Invitation til lokale klimatopmøder i Middelfart
Middelfart Kommune er eneste kommune på Fyn, der afholder lokale klimatopmøder med hhv. Danmarks Naturfredningsforening og Regeringens Klimakommission.
”I Middelfart Kommune vil vi gerne afholde topmøderne med engagerede mennesker, der vil samarbejde på tværs af interesser, fag og holdninger om de meget alvorlige og akutte klimaudfordringer vi alle står over for. Der er brug for at alle yder en indsats. Vi vil give alle en chance for at være med” udtaler borgmester Steen Dahlstrøm
At alle får chancen er ikke ensbetydende med at der er plads til alle på de to topmøder. Der er kun 30 wildcards, der kan uddeles til hvert topmøde. Og da der skal være repræsentanter fra erhvervsliv, foreninger, institutioner, organisationer, enkeltpersoner med flere bliver det nødvendigt at Middelfart Kommune forbeholder sig retten til at sortere blandt tilmeldingerne så deltagerkredsen på hvert topmøde præges af mangfoldighed.
Begge specialarrangementer er visions og handlingsorienterede. Begge arrangementer forudsætter at deltagere har interesse i klimaudfordringerne og et begær for at skabe den nødvendige forandring. Deltagere til de lokale topmøder vil få særbehandling og materiale tilsendt inden mødeafvikling, således at de kan forberede sig optimalt. Møderne vil blive styret af professionelle proceskonsulenter.
De enestående arrangementer på Fyn afholdes:
Den 15. september 2009 afholdes klimatopmøde med Danmarks Naturfredningsforening på Kulturøen fra kl. 15.30 – 21.30.
Den 21. oktober 2009 afholdes klimatopmøde med Klimakommissionen på Fiberline fra kl. 15.00 – 21.30.
Kontakt klimachef Morten M. Westergaard, tlf. 8888 4795, mail Morten.Westergaard@Middelfart.dk hvis du vil høre mere.
Læs indbydelsen her
Vil du med? Tilmeld dig hos Else Winther, tlf. 8888 4802, mail: Else.Winther@Middelfart.dk
Tilmelding senest den: 18. August 2009. I forbindelse med tilmelding bedes du oplyse om du repræsenterer forening, virksomhed, institution, er privat person eller lignende sammen med stamoplysninger (navn, adresse, tlf., mailadresse).
16.juli 2009