Lokalplanforslag 131
Byrådet vedtog på deres møde den 2. januar 2012 at sende forslag til lokalplan 131 og forslag til tillæg nr. 4 til Kommuneplan 2009-2021 i offentlig høring. Planforslagene omfatter museumsområdet mellem Kongebrovej og Lillebælt i den vestlige del af Middelfart.
Lokalplanforslaget benævnes nr. 131
Baggrunden for planforslagene er et konkret ønske fra Keramikmuséet Grimmerhus om at udvide deres faciliteter med nye udstillings- og aktivitetsmuligheder. Som grundlag for dette blev der i 2009 gennemført en projektkonkurrence, hvor vinderprojektet nu ønskes realiseret. Med planforslagene muliggøres den ønskede udvidelse, men hvor der samtidig lægges vægt på udvidelsens samspil med terrænet og landskabet ved Lillebælt samt den eksisterende fredede bebyggelse. Lokalplanen fastlægger bl.a. specifikke rammer for nybyggeriets placering, skala og materialevalg samt områdets ubebyggede arealer og beplantning. Museumsområdet skal fortsat vejbetjenes fra Kongebrovej.
Høring
Planforslagne er i offentlig høring fra 11. januar 2012 til 7. marts 2012. Forslagene kan ses på bibliotekerne i Middelfart, Strib, Nørre Aaby og Ejby, på www.middelfart.dk samt i Borgerservice på Rådhuset i Middelfart, Østergade 11, og i Borgerservice i Ejby, Anlægsvej 4, hvorfra de også kan udleveres.
Indsigelser eller ændringsforslag skal sendes skriftligt inden d. 7. marts 2012 til: Teknik- og Miljøforvaltningen, Østergade 21, 5580 Nørre Aaby, eller teknik@middelfart.dk.
Retsvirkninger
Fra og med 11. januar 2012 må ejendomme, der er omfattet af planforslagene, ikke bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af de endelige planers indhold. Bestemmelsen finder kun anvendelse indtil lokalplan og kommuneplantillæg er vedtaget endeligt og offentliggjort, dog højst 1 år efter offentliggørelsen af forslagene.
Efter udløbet af fristen for indsigelser kan Byrådet tillade, at en ejendom, der er omfattet af planforslagene, bebygges eller udnyttes efter forslagene, såfremt dette er i overensstemmelse med kommuneplanen og der ikke er tale om at påbegynde et større byggearbejde mv.
Miljøvurdering
Der er gennemført en screening af planforslagene i henhold til Lov om miljøvurdering og på den baggrund truffet beslutning om ikke at udarbejde en egentlig miljøvurdering. Screeningen kan ses på www.middelfart.dk sammen med planforslagene.
Klagevejledning
Afgørelsen vedrørende beslutningen om, at der ikke udarbejdes miljøvurdering, kan indklages til Natur- og Miljøklagenævnet, Rentemestervej 8, 2400 København NV inden d. 8. februar 2012.
Det er en betingelse for Natur- og Miljøklagenævnets behandling af din klage, at du betaler et gebyr til Natur- og Miljøklagenævnet. Klagegebyret er fastsat til 500 kr. for privatpersoner og 3.000 kr. for alle andre klagere, herunder virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder. Natur- og Miljøklagenævnet vil ikke påbegynde behandlingen af klagen før gebyret er modtaget. Vejledning om gebyrordningen kan findes på Natur- og Miljøklagenævnets hjemmeside www.nmkn.dk. Gebyret tilbagebetales, hvis du får helt eller delvist medhold i din klage, eller hvis klagen afvises.
Vil man anlægge retssag, skal man gøre det inden 6 måneder, jf. planlovens § 62, stk. 1.