Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Pressemeddelelse: 295.000 kr. til benyttelse og beskyttelse af naturen i Lillebælt

STØTTE TIL NATURPARK: Friluftsrådet og Nordea-fonden har tildelt Naturpark Lillebælt 295.000 kr. Pengene skal bruges til at indsamle viden om alt det, der for mange er gemt væk under havoverfladen i Lillebælt. Naturparken søger viden fra alle, som benytter naturen i og omkring Lillebælt, som kan belyse, hvor i Naturpark Lillebælt vi skal styrke beskyttelsen og hvor vi kan skabe flere naturoplevelser.

Stenrev

De 295.000 kr. kommer både naturen - og menneskerne, som bruger den - til gode.

Johannes Lundsfryd, formand for Naturparkrådet fortæller:
”Det er et samarbejdsdrevet projekt med fokus på at bringe lokale og nationale organisationers og personers viden om bæltet i spil. Det hele samles i et digitalt vidensgrundlag, der skal bruges i forvaltnings- og formidlingssammenhænge af Lillebælt. På sigt kan vidensgrundlaget være med til at vække borgernes og turisternes interesse og forståelse for de unikke natur- og kulturværdier, der gemmer sig under overfladen, her i vores område. En interesse og forståelse, som betyder vi ændrer adfærd og passer bedre på Lillebælts ressourcer. Men også et grundlag, der kan være med til at pege på, hvor i Naturpark Lillebælt vi kan styrke friluftslivet og udvikle flere aktiviteter, som formidler om Lillebælts hemmeligheder.”

Et eksempel på, hvilke data og viden, der kan indsamles kunne være naturtypernes tilstand i Lillebælt gennem de sidste 20 år. Og hvilken betydning naturtyperne har i Lillebælt på udbredelsen af eksempelvis torsken.

Vi er tæt forbundet med havet
Søren Larsen, kredsformand for Friluftsrådet og medlem af naturparkrådet udtaler:

”Vi er om nogen tæt forbundet til havet og kysten. Vi leger og bader i havet, sejler og fisker og køber vores drømmehus tæt ved vandet. Lillebælt ligger lige derude - så tæt på mange mennesker igennem generationer. Og indeholdende en helt unik natur. Alligevel er Lillebælt en lukket og skjult verden, der er svær at få et forhold til for de fleste. Det ligger skjult under overfladen.”

Det er overvejende fra tv at folk får deres naturoplevelser af undervandsverdenen og disse udsendelser er næsten udelukkende fra andre lande. Søren Larsen fortsætter: ”Meget få har kendskab til det liv der udfolder sig i vore egne farvande ud over de fisk som man kan købe hos fiskehandleren. Jeg mener, at det er en grundlæggende forudsætning for at kunne passe på vores havmiljø er at vide, hvordan og hvilket liv der udfolder sig under overfladen. Dette projekt kan være med til at vække interessen og give viden og indsigt, der kan skabe holdninger til det at forurene og færdes i naturen m.m.”

Om projektet
Projektet skal ses som et delprojekt ud af to. I denne første del bliver vidensgrundlaget samlet. Efterfølgende vil Naturpark Lillebælt udvikle en model til formidling af vidensgrundlaget. Formidlingen skal synliggøre de hemmeligheder og skatte, der gemmer sig under havoverfladen i Lillebælt. Ud over, at give borgere og turister en god naturoplevelse, skal det vække deres interesse og forståelse for, hvorfor vi skal værne om Lillebælt. Naturpark Lillebælt går nu i gang med at søge penge til denne del.

Johannes Lundsfryd uddyber:
”De erfaringer vi gør os undervejs i projektet, vil kunne bidrage med anbefalinger og guidelines til andre marine naturparker, der har behov for et tilsvarende vidensgrundlag.
Projektets hovedformål er at bidrage til en bedre forståelse, beskyttelse og forvaltning af Lillebælt. Projektet vil desuden betyde, at borgere og turister omkring Lillebælt kan se frem til en øget og mere spændende formidling om Lillebælt. Projektet skal dermed også bidrage til at tiltrække flere turister gennem et øget tilbud af flere spændende oplevelser.”

Kom med viden om projektet
Ved du noget spændende om Lillbælt, og har du lyst til at hjælpe med at udvikle vidensgrundlaget? Så vil Naturpark Lillebælts sekretariat meget gerne høre fra dig. Du kan kontakte Anni Berndsen på Anni.berndsen@middelfart.dk Eller på telefon 8888 4923.


Faktaboks
Lillebælt er et helt unikt naturområde både over og under havoverfladen. Under overfladen er det mødet imellem salt og fersk vand i et strømfyldt snævert bælt, der giver et usædvanlig rigt liv, som er varieret og mangfoldigt. Et liv, som de færreste kender til, da livet under overfladen på mange måder er en lukket og skjult verden.

Et hav i bevægelse.
Lillebælt er både smalt og meget dybt. Kigger du udover Lillebælt fra land, kan du tydeligt se hvordan strømmen ”snurrer” vandet rundt i alle retninger – det er meget fascinerende. Østersøen er med sit areal på 370.000 km2 verdens største fjord. Afvandingsområdet dækker ca. 2 millioner km2 fordelt på 14 lande og det gør, at Østersøen årligt modtager 450.000 km3 ferskvand fra hundredvis af floder og vandløb. Alt dette vand strømmer hvert år netto ud gennem Bælthavet. Men reelt er det meget mere vand, der bevæger sig igennem, da de øjeblikkelige strømforhold først og fremmest er styret af vinden. Vestlig vind vil for eksempel presse vand fra Nordsøen ind i Kattegat og videre ind gennem bæltet til Østersøen. Så Lillebælt er et hav, der altid er i bevægelse.

Salt og fersk vand mødes.
Lillebælt er yderligere specielt ved at være lagdelt det meste af året. Lagdelingen opstår fordi det udstrømmende ferske Østersø-vand er lettere end det salte Nordsø-vand. Det vil med andre ord sige, at Lillebælt består af et salt bundlag (nordsøvand) og et ferskt overfladelag (Østersøvand) adskilt af en skilleflade kaldet springlaget der typisk er beliggende i 15 meters dybde.

Den specielle strøm giver variation i bundtype og dyreliv.
Normalt i havet er det samme bundtype, som dækker kæmpe områder, men i Lillebælt skifter bunden type hele tiden, inden for kort afstand skifter stenrev, muslingebanke, lerbund, sandbund, tangskov, mudderbund og ålegræseng osv. Hver bundtype har sit eget tilpassede dyreliv, og bunden synes at skifte hele tiden. Det giver levegrundlag for mange forskellige dyr og planter.

De mangeartede, afvekslende og kuperede bundforhold gør at der er mange gode gemmesteder for smådyr som vandlopper, orme. Det giver igen føde og levested for mindre fisk og igen for de største fisk og havpattedyr som marsvin og sæler. I Lillebælt er der en af verdens tætteste bestande af hvaler med ca. 3000 marsvin i et forholdsvist lille område. Der er ca. 1000 sæler og ofte kommer større hvaler og andre havdyr til netop Lillebælt.

Om Naturparkrådet
Naturparkrådet består af flere frivillige foreninger, erhvervsorganisationer samt de tre kommuner (Fredericia, Kolding og Middelfart), der står bag naturparken. Naturparkrådet har ved de sidste møder drøftet, hvilke indsatser de ønsker, at Naturpark Lillebælt skal tage fat i. Fælles for ønskerne er, at de konkrete projekter skal give værdi for borgere og gæster. Naturparkrådet bidrager løbende til projekterne med rådgivning og vejledning og ideer til videreudvikling. På det sidste naturparkrådsmøde, blev det f.eks. drøftet, hvordan naturparken kan inddrage frivillige foreninger og personer i de forskellige projekter.

Naturparkrådet består af:

Johannes Lundsfryd Jensen   Middelfart Kommune
Eea Haldan Vestergaard  Kolding Kommune
Christian Bro  Fredericia Kommune
Kurt Due Johansen  Dansk Ornitologisk Forening
Grethe Andersen  HORESTA
Søren Larsen  Friluftsrådet
Torben Lindholst  Danmarks Sportsfiskerforbund
Thorbjørn Sørensen  Destination Lillebælt
Allan Buch  Danmarks Fiskeriforening
Morten Knutson  Kolding Herreds Landbrugsforening
Karsten Enggaard  Danmarks Naturfredningsforening
Jørgen Hansen  Danmarks Jægerforbund
Mikael Holdgaard Nielsen  Museerne i Fredericia
Søren Kirk  Strandgaard Naturstyrelsen Fyn
   


Yderligere oplysninger:
Johannes Lundsfryd, Middelfart Kommune. Tlf. 2528 4142

Yderligere oplysninger:
Naturparkrådet, Johannes Lundsfryd. Tlf. 2528 4142

17.april 2015