Støt dit barn
Formål
Med projektet ”Støt dit barn” ønsker vi at styrke familierne omkring den psykisk sårbare. Det gør vi ved at rådgive og fortælle om psykisk sårbarhed. Vi ønsker, at familier med unge psykisk sårbare får hjælp og rådgivning, som støtter familien i at leve sammen og som forbedrer den unges trivsel. Derfor tilbyder vi telefonrådgivning og undervisning til pårørende.
Målgruppen for ”Støt dit barn”
”Støt dit barn” henvender sig til dig, der har et barn eller en nærstående pårørende mellem 10 og 25 år, som er psykisk sårbar. Måske du er en forælder eller måske du har en væsentlig rolle i forhold til den psykisk sårbares udvikling og trivsel. Er du i tvivl, om “Støt dit barn” er for dig? Så kontakt os gerne på tlf.: 40 30 88 25
Hvad er psykisk sårbarhed?
For os betyder psykisk sårbarhed at have psykiske vanskeligheder, som har afgørende betydning for, hvordan hverdagen fungerer. I “Støt dit barn” har vi især fokus på psykiske vanskeligheder i forbindelse med for eksempel ADHD, personlighedsforstyrrelse, depression, social fobi og angst.
Hvad tilbyder vi?
Vi tilbyder undervisningsforløb, telefonrådgivning og netværksgrupper. Du kan læse mere om de enkelte tilbud nedenfor.
De står bag “Støt dit barn”.
”Støt dit barn” er et samarbejde mellem Familieafdelingen, Ungnu og Psykiatriafdelingen i Middelfart Kommune. Projektet løber frem til 2015 og finansieres af Socialministeriet.
ARRANGEMENT:
Når psykisk sårbarhed gør relationen til datteren eller sønnen svær.
Hvad enten dit barn er voksen eller mindreårig, er det sikkert, at du som forældre er blevet sat på en prøve, hvis dit barn er psykisk sårbar. Som forældre er det nemlig svært at navigere mellem alt, der hedder forståelse, grænsesætning og egne behov. Derfor inviterer vi forældre, hvis børn er ramt af psykisk sårbarhed, til en aften med oplæg om forældrerollen og information om tilbud i Middelfart. Arrangementet er gratis og finder sted onsdag den 13. februar kl. 18.00 i Middelfartsalen på KulturØen i Middelfart.
Se slides fra arrangementet
Telefonrådgivning
Åbningstider:
Mandag og onsdag kl. 17.00 – 19.00
Tlf.: 40 30 98 94
Er du forælder eller en nærstående pårørende til en ung psykisk sårbar mellem 10 og 25 år? Og har du brug for en at tale med? Så brug telefonrådgivningen. Vi lytter gerne og fortæller, hvor du kan finde mere hjælp. Du kan ringe anonymt.
Professionelle rådgivere
Ringer du, får du fat i medarbejdere, som til dagligt arbejder med psykisk sårbare unge. De har en baggrund som enten socialrådgiver, familiebehandler, psykiatrikonsulent eller pædagog.
Undervisning
“Støt dit barn” tilbyder undervisning for forældre og nærstående pårørende til unge psykisk sårbare mellem 10 og 25 år. Et undervisningsforløb strækker sig over otte aftener på et halvt år og indledes hver gang af en gæsteunderviser. Der er mulighed for at stille spørgsmål og snakke på tværs. Vi afslutter aftenen med fællesspisning.
Program
Vi fastlægger et program, når vi kender alle jer, som har tilmeldt sig. Vi spørger, hvad I har brug for, og derefter finder vi underviserne. Typiske emner kan dog være: pårørendes sorg og afmagt, det selvmordstruede barn og udvalgte former for psykisk sårbarhed.
Hvordan tilmelder jeg mig?
Overvejer du at deltage i et undervisningsforløb, så kontakt Lene Ladefoged på tlf. 40 30 88 25 mellem kl. 8.00 og 15.00 på alle hverdage.
Netværksgrupper
I forlængelse af et undervisningsforløb tilbyder vi netværksgrupper. En netværksgruppe er for dig, som efter endt undervisningsforløb fortsat ønsker at dele erfaringer og tanker med andre pårørende til psykisk sårbare unge. Ønsker du at deltage i en netværksgruppe, så kontakt Lene Ladefoged på tlf. 40 30 88 25
Kontakt
Projektleder Lene Ladefoged
Jernbanegade 14
5500 Middelfart
Tlf.: 40 30 88 25
Mail: lene.laasbyladefoged@middelfart.dk
Yderligere materiale:
Slides fra foredrag med Henrik Rindom