Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Pressemeddelelse: Salg af vildtkød fra Hindsgavl Dyrehave

SMAG PÅ NATUREN: Middelfart Kommune åbner for første gang for salg af vildtkød fra Hindsgavl Dyrehave lørdag den 14. november i naturcentret på Galsklintvej 2 i Middelfart. Det er en stigende mængde af kød, som nu gør det muligt at udbyde kødet til salg til kommunens borgere, som ellers kun har kunnet betragte dyrene på sletten. Nu kan de også smage på dem.

Natur og miljømedarbejder Merete Nørgaard fortæller:

”Når du bevæger dig rundt i Dyrehaven møder du masser af hjortevildt, de græsser overalt, både på sletten og i skoven. Vildtets primære funktion er at være landskabs- og naturplejere. De skal forhindre, at det særlige herregårdslandskab med de lysåbne sletter springer i skov. Herudover giver hjortene mange gode oplevelser, når du går derude.”

Kødet sælges for at undgå spild
Hvert år kommer nye hjorte til og det er derfor nødvendigt at regulere i antallet af hjorte.
Reguleringen af bestanden er vigtig, så skovfogeden sikrer, at hjortene skaber et tilpasset græsningstryk. Med andre ord, så skal bestanden passe med størrelsen på det areal, som de skal spise græs fra, så der er tilstrækkeligt med føde til hjortene.

Middelfart Kommune har indtil nu afsat vildtkødet til interesserede restauranter og slagtere. Men nu er der tilstrækkeligt med kød til, at kommunens borgere også får mulighed for at købe det.

”Det er dejligt, at vi nu også kan tilbyde kommunens borgere at købe vildtkød fra Dyrehaven” siger udvalgsformand Agnete Damkjær. ”Hjortene giver mange gode oplevelser hele året – om sommeren bliver kalvene født, om efteråret er hjortene i brunst, og om vinteren kan de opleves på foderpladserne. Og nu får vi også mulighed for at smage på vildtkødet.”

Kødet, som sælges frosset, kommer i forskellige udskæringer og som hakket kød. Inspiration til opskrifter fås på stedet.

Tid og sted Første salgsdag er lørdag den 14. november 2015. Salget foregår fra en gårdbutik i Naturcenter Hindsgavl, Galsklintvej 2, 5500 Middelfart fra kl. 10.00-13.00.

De øvrige salgsdage bliver løbende annonceret i Melfar Posten og på Dyrehavens hjemmeside www.hindsgavldyrehave.dk  


Kontaktinformation:
Yderligere oplysninger

Formand for Miljø- og energiudvalget Agnete Damkjær. Tlf.: 61602698
Natur og miljømedarbejder Merete Nørgaard. Tlf.: 8888 4834

06.november 2015