommune: Det er ikke så tosset at kunne give andre en god oplevelse, så det stiller vi gerne op til. Og det giver jo også os foreninger noget at være synlige på Naturens Dag. Det gør, at flere får kendskab til vores tilbud, og måske har nogen af dem lyst til at melde sig ind eller bidrage til foreningslivet.

Efter borgmester Steen Dahlstrøms mening ligger nøglen til succesen omkring Naturens Dag i Middelfart Kommune i den store frivillige indsats og i samarbejdet mellem alle foreningerne og kommunen. Her får alle nemlig noget ud af det: For kommunen som helhed er det vigtigt, at øge livskvaliteten, sundheden og fællesskabet blandt borgerne. Det bidrager et arrangement som Naturens Dag til, og her kan vi som kommune støtte med at koordinere og markedsføre aktiviteterne.

For yderligere information:
Hjemmeside: www.middelfart.dk/naturensdag
Sekretariatet v/Vibeke Nørby: Tlf. 8888 4798

 

 

04.september 2015