Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

PRESSEMEDDELELSE: 783 skolebørn i Middelfart Kommune lærer om lys i trafikken

Natten til søndag stiller vi urene tilbage og så bliver skolevejen mørk. Derfor skal lygte- og reflekskampagnen ’Lys på med Ludvig’ lære skolebørnene i Middelfart Kommune at cykle med lys på. Middelfart Kommune tyvstarter den landsdækkende kampagne mandag den 26. oktober, hvor 1000 reflekser deles ud ved Strib og Ejby Skole sammen med det lokale politi.

Lys på

De fleste bilister kender godt forskrækkelsen, når en mørk cyklist eller fodgænger uden lys eller refleks pludseligt dukker op i mørket. Men ved skolebørn, hvor farligt det er at færdes i mørket uden lys?

Når vi skal hjem fra skole og arbejde på mandag, er det betragteligt mørkere end dagen før. Det skyldes, at uret er stillet en time tilbage, og inden længe er dagen så kort, at man skal have lygter på cyklen både til og fra skole.

Derfor skyder Middelfart Kommune, Cyklistforbundet ,TrygFonden og Rigspolitiet en refleks- og lygtekampagne i gang. LYS PÅ med Ludvig hedder kampagnen, og i Middelfart Kommune er 783 børn fra 3.-5. klasse tilmeldt. På landsplan er det 41.000.

Kampagnen er en årligt tilbagevendende begivenhed og målet er, at en hel børneårgang skal deltage og lære, hvor vigtigt det er med lys på cyklen.

Lys på cyklen er afgørende for børns sikkerhed i trafikken i de mørke tider, og med denne kampagne vil vi lære børn at bruge lygter selv. Vi går derfor efter netop den alder, hvor mange børn begynder at cykle alene i trafikken, og vi håber, at lys på cyklen bliver en naturlig del af cykelrutinen. Vi når ud til næsten halvdelen af en årgang med kampagnen, så effekten er virkelig stor, hvis de tager det til sig, udtaler kampagnechef Maria Bech, cyklistforbundet.

Hvornår skal man have lys på i Middelfart Kommune?
Ifølge lygteloven skal der være lys på cyklen fra solnedgang til solopgang og i usigtbart vejr. På mandag d. 26. oktober er det altså før kl. 8.03 og efter kl. 18.07, at lygterne skal tændes, hvis man bor i Middelfart Kommune. Men frem til d. 21. december bliver dagene kortere og lygtetændingstiden længere.

Formand for trafiksikkerhedsrådet i Middelfart Kommune Niels Bebe fortæller: ”Jeg glæder mig til at dele reflekser ud på Ejby Skole på mandag, så flere børn husker lygter og reflekser i den mørke tid. Alle, der har prøvet at sidde bag rettet i bilen en mørk vintermorgen ved, hvor svært det er at se cyklister og gående uden lys. Det er rigtig farligt, så derfor er kampagnen utrolig relevant. Det er også en reminder til hele familien om, at lygterne skal findes frem eller købes, nu hvor det begynder at blive mørkt de tidspunkter på dagen, hvor vi typisk bruger cyklen.

1000 reflekser deles ud ved Strib og Ejby skole
Kampagnen starter 1. november, men i Middelfart kommune skydes LYS PÅ med Ludvig allerede i gang mandag d. 26. oktober, hvor der bliver uddelt gratis reflekser ved Strib og Ejby skole. Refleks-eventen skal minde børn og forældre om, at det igen er blevet tid til at tænde lygterne og huske reflekserne – hver dag. Natten til søndag stiller vi nemlig urene tilbage fra sommertid til vintertid.

Sådan fungerer LYS PÅ med Ludvig
Cyklistforbundet sætter hvert år fokus på lygter og reflekser i kampagnen LYS PÅ med Ludvig. Kampagnen afvikles fra 1. – 30. november og henvender sig til folkeskolens 4. klasser. Kampagnen øger børns viden om synlighed og sikkerhed i trafikken. Det sker gennem et undervisningsforløb med fokus på vigtigheden af lys og reflekser på cyklen og i trafikken.

Hele landet er med:
Region Midtjylland: 
434 tilmeldte klasser = 9.697 elever

Region Nordjylland:
211 tilmeldte klasser = 4.508 elever

Region Hovedstaden:
445 tilmeldte klasser = 10502 elever

Region Syddanmark:
437 tilmeldte klasser = 9798 elever

Region Sjælland:
308 tilmeldte klasser = 6874 elever

Læs mere om kampagnen: www.lyspaa.dk

Se hvilke skoler der med her: http://www.lyspaa.dk/OmLYSPAA/01_Hvem%20er%20med.aspx  

Læs Cyklistforbundets fem gode råd om lygter og reflekser: http://www.cyklistforbundet.dk/Alt-om-cykling/Cykling/Sikkerhed/Fem-gode-raad-til-at-blive-set-paa-cyklen  


Kontaktinformation:
For yderligere information

Formand for Trafiksikkerhedsrådet i Middelfart Kommune Niels Bebe 3034 1537 og mail: niels.bebe@middelfart.dk  

Presseansvarlig Cyklistforbundet Jan Thane 40 70 83 78 og mail: jat@cyklistforbundet.dk  

23.oktober 2015