Middelfart Kommune Logo

STU Middelfart

STU Middelfart er Middelfart Kommunes Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse.

Uddannelsen er 3-årig og retter sig mod unge med særlige behov, der ikke har mulighed for at gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse. Aldersgruppen er unge, der har afsluttet folkeskolen, og som endnu ikke er fyldt 25 år.

Formålet med uddannelsen er at fremme den unges personlige udvikling og mulighed for at deltage selvstændigt og aktivt i samfundslivet.

Uddannelsen rummer undervisning og praktiske aktiviteter med fokus på: Sociale kompetencer, kommunikation, skolefag, arbejdsmarkeds- og beskæftigelsesaktiviteter, botræning og fritid.

De unge forberedes til voksenlivet ved at arbejde med ting, der er vedkommende og giver mening for den enkelte. Undervisningen tager udgangspunkt i elevens individuelle uddannelsesplan.

Det er Ungdommens Uddannelsesvejledning, der sammen med den unge og pårørende indstiller til uddannelsen. Der lægges betydelig vægt på den unges samt pårørendes ønsker i tilrettelæggelsen af uddannelsen.

Ungdomsuddannelsen indledes med et 12 ugers afklaringsforløb, hvor den unges ønsker og muligheder afdækkes. På den baggrund udarbejdes realistiske mål for den endelige uddannelsesplan.

I forbindelse med uddannelsen tilbydes et fritidstilbud. Tilbuddet har åbent alle dage til kl. 16 også på uddannelseslukkede dage. Fritidstilbuddet er dog lukket i juleferien og 3 uger i sommerferien.

STU Middelfart ligger bynært i Ejby og har meget velfungerende lokaler.

Yderligere information gives gerne. Vi kan kontaktes på tlf. 8832 4222

Vi modtager gerne besøg, viser rundt og svarer på spørgsmål.

Leder for uddannelsen er Ralf Buch.

Adr. Jernbanevej 21, 5592 Ejby
Tlf. 8832 4222




Sidst opdateret af Rikke Jørgensen
19. december 2011