Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Ejbyhallen motiverer brugerne til energiforbedringer

De europæiske sportshaller sluger 4% af EU's samlede energiforbrug til trods for, at de kun er i brug i et begrænset tidsrum. Ejbyhallen i Middelfart er ingen undtagelse. Til og med næste år er hallen med i EU-projektet N0E (Nearly Zero-Energy Sports Facilities), som skal vise vejen til energirigtige sportshaller.

Hallen har ondt i energiforbruget, men det har hallens daglige leder Allan Sørensen tænkt sig at gøre noget ved. Både gennem energitiltag i hallen, men også ved at engagere brugerne til at tænke mere energirigtigt, når de bruger hallens faciliteter.

Projektet skal være med til at give ham overblik over, hvor i hallen, der kan energiforbedres. Selvom hallen har været igennem en ombygning i 2009, så er der stadig meget at komme efter både inden for belysning og styring af varme og vand. Allan Sørensen viser gladelig rundt i hallen og omklædningsrummene og udpeger bygningens ’ømme steder’, når det gælder energi.

-”Lys, varme, energistyring – der er virkelig behov for forbedringer her i hallen. I dag bruger jeg mig selv som målestok, når jeg går rundt i rummene og mærker efter om der er for varmt eller koldt. Det ville være meget mere effektivt med automatisk styring i stedet til at give mig overblik og justere forbruget efter behovet”, siger han.

-”Vi har en vandvarmer på 1000 liter, som bare står og sender det varme vand rundt i rørene 24 timer i døgnet, uanset om der er folk i omklædningsrummene eller ej,” siger han.

Det er en udfordring at få økonomi til den slags forbedringer, og derfor ser han frem til at projektet kan videndele om, hvad der lykkedes i andre haller og hvordan man har grebet udfordringerne an andre steder i Danmark og udlandet.

Små tiltag gør også en forskel
Indtil økonomien er på plads, så er første skridt at appellere til brugernes energibevidsthed.

-”Jeg tror slet ikke at brugerne tænker over, hvor stor en del af deres bidrag, der går til energiforbrug. Vi har små midler at gøre godt med, men jeg har planer om at lave nogle guidelines til brugerne, bl.a. sætte klistermærker op, som skal få folk til at tænke mere over deres forbrug af lys og vand i hallen", siger Allan Sørensen.

Desuden skal projektet være med til at videndele om løsninger og muligheder for energiforbedringer blandt de 21 deltagende europæiske haller. Ud over Ejbyhallen deltager to haller fra Sønderborg. CLEANs Middelfartafdeling er tovholder på den danske del af projektet.

 

Ejbyhallen
Foto: Ejbyhallen er en klassisk dansk sportshal der, som mange andre, kæmper for at nedbringe energiforbruget og appellerer til forbrugerne om at tænke på energien, når de bruger hallens faciliteter.

Om CLEAN:
Middelfart Kommune er partner i CLEAN. CLEAN er Danmarks grønne energi- og miljøklynge med ca. 160 medlemmer fra vidensinstitutioner, private virksomheder og offentlige instanser, der gennem projekter og samarbejder skaber grøn vækst og innovation nationalt og internationalt. www.n0esport.eu og www.cleancluster.dk

Kontaktinformation:
Projektleder Casper Mikkelsen, 42246660 eller cam@cleancluster.dk



10.september 2015