Ung med omtanke
Ung med omtanke er et 3 årigt satspuljeprojekt, som hovedsageligt finansieres af Sundhedsstyrelsen. Sundhedsafdelingen i Middelfart er projekt-ejer, mens UU Lillebælt, Middelfart Produktionsskole samt Middelfart Ungdomsskole er samarbejdspartnere.
Målgruppen for projektet er 16-19-årige unge i Middelfart Kommune, som er uden for uddannelse og beskæftigelse.
Formålet er primært at øge antallet af unge i Middelfart, som gennemfører en ungdomsuddannelse. Sekundært er formålet desuden at forbedre sundheden blandt de unge, herunder også at styrke deres sociale kompetencer og personlige ressourcer.
Projektet har en række forskellige aktiviteter og tiltag, herunder
- At være med til at skabe sunder rammer på Middelfart Produktionsskole. Det er bl.a. at dyrke mere motion i skoletiden, at tilbyde rygestopkurser for eleverne og at sætte fokus på sjove oplevelser med sundhed.
- At skabe et fritidstilbud for de unge på Ungdomshuset Walker. Her skal være cafeaftener med mad og socialt samvær, og desuden er der mulighed for en række aktiviteter, fx at spille musik. De unge skal selv være med til at skabe stedet og de ting, der sker på Walker. Opstart primo 2009.
- At oprette et ungeteam bestående af en gruppe ressourcestærke unge, hvis opgave er at være en del af indsatsen på Walker. Ungeteamets opgave er at gå forrest på Walker, herunder også bakke de udsatte unge op og lave mad, aktiviteter osv. sammen.
- At oprette en voksenmentorordning, hvor en ung fra målgruppen kan få tilknyttet en voksenmentor, som skal støtte den unge både i forhold til uddannelse, fritid og personlige forhold. I forbindelse hermed oprettes en visitationsgruppe, der visiterer til mentorordningen. Nedenfor kan du finde nærmere information samt ansøgningsskema til mentorordningen. Du kan også kontakte din UU-vejleder, som kan fortælle dig om ordningen.
Yderligere information kan fås ved henvendelse til
Projektleder Hans-Jørgen Tarup Nielsen på 8888 4757 eller mobil 2677 2150.
Materiale: